Få en stationcar til mikrobilens pris

En børnefamilie med 100.000 kr. i budgettet behøver ikke at pakke sig sammen i en ny mikrobil. Brugtmarkedet bugner med rummelige stationcars til samme pris

Har du nogensinde overvejet en brugt stationcar i stedet for en ny mikrobil. Renault Megane Sport Tourer er godt skruet sammen og forholdsvis billig i drift. Det trækker op i det samlede regnestykke, så den vinder. Foto: Niels Christensen
Har du nogensinde overvejet en brugt stationcar i stedet for en ny mikrobil. Renault Megane Sport Tourer er godt skruet sammen og forholdsvis billig i drift. Det trækker op i det samlede regnestykke, så den vinder. Foto: Niels Christensen

Har du overvejet, om der kunne være et bedre alternativ til en ny stationcar? Turen med far, mor og børn kan nemlig hurtigt blive trang i en mikrobil. Især, hvis der også skal regntøj, tasker og madpakker med om bord. Men hvis der kun er sat 100.000 kr. af i budgettet til bilen, sætter det sine begrænsninger.

Med lidt kreativitet kan man dog finde alternativer til en ny mikrobil, der nok er billig i drift, men har fysiske begrænsninger. Der er nemlig mange gode bud på en brugt stationcar i mellemklassen fra årgang 2010-11 med 100.000-150.000 km på bagen.

Brugtbileksperten Jan Lang fra BilBasen peger på klassiske modeller som Renault Megane, Ford Focus og Opel Astra, alle med dieselmotor. De er nemlig fra de år, hvor der blev solgt mange dieselbiler, og det er derfor meget svært at opdrive benzinudgaver. Det fordrer, at man enten har et vist kørselsbehov eller jævnligt får varmet motoren godt igennem ved motorvejskørsel.

Derfor skal du også være opmærksom på, hvilket kørselsmønster drømmebilen har haft, når du er ude at kigge. Dieselmotorerne har generelt godt af at være varmet godt igennem. Spørg derfor, hvad bilen har været brugt til hos den tidligere ejer.

- Umiddelbart får man ikke meget mere bil ved at bruge 110.000 kr., mens der heller ikke er hentet noget ved at nøjes med at bruge 90.000 kr. 100.000 kr. ser ud til at være prisen, siger Jan Lang, som dog pointerer, at man typisk kan spare 20.000-30.000 kr. ved at vælge en hatchback-variant.

 

Megane med muligheder

Renault Megane giver meget værdi for pengene og er billig i drift

Med en dåbsattest fra 2008 for denne modelgeneration er Renault Megane den nyeste af vores tre mikrobils-konkurrenter.

Bag rattet opleves franskmanden som den mest moderne med et strømlinet og veludstyret interiør. Den 1,5-liters dieselmotor på 90 hk er letløbende og pakket godt ind, så støjen er begrænset. Brændstoføkonomien på 22,7 km/l er også godkendt.

Megane, som først får en afløser her i 2015, virker på mange måder mere personvognsagtig end de to tyske, mere kasseformede konkurrenter.

Mens den femdørs Megane har en taglinje så skrå, at høje bagsædepassagerer må dukke nakken, er stationcaren mere regulær. Udsynet agterud i bilen med forholdsvis små ruder er dog ikke overvældende.

Megane ligger med sine 524 liters bagagerumsplads til gengæld foran Astra med 500 liter og Focus med 475 liter.

Billig i drift
Mens forgængeren fik det røde kort hos tyske TÜV, går det bedre for den nye generation. Der er dog visse fejl, som går igen.

Det gælder bl.a. styresystemerne til motorstyringen, som kan stå af og give dårligere forbrænding. Bremseskiverne har et uforholdsmæssigt stort slid, mens klimaanlægget også kan sætte ud kortvarigt ved fugtighed.

Renault Megane er dog en på mange måder helstøbt bil. Det er billigt at reparere på det, da reservedelsindekset er 15 pct. under klassegennemsnittet, og så er udstyrsniveauerne forholdsvis høje. Netop fordi det er en Renault, er Megane lidt overset, og det betyder, at der kan ligge et godt køb her for dig.

Konklusion
Renault Megane giver meget værdi for pengene. Den er godt skruet sammen, mens værditabet også forventes at være lavt, så TCO, Total Cost of Ownership, bliver lavt.

Derfor er den franske underdog bedste køb i vores sammenligning, hvis du skal overveje en brugt stationcar i stedet for en mikrobil.

Renault Megane

Priseksempel: Årg. 2010. Renault Megane Sport Tourer Expression, 1,5 dCi 90 hk, 117.000 km, 99.900 kr.

Renault Megane III blev bygget fra 2008 og får en afløser i 2015.

Hold øje med før køb: Motorstyring, klimaanlæg, slid på bremseskiver

Plusser: Velkørende, lave driftsomkostninger, højt udstyrsniveau.

Minusser: Image, dårligt udsyn bagud.

