En rigtig danskerbil: Rolls-Royce har store forventninger til praktisk kæmpe-SUV

Rolls-Royce Cullinan repræsenterer en naturlig udvikling af mærket, lyder det fra den internationale salgschef. Foreløbig er der solgt tre-fire eksemplarer i Danmark

Markedet for de helt dyre biler er generelt i vækst i Danmark, og det giver også vind i sejlene for Rolls-Royce. Cullinans praktikalitet gør den til en klar danskermodel, hvis man spørger Alexander Wisler, brand manager for Rolls-Royce. Foto: Jens Overgaard
Markedet for de helt dyre biler er generelt i vækst i Danmark, og det giver også vind i sejlene for Rolls-Royce. Cullinans praktikalitet gør den til en klar danskermodel, hvis man spørger Alexander Wisler, brand manager for Rolls-Royce. Foto: Jens Overgaard

Monumental. Det kan man med rette kalde den nye Cullinan SUV fra Rolls-Royce. Bilen er en 5,34 meter lang og 2,16 meter høj limousine med stor bagklap og hævet frihøjde.

Vi kommer helt tæt på Cullinan ved en eksklusiv præsentering af bilen i København. Den danske pris begynder et sted omkring 6,5 til 7,0 millioner kroner, men det har ikke afskrækket tre-fire danske købere fra foreløbigt at sætte deres autograf på en slutseddel.

For de penge får de en bil, der er stor som et hus, byder på luksus som i en lounge og har teknik til at klare krævende terræn.

Selv om Rolls-Royce for et par år siden var forbeholdne over for at følge tidens mode med at gå i højden, kom bilen alligevel, og den ser ud til at blive et hit. Ifølge Marcus Reil, der er salgschef for Rolls-Royce i Tyskland samt Nord- og Østeuropa, skyldes det blandt andet, at mange kunder ønskede sig en mere alsidig bil.

- Der var simpelthen en efterspørgsel fra vores kunder. Specielt fordi det er en bil, der kan bruges til hvad som helst, og som kan køre hvor som helst, siger Marcus Reil, der er taget til København sammen med den store bil.

Rolls-Royce er langsomt gået fra at være et mærke, hvis biler appellerer mest til kørsel med chauffør, til at lave biler, som har ejeren selv bag rattet. Modeller som Ghost, Wraith og Dawn er alle lagt an på, at ejeren kører selv, og Cullinan er en del af samme udvikling.

Det betyder, at SUV'en appellerer til såvel nuværende som helt nye Rolls-Royce kunder. Netop på grund af Cullinans praktikalitet ser Marcus Reil muligheder her for det eksklusive mærke.

- Vi har derfor også forventninger til Cullinan i Skandinavien, siger han.

Stor rumfornemmelse
Om Rolls-Royce Cullinan er køn eller bastant er en smagssag. Men der er ingen tvivl om, at mærkets designchef, Giles Taylor, har skabt en bil, som umiskendeligt signalerer Rolls-Royce.

Adgangen til kabinen klares ligesom i limousinerne Ghost og Phantom gennem brede, elektrisk styrede døre, hvor den bagerste er bagudhængslet.

I kabinen er der i bedste Rolls-Royce-stil dømt traditionel britisk gentlemen's club: Læder, ædeltræ og poleret metal går op i en højere enhed, og selv Dronning Margrethe kunne have en af sine høje festhatte på her.

Et tryk på en kontakt fra din plads får et klapbord, der er integreret i hvert forsæde, til at vippe diskret ud. Samtidig åbenbares en stor skærm omkranset af poleret valnøddetræ.

Kabinen er desuden forseglet, hvilket ifølge mærkets folk betyder, at temperaturen selv på de varmeste eller koldeste steder i verden altid vil være behagelig.

En glasplade kan adskille bagagerummet fra kabinen, så butleren kan åbne til kufferterne, uden at temperaturen ændrer sig indendøre.

Designet er umiskendelig Rolls-Royce. Bagenden har et udhæng kaldet 'The Clasp' efter de helt gamle modeller, der havde en kuffert til bagage udenpå. Foto: Jens Overgaard
Designet er umiskendelig Rolls-Royce. Bagenden har et udhæng kaldet 'The Clasp' efter de helt gamle modeller, der havde en kuffert til bagage udenpå. Foto: Jens Overgaard

V12-motor under hjelmen
Bilen drives frem af en V12-motor på 6,75 liter, der yder 563 hk og leverer 850 Nm allerede fra 1600 omdrejninger. Fabrikken oplyser ikke accelerationsevnen, men topfarten angives til 250 km/t. Forbruget er 6,7 km/l i bilen, der vejer 2660 kilo.

Platformen er hentet fra den nye Phantom-model fra 2017, og karrosseriet er i lighed med denne i aluminium. Cullinan er til gengæld den første Rolls-Royce, der byder på firehjulstræk.

De købere, der vil bruge bilen til mere end asfaltkørsel, kan trykke på den indbyggede 'Everywhere'-knap. Den indstiller med producentens egne ord bilen til at 'kunne køre med uovertruffen komfort i et hvilket som helst terræn'.

Det sker ved, at kameraer aflæser terrænet forude, hvorefter en computer bearbejder oplysningerne og kombinerer dem med detaljerede kort, før der bliver givet besked til bilens undervogn, motor og gearkasse.

Skal det være rigtig vildt, kan bilen også pløje gennem vand med dybder på op til 54 cm. Det er marginalt mere end den mest oplagte konkurrent, Bentley Bentayga.

Flere dyre biler
Bilforhandleren My Garage i Vejle er den eneste officielle Rolls-Royce forhandler i Danmark. Det er herfra, de første danske eksemplarer af Cullinan er solgt, og Alexander Wisler, der er brand manager for Rolls-Royce, forventer at sælge sammenlagt otte til 10 nye og brugte Rolls-Royce om året.

Han ser Cullinan som en klar danskermodel på grund af bilens praktikalitet. De danske kunder kommer stort set alle sammen bag rattet af en Rolls-Royce gennem flexleasing, men forhandleren har dog til dato solgt en enkelt bil på fuld afgift.

Køberne kan være godsejere såvel som direktører og selvstændige erhvervsdrivende, men der er et klart mønster, pointerer Alexander Wisler.

- De, som køber brugte Rolls-Royce, har som regel en Bentley i forvejen, som de har haft i en årrække, og nu vil de prøve noget andet. Mens de, som køber nye, typisk har en Rolls-Royce i forvejen, siger han.

Rolls-Royce priser

Cullinan: 6,5-7 mio. kroner

Ghost: 6 mio. kroner

Dawn: 7,5 mio. kroner

Wraith: Ej prissat

Phantom: 9 mio. kroner

Alle er cirkapriser med alle forbehold

39 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere