Første test: VW T-Cross er et gadekryds født til byen

VW T-Cross kombinerer de letkørte kvaliteter fra en lille bil med overblikket fra en firehjulstrækker. Vi har kørt første tur på Mallorca

VW T-Cross skal kæmpe med biler som Renault Captur og Peugeot 2008 i den hastigt voksende klasse for små crossovere. Foto: Volkswagen
VW T-Cross skal kæmpe med biler som Renault Captur og Peugeot 2008 i den hastigt voksende klasse for små crossovere. Foto: Volkswagen

PALMA, MALLORCA (Ekstra Bladet): Den digitale pil mellem instrumenterne skifter fra at pege ligeud til at vende i den stik modsatte retning. Ordet 'Offroad' lyser op som en sagte ansats til det, der skal vise sig at blive en hel komposition af røde og gule advarselslamper. Og så følger en insisterende lyd fra parkeringssensorerne, der bliver mere og mere intens.

Vi er netop drejet af hovedvejen og ind på en lille jordvej nord for Palma. Her er huller og højt græs mellem køresporene, som gør det bekvemt at have god frihøjde og overblik fra førersædet. Begge dele har den nye Volkswagen T-Cross, men som advarselslamperne indikerer, føler bilen sig alt andet end hjemme udenfor asfaltvejen.

Volkswagen T-Cross er bilproducentens bud på en lille bil, der tilbyder nogle af de samme kvaliteter som en stor firehjulstrækker. Den placerer sig under VW T-Roc og kan siges at være et højbenet alternativ til en Polo - bare 5,5 centimeter længere og 12 centimeter højere.

Bilen skal konkurrere med kompetente rivaler som Renault Captur og Seat Arona, får en startpris på 200.000 kroner og rammer de danske veje til april.

Energisk og ukompliceret
Græs, olivengrene og jordbunden på den lille vej er dog indtil videre det eneste, den lille bil har ramt. VW T-Cross fås kun med forhjulstræk og skal trods sit udseende ikke forveksles med en terrængående SUV.

Hvor småt er bagagerummet så?

Spørgsmålet er stillet af Nicolai på Ekstra Bladets Facebook-side, og netop bagagerummet er et af bilens trumfkort. Bagsædet kan justeres op til 14 centimeter frem eller tilbage i kabinen, hvilket giver et bagagerum på mellem 385 og 455 liter.

VW T-Cross kan dermed slå både VW Golf og den større VW T-Roc på bagagerumsplads. De to modeller har plads til henholdsvis 380 og 445 liter bagi.

Har man brug for yderligere plads, kan bagagerummet udvides til 1281 liter ved at slå bagsæderne ned. Og skal man transportere ski, trælister fra Silvan eller et stort flyttelæs, ja så kan også passagersædet lægges ned.

Vi vender tilbage til hovedvejen, hvor bilen i højere grad kan folde sig ud. Testbilen er udstyret med en lille dieselmotor på 95 hestekræfter og manuelt gear, hvilket er en både energisk og ukompliceret pakke. Dieselmotorens høje moment giver en fornemmelse af overskud, og ved almindelig kørsel er T-Cross et komfortabelt bekendtskab.

Bilen er støjsvag på både hoved- og motorvej, man har godt overblik fra førersædet og adgang til adaptiv fartpilot og vejbaneassistent fra laveste udstyrsniveau.

Det er tydeligt, at T-Cross er lagt an til afslappet fremfærd - hurtigste benzinvariant bruger 10,2 sekunder på at nå fra 0 til 100 km/t. - men VW tilbyder stadig at montere skiftepaler bag rattet på varianter med automatisk DSG-gear. Det kan synes uden for nummer, men gør bilen en tand mere underholdende, når vejen snor sig.

Foruden dieselmotoren på 95 hk vil VW T-Cross kunne fås med benzinmotorer på henholdsvis 95 og 115 hk, og i Danmark forventer Volkswagen at sælge flest eksemplarer af den mindste benzinvariant.

Den nåede vi desværre ikke at prøvekøre, men meldingen fra de øvrige motorjournalister er, at den leverer fint med kræfter. Den fås dog kun med manuelt gear, og vil man have DSG-gear, skal man derfor enten vælge diesel eller opgradere til 115 hk.

Vælger man mellemste udstyrsniveau, større motor og DSG-gear, skal man lægge 55.000 kroner til startprisen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Paneler i forskellige farver kan tilføre kabinen lidt spræl. De digitale instrumenter er ekstraudstyr. Foto: VW
Paneler i forskellige farver kan tilføre kabinen lidt spræl. De digitale instrumenter er ekstraudstyr. Foto: VW

Er der stenhård plast alle steder?

På Facebook vil Jacob vide, hvordan VW T-Cross ser ud indvendigt.

Fra førersædet bliver man mødt af et multifunktionsrat, der sammen med håndbremsegrebet er læderbeklædt fra mellemste udstyrsniveau. Der er armlæn i midten og puder på den del af døren, hvor man normalt vil lægge sin arm. Men herudover byder kabinen på kedelige mængder grå og hård plast.

Instrumentbordet kan dog udsmykkes med paneler i forskellige pangfarver og mønstre, der er med til at give kabinen lidt spræl. Blandt standardudstyret er en infotainmentskærm på otte tommer, der er rig på touchfølsomme knapper og er med til at løfte helhedsindtrykket i kabinen.

Den kan tilmed arbejde sammen med et digitalt instrumenthus, som er blæret, men koster 9000 kroner.

På bagsædet sidder man ifølge Volkswagen 10 centimeter højere end i VW Polo. Lader man bagsædet stå i sin bagerste position, er der rigeligt med benplads til, at man med god samvittighed kan invitere høje teenagebørn eller aldrende forældre indenfor.

Se også: Tesla skrotter faste servicetjek: Bilerne behøver det ikke

En agil bybil
Vi kører ind i kystbyen Can Picafort, der muligvis er et afholdt rejsemål i sommersæsonen, men som i dag virker forladt og regnvejrsmørk. Det er dog ikke det truende regnvejr, der får os til at rulle vinduerne op, men snarere bilens motor. Den er tynget af en uskøn diesellyd, der bliver særligt fremtrædende mellem hotelfacaderne.

VW T-Cross er 4,1 meter lang, temmelig firkantet og med korte udhæng over dækkene. Det er med til at gøre den nem at manøvrere, vende og ikke mindst parkere på de små gader i Can Picafort.

Som mange andre moderne biler er T-Cross bestykket med en bred C-stolpe, der tager noget af udsynet skråt bagud. Her bliver man dog hjulpet på vej af en blindvinkelassistent, der er standardudstyr på alle modeller.

Danske priser er endnu ikke offentliggjort på den dieseldrevne testbil. Prisen for en benzindrevet T-Cross med 95 hk begynder ved 199.989 kroner.

Konklusion
VW T-Cross er det moderigtige alternativ til VW Polo, der byder på godt overblik, stor fleksibilitet i kabinen og høj komfort - når man vel at mærke holder sig indenfor asfalten. Bilen er især på hjemmebane i byen, hvor form og størrelse gør bilen let at manøvrere rundt.

Ekstra Bladet var inviteret til Mallorca af Volkswagen Danmark.

Plusser:
Plads, fleksibilitet, komfortniveau

Minusser:
Plast i kabinen, ingen mulighed for 4x4

Se også: Gyldne tider: 25.000 Porsche-ansatte får kanonhøj bonus

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere