Ekspert: Her er den bedste brugte bil til storfamilien

Ford Galaxy fra 2007 og frem er kæmpestor, velkørende og til at købe for penge - vi tester den brugte bil med syv sæder

Som minibus for storfamilien er Ford Galaxy suveræn - klart mere tillidsvækkende og velkørende end kæmper som Chrysler Grand Voyager, Renault Espace og Kia Carnival. Foto: Jan Dagø
Som minibus for storfamilien er Ford Galaxy suveræn - klart mere tillidsvækkende og velkørende end kæmper som Chrysler Grand Voyager, Renault Espace og Kia Carnival. Foto: Jan Dagø

Galaxy. Det er næsten et himmelsk begreb, som signalerer noget om interstellare rumrejser og fjerne galakser.

Men hernede på Jorden betegner navnet blot en bilproducents fortolkning af bilen til den børnerige familie, der skal bruge op til syv sæder, og som gerne vil have plads, fleksibilitet og komfort, uanset om turen går til Falster eller Firenze.

Ford Galaxy er navnet, og det er måske det bedste brugtkøb blandt de helt store syvpersoners biler lige nu. Det vurderer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos BilBasen.

Hurtigt omsatte
- En ny Ford Galaxy koster raskt væk en halv mio. kr., men der er en god nyhed. De brugte fås til ganske rimelige priser, og jeg giver gerne Ford Galaxy fra 2007 min anbefaling.

Markedsanalytikeren er faktisk lidt forundret over priserne på brugte Ford Galaxy efter at have kigget dem igennem. De er ikke så høje som forventet.

- Du kan få en fra 130.000, men så har den kørt rigtig mange kilometer. Kig i stedet på Galaxy fra omkring 150.000 kr., hvor det ser fornuftigt ud, og for 175.000 får du en fin dieseludgave med forholdsvis højt udstyrsniveau i 2007-modellerne.

Priseksempler

2007: Ford Galaxy 2,0 TDCi 130 Ghia., 280.000 km, kr. 131.000 kr.

2008: Ford Galaxy 2,0 TDCi 140 Trend, 233.000 km, 179.000 kr.

2010: Ford Galaxy 2,0 TDCi 140 Trend, 168.000 km, 224.000 kr.

2011: Ford Galaxy 2,0 TDCi Trend, 87.000 km, 265.000 kr.

2012: Ford Galaxy 2,0 TDCi 163 Coll., 37.000 km, 349.000 kr.

 

I 2010 kommer et facelift, som kan kendes på en ny front.

Man skal være hurtig ved de gode tilbud, for mange er væk på under 20 dage, siger Jan Lang, der henviser til, at lidt mindre syvpersoners biler, som Ford S-Max og Volkswagen Touran, ofte er dyrere som brugte end den større Galaxy. Det er bl.a. fordi, de er mere udbredte og dermed kendte af køberne.

Der er så meget albuerum i Ford Galaxy, at man som chauffør kan få lov at sidde foran helt alene, stille og roligt, mens svigermekanikken, hustruen og sønnen sniksnakker, spiller iPad eller spiser vingummi omme på de to bageste rækker. Pladsen og mulighederne for at indrette kabinen efter behov er de væsentlige kvaliteter, man får for pengene, når man køber stort ind.

Fin diesel
Som den langtursbil, den først og fremmest er, vil de fleste købere sikkert vælge en diesel.

Det kunne være en Galaxy 2,0 TDCI med det mellemste Trend-udstyr og 140 hk motor, men der er også en del af den mere veludstyrede Titanium til salg.

Der er ikke rapporteret om nævneværdige problemer med den motor. Galaxy fås også med 1,8 dieselmotorer, men disse er væsentligt mere rå i deres gangkultur.

Kan du leve med en benzinmodel på 2,0 liter og 145 hk, der bruger mere brændstof og ikke har helt samme kraftoverskud, får du også en nyere Galaxy til samme penge. I alt er der 73 Galaxy til salg lige nu i årgangene 2007 til 2013.

Fornuftige omkostninger
Jan Lang understreger, at modellen ikke er dyr at holde kørende i forhold til andre mpv-typer. Reservedelsprisindekset er 131, og det er faktisk ikke højt for klassen.

To ting har Galaxy dog som typefejl, og det er hårdt belastede baghjulsophæng, ligesom bagklappens dæmperpumper ofte bliver slappe.

