Høj og rå Ford SUV til storbyjunglen

Hvis du vil have en bil med kant, er Ford Ecosport et anderledes alternativ blandt de mindre SUV-modeller

Ford Ecosport udstråler eventyr. Bilen er da også mere rustik end de fleste andre i klassen på markedet. Foto: Jens Overgaard
Ford Ecosport udstråler eventyr. Bilen er da også mere rustik end de fleste andre i klassen på markedet. Foto: Jens Overgaard

Ford Ecosport

Mere vildmarksstemning i det daglige. Det er noget, mange bilkøbere sukker efter, og den trend har fået salgstallene for de høje SUV- og crossover-modeller til at stige med samme hast som temperaturkurverne i den forgangne sommer.

Det gælder også i miniklassen, hvor modeller som Seat Arona, Citroën C3 Aircross og Kia Stonic sigter efter kendinge som Peugeot 2008 og Renault Captur.

Ford vil også være med til festen og har derfor lanceret den høje Ecosport. Selv om den er ny herhjemme, bygger den på den forrige Fiesta og har rødder tilbage til 2011.

Bilen blev i sin tid udviklet til lande som Sydamerika og Indien, men har nu fået en grundig makeover med en ny front, nye motorer og opgraderet interiør.

Modellen, vi tester, har en 1,0 liter Ecoboost-motor på 125 hk, forhjulstræk og det højeste udstyrsniveau, Titanium. Prisen for denne ligger på godt 260.000 kroner.

Ecosport er en bil, som du bogstaveligt talt stiger op i og ikke ind i. Den er med en frihøjde på hele 19 centimeter og høj kørestilling en af de mest højtragende af sin slags i klassen.

Pladsen foran er fin, men på bagsæderne er især benpladsen noget kneben, mens der ikke er noget at udsætte på højden.

Kørestillingen er meget høj, og interiøret er velfungerende med kendte Fordelementer. Foto: Jens Overgaard
Kørestillingen er meget høj, og interiøret er velfungerende med kendte Fordelementer. Foto: Jens Overgaard

Special bagklap
Den oprindelige Ecosport-model var udstyret med et reservehjul på den sidehængslede bagklap, der åbner til et bagagerum på beskedne 334 liter.

Det udvendige hjul er nu væk, men bagklappen åbnes stadig fra siden. Det er et plus, hvis du ikke er så høj, men svingradiussen er stor, så den kræver mere plads end en tophængslet bagklap.

På vejen mærker du alderen og det rustikke ophav, som er mere rendyrket SUV. Tyngdepunktet er højt, hvilket giver en vis duven i sving, mens styretøjet reagerer noget upræcist og nervøst ved motorvejsfart.

Her skal du være forberedt på at korrigere langt mere end i en mere moderne konstruktion, og gearskiftet er tillige knoklet.

I byen kan du til gengæld glæde dig over den høje kørestilling og det rappe antrit, som Fords letløbende Ecoboost giver, når du skal følge med trafikken. En brændstoføkonomi, der hedder 18,9 km/l efter den gamle NEDC-norm, er okay uden at være prangende.

Lydniveauet er til gengæld dæmpet pænt. Hvis du kører meget på motorvej er der ræson i at opgradere til benzinmotoren på 140 hk eller dieselversionen med 100 hk, der tilbyder mere sejtræk.

Den sidehængslede bagklap hentyder til, at modellen oprindeligt havde et påmonteret reservehjul. Den kan være noget udfordrende. Foto: Jens Overgaard
Den sidehængslede bagklap hentyder til, at modellen oprindeligt havde et påmonteret reservehjul. Den kan være noget udfordrende. Foto: Jens Overgaard

Blandet instrumentering
Bag rattet har du udsigt til et instrumentbord, der har delvise tråde til de nyere modeller. Instrumenteringen er rodet, men virker dog – trods hård plast visse steder – up to date. Godt hjulpet på vej af berøringsskærmen på otte tommer med Fords nye Sync 3-multimediesystem.

Det er tilkøbt sammen med DAB-radio, parkeringspakke, vinterpakke, nøglefri start og advarsel for blinde vinkler. De, der vil mere, kan som i Fiesta flotte sig med lyd fra B&O Play.

Med benzinmotoren på 140 hk kan du også opgradere til en ST-model med sportstrim. Udstyret er dog pænt fra basismodellen Trend, der begynder ved 224.000 kroner med en dieselbrænder under hjelmen, og i Titanium er udstyrsniveauet rimeligt.

På sikkerhedsfronten trykker alderen. Du kan ikke få automatisk nødbremse, og der er heller ikke mulighed for linjevogter, adaptiv fartpilot, skilteaflæser eller full LED-forlygter. Dog kan xenonlys fås som ekstraudstyr.

Bilen fik middelmådige fire Euro NCAP-stjerner ved den seneste test i 2013.

Multimediesystemet Sync 3, som følger med den store skærm på otte tommer, reagerer hurtigt og løfter helhedsindtrykket op. Foto: Jens Overgaard
Multimediesystemet Sync 3, som følger med den store skærm på otte tommer, reagerer hurtigt og løfter helhedsindtrykket op. Foto: Jens Overgaard

Konklusion
Hvis du går efter en moderne komfortabel crossover, er den rustikke Ford Ecosport ikke noget for dig. Her byder mere tidssvarende og velkørende biler som for eksempel Seat Arona eller Fords egen Fiesta Active sig til.

Ecosport er derimod bilen for dig, der går efter en rustik attitude og byens højeste overblik i trafikken.

Ford Ecosport

Pris (testbil): 260.460 kroner

Denne model fra: 233.790 kroner

Grøn ejerafgift: 890 kroner halvårlig

CO2 per km: 120 g

Brændstofforbrug: 18,9 km/l (NEDC-norm)

Motor: 1,0 liter

Effekt: 125 hk

Ydelse: 170 Nm

Acceleration: 12,7 sek.

Topfart: 180 km/t.

L/B/H: 401/177/166 cm

13 kommentarer
Vis kommentarer