Dette smadrer et ellers lækkert design

Den største Citroën DS5 har sin helt egen personlighed, og efter et facelift er den blevet mere komfortabel - dog halter det på visse punkter

Den nye front med DS-logoet og de effektive forlygter med både xenon- og full LED-lys plus rullende blinklys fortæller, at det er den nyeste version af DS5. (Foto: Jens Overgaard)
Den nye front med DS-logoet og de effektive forlygter med både xenon- og full LED-lys plus rullende blinklys fortæller, at det er den nyeste version af DS5. (Foto: Jens Overgaard)

Personlighed tæller. Det gælder også i bilernes verden, hvor Citroën med det nye DS-mærke forsøger at finde ind til kernen af de franske, kreative rødder.

Sidste skridt blev taget, da DS-modellerne, ligesom Audi hos VW, blev udskilt som et selvstændigt brand med eget logo. Flagskibet er DS5, som efter fem år på banen nu har fået et facelift.

Heldigvis uden at ændre ved det design, som gør den femdørs hatchback til en ener i firmabilklassen.

Kun det nye logo med DS-vingerne og de nye forlygter, hvor xenon-lys spiller sammen med full LED-forlygter, afslører, at vi kører en opgraderet DS5. Det sker i topversionen, Style, med 180 hk dieselmotor og sekstrins automatgear. Pris: 573.990 kr. plus levering, mens skatteværdien ved erhvervsleasing er 382.293 kr.

Se også: Ny VW SUV får gedigen overhaling  

Historiske tråde
Allerede ved præsentationen trak Citroën tråde til de legendariske DS-modeller fra sidste århundrede, men fabrikkens folk sagde samtidig, at de nye modeller skulle pege frem.

Linjerne på DS5 ligner intet andet og er med til at give modellen karakter. (Foto: Jens Overgaard)
Linjerne på DS5 ligner intet andet og er med til at give modellen karakter. (Foto: Jens Overgaard)

Vi kan dog ikke lade være med at tænke på nyklassikeren Citroën CX, da vi sidder bag rattet med udsigt til en næsten flyagtig kabine, hvor instrumentbordet er trukket strømlinet tilbage, de centrale kontakter til bl.a. vinduerne er placeret i en bro i midten, mens en bred midtersprosse deler glassoltaget.

Æstetikken skæmmes dog af det enorme rat, vi kender fra andre Citroën-modeller. Det er velfungerende, men passer ikke rigtig til resten af setuppet med lækre, bløde materialer og aluminums-dekor.

Se også: Topkarakter til vanvittig sportsvogn med 420 hk  

Citroen valgte i sin tid at lancere modellen med klassiske fjedre og støddæmpere frem for mærkets avancerede væskeaffjedring. Det skete desværre med en undervogn, der var så knaldhård som en sæbekassebil.

Det er der gjort noget ved undervejs, og i den nye version er undervognen opgraderet for anden gang og har en mere klassisk fransk affjedring, der suger vejbump så behageligt, som var de fyldt ud med baguettebrød.

Brummende dieselmotor
DS5’eren er bestykket med 18 tommer hjul og er forholdsvis højt hævet over vejen. Det giver et godt overblik i trafikken, og når du først har fået bilen under huden, ligger DS5’eren solidt på vejen. Men en sportsvogn er den ikke.

Interiøret er stadig superlækkert og unikt. Men på infotainment- og udstyrsfronten trykker alderen. (Foto: Jens Overgaard)
Interiøret er stadig superlækkert og unikt. Men på infotainment- og udstyrsfronten trykker alderen. (Foto: Jens Overgaard)

Den 180 hk dieselmotor har med et moment på 400 Nm ved 2.000 omdrejninger masser af kræfter at give af. Men det sker ikke helt lydløst og med noget mere dieselknurren, end vi ellers er vant til fra de bedste tyske konkurrenter.

Kræfterne leveres også kontant og ikke så flydende og nuanceret som hos visse andre. Her skifter det seks-trins automatgear rimeligt uden at være knivskarpt som en gearkasse med dobbeltkobling.

Forbruget, som på papiret ligger på 22,7 km/l med 18 tommer hjul, er OK uden at være prangende.

Se også: Her er bilmærket med de mest tilfredse kunder  

DS5 bygger på en C4 Grand Picasso-undervogn og er med 4,53 meter godt 25 cm kortere end en C5, der er skabt på en større platform. Pladsen er rimelig foran, men kneben bagi, hvor især den hældende taglinje tager plads. Bagagerummet gaber over pæne 468 liter.

DS5’eren byder på mulighed for sikkerhedsudstyr som vejstribealarm og blindevinkelalarm. Men ikke automatisk nødbremse eller adaptiv fartpilot.

Mens andre premium-mærker skifter til digitale TFT’s display, er DS5 præget af et bedaget layout. (Foto: Jens Overgaard)
Mens andre premium-mærker skifter til digitale TFT’s display, er DS5 præget af et bedaget layout. (Foto: Jens Overgaard)

Alderen trykker også på infotainmentdelen. DS har godt nok opgraderet med et nyt system og ny syvtommers skærm, der også betyder, at 12 kontakter forsvinder. Men grafik og kommandoer er langsomme, ligesom den trykfølsomme skærm ligger forsænket i instrumentbordet, så du kan have svært ved at nå den. Samtidig byder kørecomputeren på den gamle grovkornede PSA-grafik.

Men hvis du føler dig en smule original og ikke mangler stationcarplads, er DS5 et bud, som stadig er med på vognen og bestemt ikke urimeligt prissat for firmafolket.

25 kommentarer
Vis kommentarer