Når Galaxyen er købt og betalt, er der også berettiget håb om, at den kan holder prisen godt.

Udbuddet

Det er, som om at udbuddet knækker ved 250.000 kr. Der er en del under 250.000, og så er der rigtig mange til over 250.000.

Priserne er generelt steget 6,7 procent på ét år, men der kommer samtidig flere 'billige' tilbud ud. i Klassen for biler under 200.000 er der lige så mange nu som for et år siden.

 

Markedsanalytiker Jan Lang forventer, at man vil tabe 40 pct. over tre år og 75.000 km, hvilket han betegner som absolut fornuftigt.

- Så det er svært at se virkelig brugbare alternativer på brugtbilmarkedet lige nu, siger Jan Lang med henvisning til de familier, der har behov for en ægte syvpersoners bil.

* * *

Test: Stor Galaxy kører bare godt

Her er der guf for familier med sammenbragte børn. Eller for folk, der bare ikke kan få plads nok.

Da Ford i 2007 lancerede den nye Galaxy-generation, var udgangspunktet nemlig, at den skulle have lidt mere af det hele. Være lidt større, rummeligere, kønnere og lidt mere velkørende end forgængeren, der kom i 1995 og var lavet sammen med Volkswagen.

Arbejdsgangen lykkedes. En ægte fullsize-mpv, der kan sætte syv på plads i individuelt justerbare enkeltstole eller omdannes til en fempersoners med kolossale pladsforhold til rejsebrug.

Her der også en høj grad af køremæssig balance. Ingen pludselige bevægelser. Ingen unoder. Og en stille, udramatisk harmoni, også hvis man skulle komme ud for en dobbelt undvigemanøvre.

Selv på bageste siddeplads er der forbløffende god plads. Foto: Jan Dagø
Selv på bageste siddeplads er der forbløffende god plads. Foto: Jan Dagø
 

I de fleste mpv’er, også de store, er de to bageste stole mest til børn, men ikke her. Selv voksne har god plads til ben og hoved helt bagude, ganske som det er tilfældet på både første og anden sæderække. Adgangen til bageste sæderække er endda nogenlunde. Sæderne på den midterste række vippes frem og glider med fremad for at lette adgangen.

God sikkerhed
Også sikkerheden var i top, da sikkerhedsorganisationen Euro NCAP kørte en Ford Galaxy mod muren. Knæairbaggen er et effektivt skjold med kvæstelser, og rattet bevæger sig væk i tilfælde af kollision og beskytter dermed føreren endnu mere.

Bag rattet er der et fint instrumentbord at skue, god kvalitet og selvfølgelig masser af plads. Foto: Jan Dagø
Bag rattet er der et fint instrumentbord at skue, god kvalitet og selvfølgelig masser af plads. Foto: Jan Dagø
 

Bagude er der selvsagt ikke meget bagageplads tilovers, når alle sæder er i brug, så en tagboks vil være nyttigt ekstraudstyr, hvis man er mange, der skal på tur.

På Trend-niveau er udstyrsmængden god og velvalgt med bl.a. elspejle med varme, tågeforlygter, god stereo med cd og ratbetjening, to-zonet klimaanlæg, multijusterbart førersæde, klapborde, kørecomputer og højde- og aksialt indstilleligt rat. I Titanium-versionen får du blandt andet 17-tommer-alufælge, sportssæder i dellæder og el-justerbart førersæde.

Jyske arbejdsheste
Det bedste motorvalg er den 140-hestes, to-liters diesel, som først og fremmest er en arbejdshest af den jyske slags. Den er momentstærk, og det gør kørslen smidig uden hyppige behov for gearskift.

Det giver den store bil ret pæne præstationer, også i mellemaccelerationerne, ligesom dieselen snurrer med lave omdrejninger til gavn for lydniveauet. Lydmæssigt er man dog aldrig i tvivl om motorens dieselkarakter, men det er ikke nogen påtrængende lyd, heller ikke under høje marchhastigheder.

I bytrafik er bilen dog lidt kluntet – udelukkende fordi den er så kæmpestor og tung. Vi taler trods alt om næsten 1700 kilo. Men nu er det jo også en storfamiliebil og ikke en væddeløber.

13 kommentarer
Vis kommentarer