Japansk praktiker har fået charme og kant

Der er kommet mere bundtræk i den nye Suzuki Vitara, som også byder på mere markant styling, ny motor og mere sikkerhed

Suzuki Vitara har fået en ny front med mere karakter, og i motorrummet ligger nu en benzinmotor på 1,0 liter med 112 hk. Den gør den høje bil godt. Foto: Suzuki
Suzuki Vitara har fået en ny front med mere karakter, og i motorrummet ligger nu en benzinmotor på 1,0 liter med 112 hk. Den gør den høje bil godt. Foto: Suzuki

Suzuki Vitara

Masser af fuldskæg. Det har været en trend hos de modebevidste herrer, siden firstmoverne for flere år siden fandt ud af, at en hårvækst de rigtige steder giver karakter.

Samme filosofi gælder i dag hos bilfabrikkerne, når det, som designerne kalder 'bilens ansigt', skal styles eller restyles. Kølergrillen må gerne have lidt kant, og det gælder nu også den nye og faceliftede udgave af Suzuki Vitara.

Den høje SUV har fået en mere markant front og større lygter både for og bag. Det kan diskuteres, om det klæder bilen, men den får i hvert fald mere personlighed. Og så banker der nye hjerter under hjelmen.

Suzuki har nemlig pensioneret den gamle og noget træge benzinmotor på 1,6 liter, der ydede 120 hestekræfter, og erstattet den med mærkets trecylindrede 'Boosterjet' turbobenzinmotor på 1,0 liter, der yder 112 hk.

En benzinmotor med 140 hk kan også fås til flere af modellerne, mens diesel til gengæld forsvinder helt ud af Vitara-programmet.

Vi tester den mindste benzinmotor med det højeste udstyrsniveau 'Adventure'. Det er en sammensætning, der løber op i godt 253.000 kroner.

Bilen fås også med udstyrsniveauerne 'Active' og 'Club', hvor sidstnævnte er den billigste. Med 'Club'-udstyr og samme motor begynder prisen ved 198.000 kroner, hvilket meget godt matcher klassekonkurrenterne, der blandt andet hedder Peugeot 208, Renault Captur, Seat Arona, Citroën C3 Aircross og Opel Crossland.

Kabinen har fået et løft med blødere materialer. Foto: Suzuki
Kabinen har fået et løft med blødere materialer. Foto: Suzuki

Letkørt, høj bil
Suzuki Vitara har altid været både letkørt og praktisk, mens fætteren S-Cross har været den japanske bilproducents bud på en lidt større og mere sportsligt anlagt model.

Den opstilling holder i den nyeste årgang, hvor Suzukis designere har løftet forgængernes let discountagtige interiører med lidt for meget hård plast. Vitara har fået et nyt instrumentbord i blødere materialer, der gør bilens kabine til en mere indbydende arbejdsplads.

Fra mellemste udstyrsniveau medfølger et informationsdisplay i fire farver, mens 'Adventure'-trimmet byder på midterarmlæn med kardanboks og del-ruskind på sæder og dørsider.

Testbilens DAB Plus-radio, Apple CarPlay og navigationsanlæg fungerer godt. Reaktionstiden og betjeningen af skærmen, som vi tidligere har rost, er dog overhalet af de superhurtige skærme fra VW-koncernen.

God frihøjde, nem indstigning og fint udsyn er stadig spidskompetencer for Vitara. Modellen byder på 375 liter i bagagerummet, hvilket er okay for klassen, men ikke prangende.

Testbilens benzinmotor på 112 hk, der har et moment på 170 Nm og klarer 18,9 km/l efter den nye NEDC2-norm, er livlig og har pænt med kræfter til at flytte bilen. Styretøjet er dog til den komfortable side, ligesom gearskiftet er noget løst med vel lange vandringer.

Vitara er letkørt og fås både med for- og firehjulstræk. Foto: Suzuki
Vitara er letkørt og fås både med for- og firehjulstræk. Foto: Suzuki

Mulighed for firehjulstræk
Det trækker op i det samlede regnskab, at Suzuki Vitara fås med firehjulstræk, og at det endda er muligt at tilkøbe en pakke med 'sport'-program og indstillinger til kørsel i sne, differentialelås og downhill-assist.

Prisen for den billigste firehjulstrækker med ’Active’-udstyr begynder ved 243.000 kroner, mens du kan få automatgear i den tohjulstrukne version fra 248.000 kroner.

Bilen har fået en opdateret sikkerhedspakke med en nødbremse, der genkender fodgængere, aktiv vognbaneassistent, skiltegenkendelse, advarsel for trafik i blinde vinkler og for tværgående trafik ved bakning.

Pakken er dog kun standardudstyr på topmodellen og i de firehjulstrukne udgaver. Nødbremsen kan slet ikke fås til de andre versioner, og det er ikke i orden.

Konklusion
Suzuki Vitara er det praktiske og uformelle bud i den klasse af høje biler, der placerer sig i den øverste del af miniklassen. Den nye basismotor klæder bilen og giver meget værdi for pengene. Hvis du går højere op, presses Vitara især af den større Nissan Qashqai.

Et bud på et godt køb er den mellemste model, der har den lille motor på 1,0 liter, 'Active'-udstyr og en pris på 218.000 kroner.

Suzuki Vitara

Testbil: 1,0 'Adventure'

Pris (testbil): 252.990 kroner

Brændstoføkonomi: 18,9 km/l (NEDC2)

Motor: 1,0 liter, 112 hk, 170 Nm

L/B/H: 418/178/161 cm

31 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere