Formentor VZ er en højeffektiv fartmaskine: Men passer den til tiden?

Den topudstyrede VZ-version af Cupra Formentor mangler hverken kræfter eller mod på tilværelsen. Men måske er du bedre tjent med en billigere version

Med den matte lakering og store iøjnefaldende alufælge vækker VZ-versionen af Cupra Formentor en vis portion opmærksomhed. Foto: Niels Friis
Med den matte lakering og store iøjnefaldende alufælge vækker VZ-versionen af Cupra Formentor en vis portion opmærksomhed. Foto: Niels Friis

Når du sætter dig i førersædet i en Cupra Formentor VZ, får du muligvis først øje på det karakteristiske, skarpkantede Cupra-logo på rattet foran dig.

Det er dog ikke det eneste i umiddelbar nærhed af føreren, der bærer logoet. Det samme gør en lille rund knap på venstre side af rattet, og den løber hurtigt med opmærksomheden. Et tryk på denne vækker nemlig en dyb basgang fra motoren til live.

Knappen aktiverer bilens sportslige køreindstilling, og her får man væsentligt mere lyd for pengene. Om det kommer direkte fra afgangsrørene i bag, eller om en del af lyden forstærkes via højtalerne, er umiddelbart svært at bedømme.

Men realiteten er, at bilens højtalere spiller en aktiv rolle i at lede lyden ind i kabinen. Den slags er svær sådan for alvor at holde af.

Kabinen er domineret af lækre materialer og et hav af udstyr i topvarianten. Foto: Niels Friis
Kabinen er domineret af lækre materialer og et hav af udstyr i topvarianten. Foto: Niels Friis
 

Overbeskyttende Kæmpe-Kia er et indlysende valg for storfamilien

VZ-versionen er den mest kraftfulde og intimiderende udgave af Cupra Formentor, en crossover baseret på Seat Leon-platformen. Hvor de mere almindelige Formentor-udgaver skal tage kampen op med et hav af biler, er konkurrenterne til VZ færre.

Det er få bilproducenter, der har familievenlige crossover-modeller med 310 hk, firehjulstræk og en 0-100 km/t. tid på 4,9 sek. på programmet, og faktisk ligner den mest oplagte konkurrent da også en VW T-Roc R, som VZ’eren deler motor med.

Dansk superbil er en bindegal baneracer

Som familiebil betragtet har Formentor væsentlige fortrin. Her er trods et kompakt ydre design meget plads. Bagsædepladsen overrasker særlig positivt, og større personer vil også kunne finde sig til rette på bagsæderne – både i forhold til benplads og loftshøjde.

I den særlige VZ-version er der sparket godt til de visuelle detaljer med mat lakering og store Cupra-alufælge på 19 tommer.

Om man er til de lidt poppede detaljer må være en smagssag, men selve designet på Cupra Formentor-modellen er svært at sige noget dårligt om. Den fremstår meget harmonisk, og modellen ser i virkeligheden mindre ud udefra, end den opleves indeni.

Pladsforholdene på bagsæderne er en af modellens fornemste dyder. Foto: Niels Friis
Pladsforholdene på bagsæderne er en af modellens fornemste dyder. Foto: Niels Friis
 

Audi-stationcar er et familievenligt monster

Men lad os komme til sagen. Et enkelt tryk mere på knappen på rattet, og køreindstillingen hedder nu blot ’Cupra’ Det er med andre ord her, bilen for alvor skal vise, at den er anderledes end den Seat, den er bygget på. Og det behøver jeg bare trykke en enkelt gang på gaspedalen for at blive bekræftet i.

Som skudt ud af en kanon skubber Formentoren mig tilbage i de skålformede sæder, da jeg prøver en hurtig start af i bilen. Og inden jeg har nået at blinke med øjnene, er farten på 80 km/t.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

På små kuperede veje med masser af sving kommer VZ-versionen virkelig til live. Takket være et præcist styretøj og det effektive firehjulstræk er det let at få de 310 hk ned i asfalten. Netop fordi her er firehjulstræk, tør jeg tage høj fart med ind i sving, velvidende at systemet nok skal holde styr på det hele for mig, så vi ikke ender i en hæk.

Cupra Formentor VZ er bragende hurtig og super underholdende at sidde bag rattet af, så er man til den slags, skuffer modellen på ingen måde.

På nogle punkter kan man dog ikke lade være med at spekulere på, om tiden har overhalet en bil som VZ-versionen indenom, før den overhovedet har levet sit liv. En tørstig, ren benzinmotoriseret bil føles lidt ude af trit med tiden.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Familiebil med lækkerhedsfaktor - og begrænset udsyn

Omvendt er det fedt med bilmærker, der stadig insisterer på, at vi skal have det sjovt bag rattet i en tid, hvor meget snak handler om rækkevidder, udledning og alt i den boldgade. Men er man villig til at betale over 460.000 kroner for det? Det kan jeg godt være i tvivl om, selvom man får imponerende meget bil for de penge.

Derfor bør man også kraftigt overveje en prøvetur i plug-in hybridversionerne med enten 204 eller 245 hk. Her begynder priserne ved henholdsvis 324.990 kr. og 359.990 kr., og til de priser begynder de to plug-in hybrider faktisk at ligne deciderede slagtilbud.

Her får man mere grøn kørsel, pænt med kræfter og det fede design og den gode plads til en overkommelig pris. Og i tillæg en renere samvittighed.

Konklusion
Cupra Formentor VZ viser, hvor meget der er sket med udviklingen af biler. En familievenlig crossover, der når fra 0-100 km/t. på 4,9 sek. og har en startpris under 500.000 kr. er vanvid. Men måske er VZ selv et offer for udviklingen, hvorfor du måske skal spare penge og ’nøjes’ med en plug-in hybrid.

+

  • Design

  • Lynhurtig

  • Køreegenskaber

÷

  • Prisen løber op

  • Tørstig

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hvad er Cupra?


Umiddelbart kunne man jo godt tro, at Cupra Formentor er en Seat, men det er det altså ikke. Cupra er et selvstændigt bilmærke, der udspringer fra Seat, men skal adskille sig ved at bygge modeller med mere spræl i.

Cupra Formentor er den første model, der udelukkende er designet og udviklet af det nye bilmærke med hjemsted i Martorell i Spanien. Formentor er opkaldt efter Cap de Formentor, der udgør det nordligste punkt på den spanske ø Mallorca.

Cupra har planer om at lancere en elbil kaldet Cupra el-Born, som bliver en spansk søstermodel til Volkswagen ID.3. Den vil blive lanceret i løbet af 2021, men det præcise tidspunkt er endnu ikke offentliggjort.

Velkørende familiebil med risikabel adfærd

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Disse versioner findes der


Hvis ikke det skal være topversionen af Cupra Formentor, VZ, har du flere andre muligheder. Formentor kan fås som ren benzinbil med en 1,5-liters TSI-motor, som yder 150 hk. Her får man samme syvtrins DSG-gearkasse og et forbrug på 14,9 km/l til en startpris på 349.990 kr.

Som nævnt har man også valget mellem to forskellige plug-in hybrider. Billigste version har 204 hk, en sekstrins DSG-gearkasse og en officiel elektrisk rækkevidde på 58 km på en opladning. Her begynder prisen ved 324.990 kr.

Vil man have flere kræfter, men stadig køre plug-in hybrid, skal man gå efter Cupra Formentor VZ e-Hybrid.

Her er 245 hk at gøre godt med, og motoren spiller sammen med samme DSG-gearkasse som i lillebror. Rækkevidden på en opladning er marginalt kortere med 54 km, og prisen begynder her ved 359.990 kr.

Den vildeste udgave af Formentor er VZ-versionen med 310 hk, firehjulstræk og en startpris på 359.990 kr.

Cupra Formentor VZ 2,0 TSI 4X4

Pris Formentor (fra): 324.990 kr.

Pris Formentor VZ (fra): 464.990 kr.

Pris (testbil): 614.960 kr.

Motor: 2,0-liters firecylindret TSI-motor

Gearkasse: Syvtrins DSG

Ydelse: 310 hk

Moment: 400 Nm

Brændstofforbrug: 11,8 km/l

CO2-udledning: 192 g/km

Acceleration (0-100 km/t.): 4,9 sek.

Topfart: 250 km/t.

En tysker kan også være hooligan