Elektrisk homerun fra Kia

Den længe ventede Kia EV6 stiller med imponerende teknologi og fine køreegenskaber. Og prisen er lige i skabet

Design er en smagssag, men Kia er i hvert fald ikke bange for at skille sig ud. Foto: Kia
Design er en smagssag, men Kia er i hvert fald ikke bange for at skille sig ud. Foto: Kia

Malaga (Ekstra Bladet Biler): Med et fast greb om rattet sender jeg den elektriske Kia ind i venstrekurven.

Forhjulene reagerer prompte, og bilens affjedring arbejder på at holde styr på de over to tons, som EV6 vejer. Det er en stor opgave, kan man godt mærke, for de spanske bjergveje er krævende for en bil i denne vægtklasse.

Men køreegenskaberne skal alligevel vise sig at være et salgspunkt for Kiaen, når man sammenligner den med søsteren.

Kia EV6 er bilproducentens modstykke til den meget roste Hyundai Ioniq 5, og ligesom Hyundaien er EV6 også bygget på koncernens særlige platform for elektriske biler, kaldet E-GMP.

Det er en god nyhed for potentielle købere, for det betyder, at man kan få bilen med 800 V teknologi, og det gavner, når man parkerer bilen ved en ladestander.

På 18 minutter kan man lade fra 10 til 80 procent strøm, og det bør i hvert fald kurere angsten for udfordringer i den henseende hos de fleste.

Testbilen står på 20 tommer hjul. Foto: Kia
Testbilen står på 20 tommer hjul. Foto: Kia
 

Kia EV6 kan fås med to forskellige batteristørrelser, enten 58 kWh eller 77 kWh. I den mindste version er der 170 hk at gøre godt med og en rækkevidde på 394 km.

Går man op i den store batteripakke, skal man også vælge mellem enten baghjulstræk eller firehjulstræk.

Hvor man i den baghjulstrukne version med det store batteri får en rækkevidde på op til 528 km på en opladning, er tallet marginalt lavere med 472 km i den firehjulstrukne. Til gengæld yder sidstnævnte 325 hk med et monstrøst moment på 605 Nm.

I den udgave sprinter EV6 fra 0-100 km/t. på 5,2 sekunder.

Kabinen er domineret af et par store skærme, hvorfra al betjening af bilen foregår. Foto: Kia
Kabinen er domineret af et par store skærme, hvorfra al betjening af bilen foregår. Foto: Kia

Testbilen, som jeg sender rundt på de spanske bjergveje, er med firehjulstræk og den store batteripakke.

Kia EV6 udmærker sig ved at være et meget, meget stille bekendtskab. Du kan ikke finde en jysk træmand, der har lavere støjniveau end EV6. Selv ved marchtempo på motorvej siger den ikke et kvæk, og der er ingen vind- eller dækstøj at spore.

Kabinen er mere intim og orienteret mod føreren i forhold til den, du finder i en Ioniq 5. Hvor Hyundai har sigtet efter en slags lounge-stemning, er EV6 mere opbygget efter traditionelle forskrifter.

Den er samtidig mere lækker og gennemført end i Ioniq 5, men hvis du er typen, der helst vil have, at funktionerne skal betjenes via fysiske knapper, er EV6 ikke for dig. Her er nemlig ikke ret mange.

Samtidig er Kia EV6 også valget for dig, hvis køreegenskaber er vigtigere for dig end design og stil, for EV6 er både mere præcis og mere underholdende end Ioniq 5.

En kampvægt på omkring to tons fornægter sig ikke, og presser man Kiaen meget på de snoede bjergveje, kæmper den med tyngdepunktet, men det vil være unfair over for modellen at kritisere dens køreegenskaber i særlig stor grad. Den kører virkelig godt.

Bagsædepladsen er en to-hovedet størrelse.

På den ene side er her voldsomt meget plads til benene, og man føler sig nærmest hensat til at være på bagsædet i en Mercedes S-Klasse, men har de to forreste passagerer i bilen kørt deres sæde mod bund, kan man ikke få fødderne ind under selve sædet, og så er pladsen pludselig ikke så overdådig.

