Kan man både være sporty og praktisk? XCeed overstiger forventningerne

Kias nye crossover hæver barren for, hvad man kan forvente i en mellemklassebil

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis

Som bilproducent kan man ikke spytte for mange mellemstørrelse crossover-modeller på gaden for tiden, og hos Kia hedder et af de nyeste skud på stammen XCeed.

Modellen ’kombinerer de praktiske egenskaber fra en SUV med det sporty udseende og de medrivende køreegenskaber fra en hatchback,’ lyder de lovende ord fra Kia om den nye model.

Ved første øjekast kan man konstatere, at bilen i hvert fald ser både sporty og rigtig godt ud udefra med de plastforstærkede skærmkasser, de funky alufælge og aluminiumslisten i front. Designet er harmonisk, og den blødt skrånende bagende giver bilen et næsten coupé-agtigt udtryk.

Når man står udenfor bilen, er det ikke, fordi man ligefrem tænker, at man står ved siden af en bil i SUV-størrelsen. Akselafstanden er da også den samme som på de øvrige Ceed-modeller: 2650 mm.

Med en længde på 4.395 mm er XCeed dog 85 mm længere end en Ceed femdørs hatchback og mere kompakt end Sportage. Som en understregning af SUV-looket er frihøjden vokset med 44 mm i forhold til en standard Ceed. De ekstra 44 mm er dog ikke nok til, at bilen kan klare en tur i den nærmeste grusgrav.

Foto: Niels Friis Bilanmeldelser BMW bryder traditioner: Men er det en dårlig idé?

På de indre linier får man allerede fra billigste variant til 249.999 kr. aircondition, automatisk fjernlys, bakkamera, varme i rattet og en otte tommer skærm med Apple CarPlay.

I testbilen, som er af mellemste udstyrstrin, Comfort, og med Edition-pakke, er der en 10,25 tommer skærm med navigation, et JBL-lydanlæg med otte højttalere, adaptiv fartpilot og udvidet vejbaneassistent.

Bilens gule farve går igen i interiøret i tynde bånd rundt om luftdyserne og infotainmentsystemet og på bilens sæder.

Detaljerne til ekstra 1999 kr. er med til at give bilen samme ungdommelige udtryk som hos flere af konkurrenterne.

Kabinen i XCeed er et rart sted at opholde sig. Den bløde plast, som præger interiøret, er med til at give et indtryk af en solid og velkonstrueret bil. Den store skærm i midten er hurtig og let at betjene.

Bilen fremstår som et gennemtænkt og gennemført produkt med smarte detaljer, som f.eks. at musikken automatisk skruer ned, når du sætter bilen i bakgear.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Foto: Niels Friis Bilanmeldelser Letkørt Clio går den sikre vej

Ude på testturen står det hurtigt klart, at XCeed takket være sin mere kompakte størrelse og lavere tyngdepunkt kan køre om hjørner med de større og tungere SUV’er.

Styretøjet er præcist inden for rimelighedens grænser og er desuden fornuftigt vægtet, så det er let at komme om hjørner i byen, uden at man mister kontakten til, hvad forhjulene laver, når man bevæger sig en tur uden for byen.

Presser man XCeed virkelig hårdt, kan man godt mærke, at frihøjden er højere end på en hatchback, og at kiloene sidder højere, end de gør på en Ceed. I dagligdagen vil man dog sjældent bemærke det, men i stedet glæde sig over den højere indstigning. Crossoveren er komfortabel og lader sig ikke påvirke nævneværdigt af vejenes ujævnheder.

Har du mulighed for det, kan der være god ræson i at vælge den 7-trins automatiske gearkasse, for den skifter umærkeligt og meget glidende, samtidig med at den øger komforten. Automatgear koster dog 23.000 kr. ekstra, og det er til den høje side.

Generelt skal Kia have ros for at bygge en støjsvag bil, for både i byen og på motorvej formår XCeed at holde støj ude fra kabinen.

Pladsen på bagsædet er ikke overvældende. I bagagerummet kan du finde plads til 426 liter, hvilket er 31 liter mere end i Ceed. Når bagsæderne klappes frem, vokser kapaciteten til 1378 liter.

Konklusion
Kia XCeed er et barn af sin tid. En høj crossover-model, som kører godt, og som formår at kombinere fornuft med lækre løsninger og udstyr, som normalt findes i dyrere modeller. XCeed er et gennemarbejdet produkt, som gør mere, end man kan forvente, men der er ikke plads til den store børnefamilie.

+

  • Udtryk
  • Køreegenskaber
  • Udstyr
  • Garanti

÷

  • Pris for automatgear
  • Plads på bagsædet
  • Udsyn bagtil

Foto: Niels Friis Bilanmeldelser Mazdas nye darling er et velkørende kompromis

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Prisvinder


Kia XCeed har udmærket sig ved at vinde de tyske medier Auto Bild og Bild am Sonntags årlige kåring ’Das Goldene Lenkrad’, som betyder ’Det Gyldne Rat’. Her vandt XCeed i kategorien ’Bedste bil under 35.000 euro’.

- Bilen imponerer straks med plads og kvalitet og ikke mindst en garanti på syv år, lød det Andreas May fra Auto Bild.

Modellen har desuden vundet prisen ’Urban Car Award’ i Women’s World Car of the Year Awards 2019.

Foto: Toyota Bilanmeldelser Morfarslæden er tilbage: Men er den kedelig?

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kia og garanti


Skulle man spille de gode, gamle bilkort med en Kia på hånden, ville det være en stor fordel, hvis garanti på bilen var et parameter, man kunne konkurrere på. Her står koreanerne nemlig stærkt.

Man får syv års garanti ved maks. 150.000 km, dog med fri kilometer de første tre år. Herudover er der fem års lakgaranti, ligeledes ved 150.000 km, mens der er 12 års gennemtæringsgaranti mod rust – og her kan man køre lige så langt, man vil.

Serviceintervallerne hedder for både benzin- og dieselmotorer 24 måneder eller 30.000 kilometer. Motorolie og oliefilter skal udskiftes hvert år eller for hver 15.000 kørte kilometer, alt efter hvad der kommer først.

Kia XCeed 1,4 T-GDI DCT Comfort

Pris (testbil): 349.993 kr.

Pris (fra): 249.999 kr.

Motor: 4-cylindret, 1,4 liter

Ydelse: 140 hk ved 6000 omdr./min.

Maks. moment: 242 Nm ved 1500- 3200 omdr./min.

Gearkasse: 7-trins automatgear med dobbeltkobling

Brændstofforbrug: 14,5 km/l

CO2-udledning: 156 g/km

Topfart: 200 km/t

Acceleration: 9,5 sekunder

City SUV'en Skoda Kamiq er velkørende og fornuftigt prissat. Foto: Skoda Bilanmeldelser Kamiq er en klog bykonge

53 kommentarer
Vis kommentarer