Prisen er hentet på Bilpriser.dk

 

Gedigen, men rustik Astra

Opel Astra er noget rustik, men den er rummelig og forholdsvis billig i drift

Opel Astra H Wagon er klassisk Opel. Den er solid, men ikke det modsatte af ophidsende. Foto: David Bering
Opel Astra H Wagon er klassisk Opel. Den er solid, men ikke det modsatte af ophidsende. Foto: David Bering
 

Den kantede Opel Astra H kom på gaden i 2004 og er på mange måder en klassisk Opel; gedigen, rummelig og driftsikker. Stationcarudgaven har oven i købet det plus, at akselafstanden er strakt ni centimeter i forhold til hatchback-versionerne. Det giver ikke alene bagsædepassagererne benplads som i en limousine, men betyder også, at den praktiske stationcarmodel er meget behageligt affjedret.

Med 500 liters bagagerumsplads ligger Astra lige i midten, hvad angår plads til barnevogn.

Larmende dieselmotor

Opels brug af en allerede dengang aldrende 1,7-liters dieselmotor falder igennem på trods af et lovet forbrug på 22,2 km/l. Maskinen er nemlig lige så grov i mælet som en fordrukken bakkesangerinde, og den vibrerer mærkbart. Noget, der også gælder for den større 125 hestes variant.

På vejen opleves Astra også som den mest bedagede og kører mere klassisk stationcar-agtigt med mindre respons i styretøj og ditto fornemmelse med vejen. Interiøret er funktionelt, men ikke ophidsende, mens de solide sæder trækker op.

Classic-version
På reservedels- og servicefronten er Astra næsten lige så billig som Megane. Rustbeskyttelsen på de første årgange var ikke optimal til saltede danske veje, men det blev bedre på de sidste årgange.

Stationcarudgaven af Astra H blev solgt i en Classic-version i flere år, efter den nye J-generation kom i 2010. Hvis du er heldig, kan du finde pæne eksemplarer til fornuftige priser. J-modellen opleves en klasse højere og er mere affekteret. Den er typisk fra 20.000-25.000 kr. dyrere, men km-tallene kan også være høje, hvis du skal ned i pris.

Konklusion
Opel Astra er som Renault Megane lidt en underdog. Det er her, du kan gøre gode handler. Astra er rummelig, solid og forholdsvis billig i drift. Du skal dog kunne leve med den rustikke motor. Samlet kommer Opelen ind på en andenplads.

Opel Astra Wagon

Priseksempel: Årg. 2010. Opel Astra Enjoy Wagon, 1,7 CDTi 110 hk, 38.000 km, 99.800 kr.

Astra H blev produceret fra 2004-2010.

Hold øje med før køb: Rust på tidligere årgange.

Plusser: Solid og rummelig

Minusser: Rustik, larmende dieselmotor

Prisen er hentet på Bilpriser.dk

 

Velkørende, men lidt dyrere Focus

Ford Focus stationcar er både rummelig og sportslig, men også dyrere i drift

 

Børnefamilier skal også have det sjovt. Det er udgangspunktet for Ford, der bygger biler med mere nerve og føling med mekanik og vej. Det gælder også den solide Ford Focus, der kom i 2004, og 2005-modellen blev faktisk kåret til Årets Brugtbil nogle år senere.

Det er der flere gode grunde til. Modellen, der bygger på samme platform som Mazda 3 og Volvo S40, giver nemlig meget bil for pengene.

Veludstyrede modeller
Afløseren kom i 2010, men Ford solgte i overgangen de veludstyrede Collect-modeller, som også er en af de håndplukkede i vores gennemgang.

Med et bagagerum på 475 liter er Focus den marginalt mindst rummelige. Du kan også få den elegante og mere helstøbte afløser. Den er typisk et par årgange nyere og koster fra 40.000 kr. mere.

Dyrere i drift
Ford Focus har et højere reservedelsindeks end de andre, så den er lidt dyrere i drift.

Samtidig har der været en del problemer med den ellers ganske letløbende 1,6-liters dieselmotor fra PSA, som klarer 22,2 km/l. Her har der været bøvl med motorer, hvor turboen er brudt sammen, efter at smøringen med olie er stoppet.

Vær derfor ekstra opmærksom, hvis bilen har kørt mange korte ture. Til gengæld er udvalget af Focus-modeller større end ved de andre modeller.

Det betyder, at du kan være heldig at finde benzin-modeller eller den større og noget dyrere 2,0-liters dieselmotor, hvor der ikke har været tilsvarende problemer.

Konklusion
Ford Focus er klart den mest velkørende bil i testen. Den er også noget dyrere i drift, og der kan være problemer med dieselmotoren. Derfor kommer Focus ind på en tredjeplads.

Ford Focus Stationcar

Priseksempel: Årg. 2010. Ford Focus Collect, stationcar, 90 TDCi , 123.000 km, 99.500 kr.

Anden generation af Ford Focus blev produceret fra 2004-2010.

Hold øje med før køb: Turbolader på 1,6 diesel, rumlende kuglelejer, EGR-ventil, rustbeskyttelse.

Plusser: Kvalitet, gearkasse, køreegenskaber.

Minusser: Højere driftsomkostninger.

Prisen er hentet på Bilpriser.dk

51 kommentarer
Vis kommentarer