Bagsædepladsen er ikke lige så imponerende som i Hyundai Ioniq 5. Foto: Kia
Bagsædepladsen er ikke lige så imponerende som i Hyundai Ioniq 5. Foto: Kia
 

I det hele taget må EV6 se sig slået på pladsforhold, når man sammenligner med Ioniq 5, hvilket også bekræftes af akselafstanden, der er 10 cm kortere i EV6 i forhold til Ioniq 5. Her er det dog vigtigt at understrege, at der stadig er 2900 mm mellem akslerne på Kiaen.

Det tager dog ikke noget fra, at Kia med EV6 stempler ind med et brag.

Fraprisen på 324.900 kr. for versionen med rækkevidde på 394 km er meget, meget fornuftig, og samtidig kan EV6’eren lade som få andre af konkurrenterne. Tilmed er den velkørende og virker solidt bygget.

Foto: Kia
Foto: Kia
 

Konklusion
Der er med Kia EV6 dømt højteknologisk elbil, hvis ladehastighed må give anledning til panderynker hos de europæiske bilproducenter.

EV6 er for dig, der vægter køreegenskaber højt, for undervognen er lige i øjet. Du får i EV6 meget elbil til fornuftige priser.

+

  • Støjniveau

  • Ladetid

  • Køreegenskaber

÷

  • Plads til fødderne på bagsæderne

  • Udsyn bagud

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Endnu hurtigere på vej

Designet er karakteristisk og anderledes. Foto: Kia
Designet er karakteristisk og anderledes. Foto: Kia
 

Hvis ikke den firehjulstrukne udgave med 325 er nok for dig, kan du se frem til, at der bliver lanceret en særlig GT-udgave af elbilen.

GT’eren, som ikke skal forveksles med udstyrsvarianten GT-Line, byder nemlig på to elektriske motorer, som tilsammen yder 585 hk.

Den slags tal skulle man indtil for få årtier siden op i den automobile superliga for at få fingrene i.

Nu kan de altså fås i en elektrisk Kia.

Foto: Kia
Foto: Kia
 

Momentet er på 740 Nm, og det er med til at sende Kia EV6 GT fra 0-100 km/t. på 3,5 sekunder.

En Ferrari Enzo skal til sammenligning bruge 3,6 sekunder på samme disciplin. Topfarten i Kia EV6 GT ligger på 260 km/t.

Er du på jagt efter det hurtigste, Kia kan tilbyde, skal du slippe 499.900 kr. for GT-versionen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Gå efter denne version

Foto: Kia
Foto: Kia
 

Selvom man kan have sine grunde til at vælge den billigste version eller måske stor lyst til versionen med 325 hk, lyder anbefalingen herfra, at man skal gå efter Kia EV6 med den store batteripakke og baghjulstræk.

På de spanske veje var der også mulighed for at afprøve den baghjulstrukne Long Range-version, som har 229 hk at gøre godt med, og den kører i virkeligheden bedre end den firehjulstrukne.

Samtidig får man den helt lange rækkevidde på 528 km, og for langt de fleste vil 229 være rigeligt. Den er stadig superkvik!

Vælger man den version, sparer man også samtidig de 25.000 kr., som det koster at opgradere til den firehjulstrukne version med 325 hk.

Long Range-versionen med baghjulstræk kan således fås fra 349.900 kr. med den mindste udstyrspakke.

Kia EV6 GT-Line

Pris (fra): 324.900 kr.

Pris (testbil): 439.900 kr.

Motor: Elektrisk motor for og bag

Gearkasse: Automatisk

Ydelse: 325 hk

Moment: 605 Nm

Forbrug: 18,4 kWh/100 km

CO2-udledning: 0 g/km

Rækkevidde: 472 km

Acceleration (0-100 km/t.): 5,2 sek.

Topfart: 188 km/t.

Ekstra Bladet Biler var inviteret til Spanien af Kia Danmark.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag