Annonce:
Annonce:

Elektrisk prisbasker - med ridser i lakken

MG4 er en meget velkørende elektrisk hatchback til en pris, som gør den tilgængelig for mange. Men måske er det gået lidt for stærkt i udviklingen af modellen

MG4 er en direkte konkurrent til VW ID.3 og Cupra Born. Foto: Niels Friis
MG4 er en direkte konkurrent til VW ID.3 og Cupra Born. Foto: Niels Friis
Annonce:
Følg Biler
Følg Bilanmeldelser

'Øhhh. Er den gået i stykker eller hvad?,’ når jeg at tænke, da jeg forgæves har drejet den runde gearvælger i centerkonsollen over i ’D’ for at sætte kørslen i gang. Bilen reagerer nemlig ikke, og jeg får ikke lov at køre afsted.

Først efter noget tid dukker en besked, om at bilen er klar til brug, op på bilens instrumentering. Først herefter kan jeg få lov at gå i ’D’ og køre afsted. Det skal vise sig ikke at være sidste gang, at det problem rammer.

Testbilen er et eksemplar af den prisvenlige elektriske hatchback MG4, som er direkte konkurrent til biler som Cupra Born og Volkswagen ID.3.

Annonce:

Bilen har høstet mange roser og endte da også som nummer to ved kåringen af Årets Bil i Danmark 2023. Her stemte jeg selv MG4 ind som favorit, men nu skal en hel uge med nøglerne til et eksemplar vise, om elbilen kan stå distancen, når man kommer dybere ind under huden på den.

Den elektriske hatchback kører supergodt, men det halter med kvaliteten på andre områder. Foto: Niels Friis
Den elektriske hatchback kører supergodt, men det halter med kvaliteten på andre områder. Foto: Niels Friis
 

På Jyllands-Ringen fik jeg til kåringen af Årets Bil anledning til at prøve MG4 på bane. Her viste MG4 sig som en yderst sjov og præcis elbil, der med baghjulstræk og direkte styretøj efterlod mig med et overraskende stort smil på læben.

På offentlig vej bekræfter den iøjnefaldende orange testbil de indledende indtryk af at være en velkørende bil. Foruden at den kan være sjov og underholdende ved sportslig kørsel, er komforten ved mere almindelig kørsel fin med en undervogn, som ikke giver hverken rygproblemer eller søsyge.

Annonce:

Med 204 hk og 250 Nm til rådighed for højrefoden er sprinten fra 0-100 km/t overstået på 7,9 sekunder, mens topfarten ligger på 160 km/t. MG4 har rigeligt med kræfter, og der er store plusser i bogen for både den elektriske drivlinje og undervognens opsætning - man bliver glad af at køre i bilen.

Ude på motorvejen slår jeg bilens adaptive køreassistent, MG Pilot, til. Den er standardudstyr og kan sørge for at holde afstand til forankørende, holde bilen i sporet og i det hele taget hjælpe godt til med kørslen.

Men MG Pilot sidder ikke lige i skabet. Bilen slingrer ofte uroligt fra side til side, ligesom systemet nogle gange bremser pludseligt hårdt op, når man nærmer sig biler foran - i stedet for at opbremsningen bliver mere glidende og behagelig.

Det er ærgerligt, at MG Pilot ikke er mere gennemtestet, for man bliver fristet af at slå det fra, når det ikke fungerer bedre. Og det kan ikke være meningen.

Her er mere plastic, end godt er. Foto: Niels Friis
Her er mere plastic, end godt er. Foto: Niels Friis
 

MG Pilot er ikke det eneste punkt, som giver problemer for MG4.

Annonce:

Infotainmentskærmen er ikke lige så hurtig og øjeblikkelig i reaktionerne som hos konkurrenterne, ligesom opløsningen er til den grove side. Sidstnævnte giver sig især til udtryk, når man går i bakgear og vil orientere sig via bakkameraet, for her fremstår kvaliteten væsentligt mere grynet end i eksempelvis en Cupra Born eller en ID.3, og det kan nærmest være svært at se noget via bagude via kameraet.

Plastkvaliteten på instrumenbordet og på dørsiderne er også til den tarvelige side, mens forsæderne ikke yder den lårstøtte, som jeg kunne have håbet på. Med andre ord bliver det på nogle punkter tydeligt, hvorfor denne MG4 er billigere end sine konkurrenter.

På forsæderne er der udmærket rummelighed, mens der er acceptabel bagsædeplads, omend her føles mere trangt end i en Volkswagen ID.3 eller en Cupra Born.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Den udeblivende kvalitetsfornemmelse gør sig også gældende, når MG’en insisterer på at skulle bruge halve - og nogle gange hele - minutter for at blive klar til kørsel, efter man har sat sig ind i bilen, inden jeg kan få lov at dreje gearvælgeren over i D. Det er med til at efterlade mig med indtrykket af, at det på nogle områder er gået lidt for hurtigt med udviklingen af den elektriske MG.

Annonce:

Efter en uge vil jeg dog alligevel slå et slag for MG4. Er man eksempelvis førstegangskøber af en elbil, tilbyder MG4 superfine - og faktisk underholdende - køreegenskaber, acceptable pladsforhold og lang garanti til en rigtig fin pris.

Så må man leve med, at den adaptive køreassistent lever en omtumlet tilværelse, og at kvaliteten ikke er på fuld omgangshøjde med de sammenlignelige europæiske muligheder.

Man får stadig meget elbil for pengene, og niveauet af standardudstyr er højt.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Konklusion
MG4 viser sig ikke at være helt den gennemførte pakke, som jeg tidligere har betragtet den som.

Man kan godt identificere steder, som afslører, hvorfor prisen er lav. Køreassistenterne er tvivlsomme, kabinekvaliteten visse steder lav, og bilen skal nogle gange overtales til at gå i gear.

Til gengæld kører den virkelig godt, og man får trods lav pris en garanti, som ikke fås hos konkurrenterne. Og standardudstyr er der meget af.

+

  • Køreegenskaber

  • Pris

  • Garanti

÷

  • Kvalitetsfornemmelse

  • MG Pilot

  • Gearvælger

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Elektrisk platform

Annonce:

MG4 bliver bygget på mærkets platform, kaldet MSP, som er dedikeret til elbiler, og den har blandt andet den fordel, at man kan placere battericellerne på en måde, så de ikke fylder meget i højden. Faktisk ligger højden på batteriet i MG4 på 110 mm, hvilket gør batteriet til et af de tyndeste batterier i klassen.

Platformen er skalerbar og passer til akselafstande mellem 2650-3100 mm.

Det giver mulighed for at designe forskellige karrosserikomponenter til forskellige segmenter på samme platform - fra hatchback- og sedanmodeller til SUV’er, varebiler og endda sportsvogne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hvem står bag MG?

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Herhjemme er MG nok mest kendt for at producere små to-sæders sportsvogne, men det oprindeligt britiske mærke er i dag ejet af Kinas største bilkoncern, Shanghai Automotive Industry Corporation (SAIC), efter i MG i flere år havde levet en skrantende tilværelse.

Biler med MG-logo i front bliver udviklet og designet med fokus på europæiske bilister, og de udvikles i virksomhedens designafdelinger i Shanghai i samarbejde med en designafdeling i London. Bilerne produceres i Kina, og de første eksemplarer af de nye MG’er kom på det danske marked i 2020.

I dag har MG fem forskellige modeller på det danske marked i form af plug-in hybriden MG EHS og elbilerne MG Marvel R, MG ZS EV, MG5 Electric og MG4 Electric.

MG4 Electric

Pris (fra): 284.999 kr.

Pris (testbil): 289.799 kr.

Motor: Elektrisk, bag

Gearkasse: 1-trins automatisk

Ydelse: 204 hk

Moment: 250 Nm

Batterikapacitet: 64 kWh

Rækkevidde: Op til 435 km

Opladning: 135 kW

Anhængervægt: 500 kg

Acceleration (0-100 km/t): 7,9 sek.

Topfart: 160 km/t.


 

Der er rigtig mange penge at spare på den helt rigtige finansiering af bilkøbet. Bliv klogere lige her.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*

Se beskederne

Annonce:
Der er et mordforsøg i gang
Annonce:
Annonce:

Bagholdet

Annonce:
Annonce: