Kør ungerne til fodbold på 1. klasse

Et stigende antal varebiler kan leveres som små busser. De er designet til transport af mandskab, men fylder man lædersæder i, kan de også bruges til VIP-transport af alt fra diplomater til drengehold

En bil til det store transportbehovr. Proace Verso koster fra 549.900 kroner med en dieselmotor på 150 hk. Den viste bil er topmodellen til 799.900 kroner. Foto: Jens Høy
En bil til det store transportbehovr. Proace Verso koster fra 549.900 kroner med en dieselmotor på 150 hk. Den viste bil er topmodellen til 799.900 kroner. Foto: Jens Høy

Toyota Proace Verso

Mine børn og dine børn og så lige en ven eller to, der skal med til fodbold lørdag formiddag.

Det er den slags opgaver, der typisk kræver store familiebiler a la en MPV, men dem bliver der færre af i øjeblikket, og det maksimale antal sæder er her syv.

Løsningen kunne være en varebil med ruder og mange sæder. Ulempen ved denne biltype er dog, at priserne er forholdsvis høje, og at udformningen sjældent kan skjule, at der er tale om varebiler ombygget til transport af mandskab.

Proace Verso fås med op til tre sæderækker. Testbilen er VIP-udgaven med enkeltstole og fokus på luksus. Foto: Jens Høy
Proace Verso fås med op til tre sæderækker. Testbilen er VIP-udgaven med enkeltstole og fokus på luksus. Foto: Jens Høy

Både Ford, VW og Opel er leveringsdygtige i denne biltype, og senest har Toyota meldt sig som leverandør af en bus med sæder.

Toyotas bus hedder Proace Verso, og den kan leveres i tre niveauer. Til familiebrug vil man nok vælge en version med to eller tre rækker sæder, men i denne test har vi kørt topmodellen, der hedder Proace Verso VIP.

Den mellemste model hedder Shuttle, mens billigste version kaldes Family.

Sorte ruder hindrer indkig i bussen. VIP-udgaven af bilen har to elektriske skydedøre i hver side. Foto: Jens Høy
Sorte ruder hindrer indkig i bussen. VIP-udgaven af bilen har to elektriske skydedøre i hver side. Foto: Jens Høy

Kører som en varebil
Som topmodellens navn indikerer, har bussen alt det udstyr, som Toyota og deres franske samarbejdspartnere har på hylderne.

Umiddelbart ser det indre af bussen da også lækkert ud: Her er klapborde og fire enkeltstole, der kan vendes mod hinanden. Vi kigger forgæves efter usb-stik, men må konstatere, at der kun er et enkelt 12V-udtag.

Man skal ikke have trillet mange meter, før det står klart, at selv ikke sort læder og tonede ruder kan sløre, at der i bund og grund er tale om et køretøj designet til varetransport.

Dieselmotoren er på hele 180 hk og koblet til et sekstrinsautomatgear, så ingen kan klage over manglende kræfter.

Selv om seks trin ikke er meget, så er der moment nok til, at der ikke skiftes unødigt ned, når man har brug for acceleration under kørslen.

Dieselmotoren er påfaldende støjende ved lav hastighed, men det aftager dog noget, når bilen er nået op i fart.

Når det kommer til styretøjet, er det, som om noget er kikset. Det er unødigt tungt for så stor en bil, der i al tra-fik kræver, at man rangerer meget for at få plads ud og ind af eksempelvis p-pladser.

Ved den slags manøvrer er rattet for tungt til, at det er behageligt, og samtidig er der gået designtyranni i gearvælgeren. Den er udformet som en drejeknap, der fra et ergonomisk perspektiv er vinklet skævt. I sandhed en ommer.

Selve interiøret er ikke specielt raffineret, snarere som i varevognsudgaven tilsat læderindtræk. Foto: Jens Høy
Selve interiøret er ikke specielt raffineret, snarere som i varevognsudgaven tilsat læderindtræk. Foto: Jens Høy

Lille skærm i stor bil
Det siger sig selv, at man stiger op i en varebil, og det gælder også i Proace Verso.

Udsigten herfra er fin både over trafikken og instrumenteringen.

Størst opmærksomhed påkalder skærmen sig, for det er længe siden, vi har set så lille en skæm i så stor en bil.

Når man har vænnet sig til formatet, fungerer den lille skæm på 7 tommer dog fornuftigt med tilhørende danske menuer. Bilen har desuden headup-display, så man har de vigtigste informationer lige der, hvor øjnene er.

Alle udgaver af bilen har adaptiv fartpilot af den helt gammeldags type, der ikke kan bringe bilen til fuld standsning. Den er altså kun et lille nøk bedre end en klassisk version, hvor du selv sætter farten.

Toyota Proace Verso

Testbil: 2,0D 180 HK VIP

Motor: Diesel 2,0 liter 180 hk

Drejningsmoment: 400 Nm ved 2.000-2.500 o/min.

0-100 km/t.: 10,1 sek.

Topfart: 170 km/t.

Forbrug: 16,1 km/l

L/B/H: 530 cm/192 cm/194 cm

Akselafstand: 328 cm

Pris: Bilen fås fra 549.900 kroner, testbilen er dyreste version til 799.900 kroner.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen