Kompakt luksus i kuffert-format

Der er masser af stil over sedan-versionen den nye Mercedes A-Klasse, der får mellemklassemodellen til at ligne en langt dyrere bil

Der er masser af pondus i A-klasse sedan. Det er dog stadig en bil, som er i mellemklassen. Foto: Jens Overgaard
Der er masser af pondus i A-klasse sedan. Det er dog stadig en bil, som er i mellemklassen. Foto: Jens Overgaard

En sedan er ikke, hvad den har været. Mens modeller med en kuffert bagpå tidligere mest ledte tanken hen på større benzinbiler med ældre herrer bag rattet, har der de seneste år været en foryngelseskur. De nye sedaner er nemlig langt mere spændstige og med en coupéagtig afrunding.

Men ikke mindst dukker der nu et nyt kuld op i mellemklassen, hvor både de bredere mærker og premiumbrands byder sig til. Et af de nyeste skud er Mercedes A-Klasse sedan.

Det er en model, som bygger på den helt nye A-Klasse fra i fjor, og som vi tester som A200 sedan, der er udstyret med en 1,4 liters benzinmotor på 163 hk og syvtrins DCT-automatgear. Modellen koster cirka 365.000 kr., men løber i testversionen op i voldsomme 556.000 kr.

Hvis du er firmabilist, er den beskatningsmæssige værdi for denne model fra 320.000 kr. med specielt businessudstyr, mens beskatningsprisen stort set er den samme med en dieselmotor på 150 hk.

Modellen byder på elegante linjer. Pladsen er dog ikke overvældende på bagsædet. Foto: Jens Overgaard
Modellen byder på elegante linjer. Pladsen er dog ikke overvældende på bagsædet. Foto: Jens Overgaard
 

Se også: Den nye Golf er en magtdemonstration

Grundudstyret er ret omfattende og indbefatter også full LED-forlygter. Men det store arsenal af ekstraudstyr får bilen til at fremstå som ’en million’, så du på afstand nærmest skuer en statsmandslimousine i størrelse small – godt hjulpet af en dybsort metallic lak og fede kromlister.

Prisforskellen fra en klassisk A-Klasse som femdørs hatchback og op til sedanen er en halv snes tusinde kroner. For de penge får du en mere elegant fremtoning, men også et bagsæde, hvor der er mindre loftshøjde.

Mens du som fører føler dig i centrum, skal bagsædepassagererne ikke være for høje. Bagagerummet er med sine 410 liter godt nok lidt større end de 370 liter, der er i hatchbacken, men formen sætter sine begrænsninger.

Den store centrale skærm på 10,25 tommer er hurtig og nem at betjene. Foto: Jens Overgaard
Den store centrale skærm på 10,25 tommer er hurtig og nem at betjene. Foto: Jens Overgaard
 

Se også: Fransk muskelbil er livseliksir på hjul

Vi hopper om bord i bilen, hvor kørestillingen er forholdsvis lav. Det er en på alle måder letkørt bil. Sæt gearstilken i ‘Drive’, og du flyder afsted. Den 1,4 liters motor med et moment på 250 Nm leverer et flydende flow.

Men som i mange biler med dobbeltkobling tager den vel hårdt fat i 1. gear, for eksempel fra lyskryds. Den 1,4 liters motor, som klarer rimelige 16,3 km/l, lyder også noget højlydt under acceleration, hvilket måske hænger sammen med motordæmpningen.

På vejen ligger vi stabilt og komfortabelt. Finish og kvalitetsoplevelse indeni bilen er høj, men den noget mere blikagtige lyd, når dørene lukkes, følger dog ikke helt med bilens øvrige standard.

Selv om vi har en komfortabel fremfærd, er vi heller ikke på niveau med firmaklassebestselleren Mercedes C-Klasse, der som C200 aut. Business med benzinmotor på 184 hk og 14 hk ekstra boost fra hybriddrivlinjen har en beskatningsværdi på 382.000 kr. Her kigger de fleste dog mod diesel. Så det her er mere en bil til juniorsælgeren.

Konklusion
Mercedes A-Klasse sedan er et stilrent bud på en lommelimousine. Du får for en ganske beskeden merpris en bil med en helt anden fremtoning end den klassiske A-Klasse. Du må dog give afkald på noget af praktikaliteten, hvor pladsen er noget mere kneben på bagsædet.

Se også: Skarpe linjer i overset Nissan

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Pågående sikkerhedsudstyr

Den fuldt digitale instrumentering spiller godt sammen med det nærmest ornamenterede instrumentbord. Foto: Jens Overgaard
Den fuldt digitale instrumentering spiller godt sammen med det nærmest ornamenterede instrumentbord. Foto: Jens Overgaard
 

Fra førersædet i den elegante A-Klasse sedan har vi udsigt til den digitale instrumentering, hvor den store 20 tommer berøringsskærm med MBUX-talestyring er standard, mens de turbineagtige luftdyser er strøet med let hånd hen over instrumentbordet – godt suppleret af ekstraudstyret, som blandt andet omfatter større digital instrumentering, multibeam LED-forlygter, navigation med augmented reality med trafikoplysninger i det levende billede samt en stribe sikkerhedssystemer inklusive køassistent og bagudvendt radar.

Vi vænner os dog aldrig til vejbaneassistenten, som reagerer meget aggressivt og bremser ned, bare vi berører en vejstribe. Her er helt plads til forbedring, og det vil være en type udstyr, som med tiden bliver mere nænsom i sine reaktioner.

Mercedes A200 sedan

Pris (fra): 365.198 kr.

Pris (testbil): 556.230 kr.

Motor: Firecylindret motor på 1,4 liter

Ydelse: 163 hk

Moment: 250 Nm

Brændstoføkonomi: 16,1 km/ l

CO2 per km: 138 g

Topfart: 229 km/ t.

0-100 km/ t.: 8,1 sek.

Se også: Mustang Bullitt er en værdig hyldest

90 kommentarer
Vis kommentarer