Kunne du ikke have valgt en større bil?’ spurgte en mor uden for børnehaven.
’Næh, ikke hvis det skal være en Volvo,’ svarede jeg.
Den fem meter lange og 180 cm høje Volvo XC90 er noget af en skude. Heldigvis går den i knæ, når du stopper den, så den er til at træde ind i. Hvis du altså har valgt luftaffjedring og Four-C-undervogn til 46.543 kr.
Som hos konkurrenterne Audi Q7, Mercedes-Benz GLS og BMW X7 er mulighederne på ekstraudstyrslisten næsten uudtømmelige. Men krydsene koster, og testbilen lander lige under 1,4 mio. kr.
Volvo har siden sin genfødsel med kinesiske ejere fået meget ros for modellernes design og lækre interiør. Det holder stadig. Svensk-kineseren er venlig og indbydende i sit udtryk – især hvis du vælger de lyse læder- og trævarianter. Sæderne er, som vi kender det fra Volvo, ret lækre, men de er knap så gode til store mennesker som for ti år siden, da Volvo stadig var ejet af Ford.
Kabinen i XC90 levner fin plads til syv personer eller seks med tredje sæderække, som er fint brugbar for personer op til ca. 170 cm, mens der stadig er 265 liter bagagerum tilbage med alle sæder i brug.
Emblemet B5 fortæller, at det er en mild hybrid med et 48 volt batteri, der opsamler energi ved nedbremsning og bruger det igen under acceleration. Det foregår fuldstændig umærkeligt og skulle hjælpe med at spare på brændstof og bremsebelægning.
Det store frontareal kombineret med en vægt på over to tons koster dog brændstof i bilen, der har en firecylindret motor på 2,0 liter med 235 hk, og vi lå i snit på omkring 10 km/l over 2.000 km. Men en tur fra Aarhus til København t/r gav et fornuftigt tal på 14,5 km/l.
Det halter dog med motorstøjen, der ikke er særlig premium. Det er Harman Kardon-højtalerne derimod – lyden er virkelig god, men lander også på en snes tusinde kr. Hvis lyden skal være på højere niveau med B&W-højttalere, runder vi de 80.000 kr.
Som i alle nye biler kræver betjeningen af infotainmentsystemet tilvænning. Men selv efter en uge synes klimaanlægget at leve sit eget liv. Det er, som om larm og effektivitet ikke helt går hånd i hånd, og at blæserstyrken ikke modsvarer, hvad der kommer ud af dyserne.
Men det værste er næsten, at rattet i testbilen knirker fra samlingen under den venstre rateger. Lettere irriterende er også ’Drive Mode’-knappen til køreprogrammerne, der er en glat rulleknap, som fingeren glider på.
Konklusion
XC90 er skabt til det amerikanske marked, og der er man ikke forvænt med dynamik, og det er fint, for XC90 besidder den ikke. Den er komfortabel og sikker i sin fremfærd, men der kommer ikke smil på læben. Prisen kan hurtigt løbe op, når der skal ekstraudstyr ombord. Den afvæbnende attitude betyder, at mange kan tilgive størrelsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
B kan betyde meget
Hvis man kender lidt til Volvo, så ved man, at bogstavet hentyder til motortypen, hvor T står for turbobenzin og D for diesel. Tallet angiver, hvor motoren befinder sig i ydelseshierarkiet. Men B er noget nyt, og det er faktisk lidt forvirrende.
Man kunne tro, at det var B for benzin, men brændstoffyret, der går i gang på kolde morgener, afslører, at en optankning med den grønne eller røde pistol kunne få katastrofale følger for motoren. Bilen lugter som en Mercedes-taxa fra 1980'erne, så det er en dieselbil. B henviser til, at det er en mild hybrid med 48 volts batteri. Faktisk kan B også være en benzinmotor, for at gøre forvirringen total.
Volvo har dog også XC90 som plug-in hybrid i programmet, der er drevet af benzinmotor og batteri, som kan lades op i stikkontakten. Den type modeller hedder Twin Engine hos Volvo. Den nyeste version er dog endnu ikke prissat. Den yder 390 hk og kan køre 39-42 km på ren strøm.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.