Koreansk raket er tyktflydende tacosovs for bilentusiaster

Den let underspillede Hyundai i30N er en klar konkurrent til VW Golf GTI, kører helt fantastisk og varsler nye tider for den koreanske koncern

Hyundai i30N Performance er underspillet på de ydre linjer, hvor den kan kendes på andre spoilere og diffusere - men præstationerne fejler ikke noget. Foto: Jens Overgaard
Hyundai i30N Performance er underspillet på de ydre linjer, hvor den kan kendes på andre spoilere og diffusere - men præstationerne fejler ikke noget. Foto: Jens Overgaard

Hyundai i30N

Det er svært at skjule længere: koreanerne tordner frem på alle fronter. Det gælder om nogen Hyundai- og Kia-koncernen, der nu tager livtag på de adrætte GTI-biler, som er en del af hjerteblodet i tysk bilindustri.

Beviset står foran os, lakeret i skrigende blå lak og med en indbydende brummen fra turbomotoren på 275 hestekræfter. Det er den nye Hyundai i30N Performance, der skal gøre endegyldigt op med mærkets ry som det snusfornuftige valg.

En del af forvandlingen er sket på den kendte tyske racebane Nürburgring, hvor den navnkundige Albert Biermann, som koreanerne har headhuntet fra BMW’s M-afdeling, har fintunet i30’eren til ukendelighed.

Vi tester N-modellen i Performance-version med 275 hk mod ellers 250 hk i den almindelige 30 N-model. Den begynder fra 404.000 kroner med 250 hk, mens testbilen lander på 474.000 kroner.

Det er mange penge for en i30, men dagene med bilen var en så stor fornøjelse, at man skulle være et skarn for ikke at lade begejstringen strømme ud over spalterne.

Foto: Jens Overgaard
Foto: Jens Overgaard

Skarpslebet styretøj
På afstand ligner i30N ikke det køremonster, den er. Modellen fremstår som en underspillet tante i forhold til konkurrenter som den brutalt stylede Honda Civic Type R og den historisk tjekkede Golf GTI.

Kun et par ekstra spoilere og diffusere, fælgene på 19 tommer, forstørrede bremseskiver og røde bremsekalibre afslører, at det her er en i30 ud over det sædvanlige.

Hyundai i30N kan på papiret sprinte fra 0 til 100 km/t. på 6,1 sekunder. Motoren har et moment på 353 Nm, der gennem en særlig overboost-funktion kan øges til 378 Nm, og bilens topfart er begrænset til 250 km/t.

Umiddelbart er det dog et skuffende syn, der møder en bag rattet. Kabinen ligner nemlig med sit kulsorte instrumentbord en almindelig i30'er. Men der er klare forskelle. Kendere spotter hurtigt de dybe sportssæder, det tykke rat og skærmen med mulighed for at sætte bilen op i fem køreprogrammer.

Her er det blandt andet muligt at indstille bilen efter, hvor mange omdrejninger motoren præcist skal ramme for at følge med i nedgearinger. Men også hårdheden af de adaptive støddæmpere og udsvinget på det i forvejen skarpslebne styretøj kontrolleres af køreprogrammerne.

I kabinen ligner den sportslige I30N de andre Hyundai-modeller, men den byder dog blandt andet på sportsrat, tykt polstrede sportssæder og storskærm med sportslige køreprogrammer. Foto: Jens Overgaard
I kabinen ligner den sportslige I30N de andre Hyundai-modeller, men den byder dog blandt andet på sportsrat, tykt polstrede sportssæder og storskærm med sportslige køreprogrammer. Foto: Jens Overgaard

Bag rattet oplever du en utrolig balance, hvor det skarpe styretøj og det tætte vejgreb spiller perfekt sammen med det præcise gearskifte. Det gælder allerede fra den mest civiliserede komfortindstilling.

Her er bilen hurtig, præcis og behagelig at køre i, lidt som når du lader tyktflydende mellemstærk tacosovs glide ned: Den er først behagelig, så kommer der bid.

Et tryk på Sport-knappen og bilen skifter karakter til ren chili: Bassen runger dybere, mens vi nærmest får et kosteskaft i ryggen af den opstrammede undervogn og det skarpe styretøj.

Nu er der dømt sjov i gaden, og vi kan tage svingene og ideallinjerne med sikkerhed og nærmest kirurgisk præcision, uden at bilen opleves umenneskelig eller knaldhamrende hård.

Samtidig er der indlagt små, kække 'backfire'-benzinknald mellem gearskiftene, som er ganske underholdende. Det er noget, som løfter køreoplevelsen. Det hele sker med en fornemmelse af overlegenhed, der ikke fordrer flere kræfter end de 275 hk – det opleves som rigeligt.

De store 19 tommer-fælge med brede dæk er med til at sikre et præcist vejgreb. Bemærk de røde bremsekalibre. Foto: Jens Overgaard
De store 19 tommer-fælge med brede dæk er med til at sikre et præcist vejgreb. Bemærk de røde bremsekalibre. Foto: Jens Overgaard

Den sjoveste Hyundai
Bredden i køreegenskaberne gør i30N til en bil, du kan bruge til hverdagens dont og så skrue op for det sjove i weekenderne.

Man skal dog holde sig for øje, at VW Golf GTI i Performance-udgaven med 245 hk kan fås til 468.000 kroner. Golfen kører lige så godt, omend ikke så medrivende.

Hyundai i30N er den sjoveste og mest velkørende Hyundai til dato og et valg for dem, der tør stikke ud. Albert Biermann har skabt en medrivende køremaskine, der giver glæde hver dag, og det er en skam, at mærket endnu ikke har så stor brandvalue som de tyske konkurrenter.

Men det kommer helt klart, hvis og når denne udvikling fortsætter.

i30N-modellen har en sportsopsætning med adaptive støddæmpere, der kan indstilles efter forholdene. Foto: Jens Overgaard
i30N-modellen har en sportsopsætning med adaptive støddæmpere, der kan indstilles efter forholdene. Foto: Jens Overgaard

 

Hyundai i30N

Pris (testbil): 473.975 kroner

Pris (i30N 250 hk): 403.975 kroner

Grøn ejerafgift: 1820 kroner (halvårligt)

Brændstofforbrug: 14,1 km/l (NEDC)

Motor: 2,0 liter, 275 hk

Acceleration: 6,1 sekunder

Topfart: 250 km/t.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere