Elektrisk charmetrold er hightech og hundedyr

Honda e er en lille elbil med stor selvtillid. Rækkevidde og pris imponerer dog ikke

Honda e er den måske mest charmerende bil på markedet overhovedet. Den er fyldt med sjove indslag, men elbilens rækkevidde kan bliv et problem i dansk vinterkulde. Foto: Honda
Honda e er den måske mest charmerende bil på markedet overhovedet. Den er fyldt med sjove indslag, men elbilens rækkevidde kan bliv et problem i dansk vinterkulde. Foto: Honda

Ekstra Bladet var inviteret til Valencia af Honda.

Valencia, Spanien (Ekstra Bladet): Masser af humor i formgivningen. En kæmpemæssig skærm i hele bilens bredde. En elektrisk rækkevidde, der er under middel, og et bagsæde, der er helt til grin. Det lyder ikke umiddelbart som opskriften på en salgssucces, men efter mødet med Honda e er vi ikke i tvivl om, at bilen har et publikum.

Intet ville være nemmere end at rakke den lille Honda ned. For hvordan kan man sende en elektrisk bybil på markedet i 2020, der på en god dag kun har en rækkevidde på lige under 220 kilometer, og som vi under testen blot kunne tilbagelægge 120 kilometer i?

Godt nok kørte vi med speederen i bund og fuld knald på både sæde-og ratvarme, men alligevel. I dansk vinterkulde vil batteriet næppe klare mere end 150 kilometer.

Til en pris af 300.000 kroner for en fuldt udstyret model er den næsten dobbelt så dyr som en VW e-Up, der har en officiel rækkevidde på 258 kilometer. Det lille batteri har en bruttokapacitet på 35 kWh, hvilket er stort set det samme som i den tyske konkurrent.

Se også: Kamiq er en klog bykonge

Honda e har imidlertid en udefinerbar cocktail af charme og en mængde af hightech, som trækker op i kampen om kunderne.

Instrumenteringen ligner én stor skærm, men består i princippet af en skærm på 8,8 tommer foran rattet og to skærme på hver 12,3 tommer til venstre for chaufføren. Sidstnævnte kan 'slås sammen', så du får et bredt billede. Alternativt kan hver skærm vise, hvad du eller din medpassager ønsker.

Der er masser af wauw-effekt i skærmene.

Det er dog kun muligt at have én telefon koblet til ad gangen, og i princippet kunne bilen fint nøjes med én central skærm.

Alt for mange elektriske biler har så meget power, at det kan skabe farlige situationer, hvis man behandler bilen uforsigtigt. Det er imidlertid ikke tilfældet i Honda e. Billigste version har 136 hestekræfter, mens udgaven til 300.000 kroner har 153 hk. Forskellen i udstyr på de to versioner er minimal.

Uanset hvilken model man vælger, får man et meget beskedent bagsæde med to sikkerhedsseler.

Pladsen er så trang, at det mest af alt må betegnes som et nødsæde eller til mindre børn, og problemet går igen i bagagerummet: Det er noget af det mindste, man kan opdrive i nogen bil.

Bilen kan lade med op til 50 kW ved en hurtiglader. Foto: Honda
Bilen kan lade med op til 50 kW ved en hurtiglader. Foto: Honda

Se også: Kia E-Soul blæser til kamp mod det konforme

Testkørslen afslørede, at undervognen er sat meget komfortabelt op. Bilen har baghjulstræk, og dermed er den typiske elbilfrustration med smalle forhjul, der spinder ved igangsætning, aldrig et problem.

Honda lægger op til, at man kan benytte en almindelig strømforsyning på mindst 10 ampere til at lade bilen op. Ved helt tomt batteri tager det dog 18 timer at lade til fuld rækkevidde på den måde.

Med en rigtig ladeboks på privaten skal man også have god tid, for Honda e kan blot lade med 3,7 kW fra én fase. Med hurtigladning i det offentlige rum kan bilen håndtere 50 kW, hvilket skulle betyde, at man når 80 procent opladt batteri på ca. 30 minutter.

Hondas nye elbil lander i Danmark til sommer.

Konklusion
Den nye Honda e er en rationel lille elbil, men rækkevidden er for ringe og prisen for høj. Den vinder dog på charmen.

Se også: Elektrisk Up gør det godt: Men har VW dummet sig?

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fyldt med gadgets inden døre

Honda e har en loungeagtig kabine med en instrumentering, der fylder hele bilens bredde. Foto: Honda
Honda e har en loungeagtig kabine med en instrumentering, der fylder hele bilens bredde. Foto: Honda
 

Der er masser af legetøjsagtig højteknologi i Honda e. Foruden de tre skærme i instrumentbordet har Honda droppet sidespejle, og i stedet er der to skærme med livebilleder af trafikken skråt bagud.

De kræver lidt tilvænning i forhold til spejle, men i svag belysning ser du bedre end med konventionelle sidespejle, idet skærmenes overflader er matte. Det betyder, at der ikke er nogen generende reflekser. Bilen har også digitalt bakspejl med mulighed for at bruge konventionelt spejl, hvis du foretrækker det.

Den dyreste version har også et automatisk parkeringssystem, men hvis man ikke kan finde ud af at parkere en bil med en venderadius på bare 4,3 meter og en totallængde på under fire meter, så er det nok bedre at tage et ekstrakursus på en manøvrebane.

Honda e

Pris: Fra 278.000 kr.

Motor/batteri: Elektrisk, 35 kWh

Effekt: 136/153 hk

Topfart: 145 km/t.

Rækkevidde: 222 km

Acc. 0-100 km/t.: 9,0 sek. i standardmodellen

Dimensioner: L: 390 cm B: 175 cm H: 151 cm.

Se også: Stor tjekke klar til lydløs kørsel

63 kommentarer
Vis kommentarer