Det tjekkiske gadekryds

Skoda Scala er en underspillet humørspreder, der kombinerer hatchbackens køreegenskaber med stationcarens rummelighed. Med DSG-gear er køreoplevelsen dog ikke helt dadelfri

Skoda Scala er rummelig og raffineret, men DSG-gearet trækker ned i det samlede billede. Foto: Mathias Gram
Skoda Scala er rummelig og raffineret, men DSG-gearet trækker ned i det samlede billede. Foto: Mathias Gram

Jeg har ikke travlt, tænker mere på dagens gøremål end bilen og giver speederpedalen et helt almindeligt tryk, da lyset bliver grønt. Men den hvide Skoda Scala flyver alligevel fra lyskrydset som en 1.G'er, der netop har øjnet den første ølbar efter ankomsten til Prag.

Uden anstrengelser, motorbrøl eller hjulspind lægger den tjekkiske familiebil de øvrige biler bag sig. Automatgearkassen sørger for bløde, men hurtige skift, og accelerationen føles næsten flydende.

Kilden til præstationerne er bilens benzinmotor på 1,5 liter, der yder 150 hestekræfter. Den er i testbilen parret med en DSG-gearkasse og mellemste udstyrsniveau, Ambition. Resultatet er en bil, der når fra 0 til 100 km/t. på 8,2 sekunder uden at prale med det. Mens den størrelsesmæssigt lægger sig et sted mellem Fabia og Octavia – med VW Golf som en af mange konkurrenter i den lille mellemklasse.

Se også: Kia E-Soul blæser til kamp mod det konforme

Scala fås fra 190.000 kroner, men udstyr og motor sender prisen for testbilen op på 275.000 kroner. For de penge får man klimaanlæg, træthedsassistent og fartpilot, men til gengæld kommer testbilen også faretruende tæt på den større Octavia Combi stationcar. Det er en ældre model, men den fås i skrivende stund med 150 hk, Ambition-udstyr og DSG-gearkasse til 280.000 kroner.

Tilbage i eftermiddagstrafikken på Jagtvej i København slukker motoren automatisk for to af sine fire cylindre. Bilen ruller herefter videre på halv motor, og det er næsten ikke til at høre, at der ligger en benzinmotor ude foran. Endnu mere lydsvag bliver den dog, da jeg triller hen til stregen ved endnu et lyskryds. Motoren lukker nemlig helt ned for sig selv, et godt stykke før bilen står stille.

Kun et par skvulp fra væskebeholderne i motorrummet kan høres, da bilen når 0 km/t.

Motorteknologien har uden tvivl en positiv effekt på brændstoføkonomien, men de grønne ambitioner har også en kedelig bagside. DSG-gearkassen insisterer nemlig på at køre 40 km/t. i fjerde gear, og det kan få motoren til at opføre sig som kol-patient – den sejtrækker en gang imellem så meget, at den må hoste og hakke sig frem.

Se også: Toyota Corolla er et puritansk og praktisk rumskib

Tingene ændrer sig dog en del, da jeg rammer en tom sognevej og trykker gearstangen nedad. Det aktiverer en sportsindstilling, der fuldstændig ændrer bilens personlighed. Fra nærmest at kvæle sig selv for at spare på dråberne, tigger den nu på mere gas. Hjertet banker afsted med omkring 3000 omdrejninger, så bilen er klar til at springe frem, når sving bliver til lige strækninger.

Den firecylindrede motor skriger, som får den pisk, da jeg trykker på speederen. Der bliver ikke gearet op, før det er absolut nødvendigt, og det gør det muligt at motionere alle 150 hk. I et øjeblik har bilen tilsyneladende glemt sit ophav som snusfornuftig familiebil, og det er ganske underholdende at være vidne til bag rattet.

Styretøjet er tilpas præcist, men personligt savner jeg noget mere tyngde på rattet i svingene. Det kræver dog et kryds mere på ekstraudstyrslisten at få Skodas 'Drive Mode'-system, der lader føreren regulere den slags. Krydset koster 1300 kroner, og det vil sandsynligvis gøre det muligt at få endnu mere ud af bilen, når vejen snor sig.

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram
 

Se også: Ford Focus ST danser kinddans med kurven

Skoda Scala fås med tre motorstørrelser: 95, 115 og 150 hk. Sidstnævnte gør modellen underholdende på sognevejen og ved lyskrydset, men har på sin vis ikke betydning for det, der gør Scala til en rigtig Skoda – og samtidig adskiller den fra konkurrenterne: Den praktiske anvendelighed.

Scala er en mellemting mellem en hatchback og en stationcar, og formen alene er en af bilens største forcer. Den sender nemlig bagagerumsvolumen op på hele 467 liter. Det er måske ikke så stort som i Skoda Fabia Combi (530 liter), men markant større end i bilens direkte konkurrent, hatchback-udgaven af Volkswagen Golf (380 liter).

Dertil kommer de små, praktiske løsninger, som Skoda er blevet kendt for, og som er videreført i Scala. Kroge til indkøbsposer i bagagerummet, en paraply i førerdøren og små lommer på siderne af forsæderne kan være guld værd i hverdagen, men er langtfra obligatoriske hos konkurrenterne.

Se også: Langtursvogn med næse af fransk velstand

Konklusion
Skoda Scala er rummelig, raffineret og rap, når vejen snor sig. Med 150 hk evner den både at være komfortabel og underholdende, omend DSG-gearkassen i visse situationer modarbejder den veloplagte motor. Bilens form kombinerer det bedste fra en hatchback med en stationcar, og resultatet er et anderledes alternativ til Volkswagen Golf.

+

  • Motor
  • Komfortniveau
  • Plads

-

  • DSG-gear
  • Kørerprogrammer koster ekstra

--------- SPLIT ELEMENT ---------

En balsal på bagsædet

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram
 

Tre forskellige mønstre og teksturer. Det er, hvad fingrene møder, hvis man lader dem glide over plastikken på instrumentbordet i Skoda Scala. Overfladerne er bløde, og visse steder er det endda muligt at bøje dem lidt, hvis man trykker til. I midten troner en bred infotainmentskærm, og på konsollen under den er antallet af knapper holdt på et minimum.

Det er tydeligt, at Skoda har lagt sig i selen for at skabe en kabine, der oser af kvalitet. Der er dog stadig steder, der virker mindre gennemtænkte. Det gælder eksempelvis ’menu’-knappen på klimaanlægget, der erstatter en række fysiske knapper ved at åbne anlæggets avancerede indstillinger på infotainmentskærmen. Det gør det blandt andet bøvlet at skrue op og ned for blæserhastigheden.

Se også: Familiebil for feinschmeckeren

Dertil kommer fartpiloten, der er henlagt til en stilk på siden af rattet. Knapperne her er små, og især en lille tap, der skal drejes til side for at sætte fartpiloten på pause, kan være svær at betjene.

Pladsen er til gengæld fremragende. Med mine 190 centimeter er jeg vant til at skrabe knæene mod forsædets ryg, når jeg sidder på bagsædet, men det er ikke tilfældet her. Selvom det forreste sæde er indstillet til en person af min størrelse, kan jeg stadig lægge tre fingre mellem mine knæ og forsædets ryg.

Skoda Scala

Testbilen: Ambition 1,5 TSI DSG

Pris (fra): 189.991 kroner

Pris (testbil): 275.000 kroner

Motor: 1,5 liter, 150 hk

0-100 km/t.: 8,2 sekunder

Forbrug: 16,4 km/l

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere