Godt kørende i den billigste Volvo XC40

Den nye basismotor med tre cylindre passer fint til den høje Volvo XC40, men prisen løber hurtigt op

Den høje og kantede Volvo XC40 er en tiltalende bil, og selv med den nye grundmotor på 156 hestekræfter er man godt med i trafikken. Foto: Jens Overgaard
Den høje og kantede Volvo XC40 er en tiltalende bil, og selv med den nye grundmotor på 156 hestekræfter er man godt med i trafikken. Foto: Jens Overgaard

Volvo XC40

Menneskelige værdier tæller endnu i den stadigt mere højteknologiske bilverden.

Det gælder i særdeleshed hos Volvo, hvor de tre bildesignere Thomas Ingenlath, Robin Page og Maximilian Missoni har genskabt mærket med et nyt og skandinavisk design-DNA.

Hvis du spørger undertegnede, er der ingen tvivl om, at XC40 er en af de mest ikoniske af de genfødte Volvo-modeller med sine kantede former inde som ude.

SUV-modellen, der konkurrerer mod blandt andet BMW X2, Audi Q2, Jaguar E-Pace og VW Tiguan, har dog savnet en lille basismotor, der kører på benzin. Den er her nu i ’T3’-modellen, der byder på en nyudviklet turbomotor med tre cylindre og 156 hestekræfter.

Det er en model, som kan fås fra omkring 395.000 kroner i grundversionen 'Base'. Testbilen har dog en stribe ekstraudstyr ombord, som får prisen til at løbe op i over en halv million kroner.

Den høje infotainmentskærm passer godt ind i kabinen. Foto: Jens Overgaard
Den høje infotainmentskærm passer godt ind i kabinen. Foto: Jens Overgaard

Volvo XC40 er lige så regulær og robust, som de kantede former foreskriver, og bag rattet har man godt overblik over trafikken. Kabinen er praktisk med store aflæggerum, og fra førersædet har man udsigt til et lodret instrumentbord, der er domineret af en berøringsskærm på 9,3 tommer.

Bilens infotainmentsystem er blevet bedre end i tidligere modeller og fungerer fint, men det er dog ikke altid lige let at betjene. Finish og kvalitet er på linje med de andre spillere i klassen, men her krydret med et skandinavisk tvist.

Man sidder meget regulært i kabinen, og der er plads til at være høj i hatten både for og agter.

Sæderne kan indstilles i flere retninger og støtter rimeligt, men de er ikke så gode som i den nye V60 stationcar, hvor sædekonstruktionen fungerer mere ergonomisk korrekt.

Volvo XC40 er praktisk og har sin helt egen udstråling. Foto: Jens Overgaard
Volvo XC40 er praktisk og har sin helt egen udstråling. Foto: Jens Overgaard

XC40 har fundet balancen
Bilen har et klart klikkende gearskifte og er letkørt, selv om styretøjet er til den komfortable side. Desværre er det ikke muligt at tilkøbe automatgear til denne variant, hvilket er et stort minus.

Den nye motor har et moment på 265 Nm og leverer kræfterne i et flow, som passer fint til den mellemstore SUV. En brændstoføkonomi på 13,0-14,1 km/l efter den nye WLTP-norm er til gengæld lige i underkanten.

På vejen er bilen ganske komfortabel. Det høje tyngdepunkt kunne mærkes i de første modeller, men det virker nu som om, at undervognen er blevet afstemt. Det opleves som om, bilen har fået et bedre vejgreb og mere balance. Men det handler også om dækmonteringen.

Det er klart, at ’D3’-dieselmotoren på 150 hk eller sågar ’D4’-varianten med 190 hk er et mere passende valg for dem, der kører meget. Et stigende antal privatbilister ser dog mod benzin, og her er den nye motor et godt valg til en pris, som ikke er alt for afskrækkende.

Basisudstyret indeholder blandt andet full LED-forlygter, nøglefri start og sikkerhedsudstyr som nødbremse, der virker i mørke og foruden fodgængere og cyklister kan opfange store dyr.

Det er rimeligt, men man skal dog betale ekstra for noget udstyr, der er standard hos visse konkurrenter. Det gælder blandt andet adaptiv fartpilot, parkeringssensorer og Apple CarPlay.

Bilens kantede designsprog er videreført indendørs. Foto: Jens Overgaard
Bilens kantede designsprog er videreført indendørs. Foto: Jens Overgaard

Konklusion
Vi overgiver os til den charmerende Volvo XC40, der både byder på praktikalitet og personlighed i en klasse med stadigt hårdere konkurrence.

Startprisen er ikke urimelig, og den nye grundmotor gør det godt. Prisen kan dog løbe op, hvis der skal det udstyr ombord, som man forventer i denne klasse. Der kan dog ske ændringer med 2020-årgangen.

Volvo XC40

Testbil: 'Base T3'

Pris (testbil): 526.357 kroner

Pris fra: 394.550 kroner

Motor: Benzin, 156 hk, 265 Nm

0-100 km/t.: 9,4 sekunder

L/ B/ H: 4,43/ 1,86/ 1,65 meter

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere