Langtursvogn med næse af fransk velstand

Renault Megane Sport Tourer er en velkørende bil, der gør de lange stræk til en afslappende affære – så længe du holder dig fra midterkonsollen

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

Et tryk på en knap får bilen til at øge hastigheden til 130 km/t. Vi har netop passeret skiltene, der med fem sorte streger over 110 godkender hurtigere fremfærd, og foran os slanger E47 sig i en blød bue gennem landskabet.

To tryk mere får førersædet til at røre på sig. Ud af ryglænet kommer det, der mest af alt minder om to stofbetrukne knytnæver. De kører blidt op ad min ryg, forsvinder kortvarigt og tager så ved længere nede.

– J’ai deux amours, mon pays et Paris, synger den amerikansk-franske entertainer Joséphine Baker gennem højtalerne. Jo, takket være fartpilot, massagefunktion og Apple CarPlay er stemningen ganske afslappet bag rattet af den franske stationcar – den høje hastighed til trods.

Testbilen er en Renault Megane Sport Tourer, der har en nyudviklet benzinmotor på 140 hestekræfter under hjelmen. Udstyrsniveauet er det højeste af tre, kaldet Bose, og prisen ligger 118.000 kroner over den billigste variant. Testbilen står i 338.100 kroner, og for de penge får man foruden førnævnte goder blandt andet panoramasoltag, bakkamera og Bose-lydanlæg.

Til gengæld er man også kun 8000 kroner fra nøglerne til en Skoda Superb Combi med det mellemste udstyrsniveau, Ambition. En stationcar, der hører til segmentet over Megane.

Se også: Ford genopliver sportscoupe som moderigtig SUV

Inspireret af bilens franske ophav har vi sat kursen mod de nærmeste vinmarker på Sydsjælland. Og her på Sydmotorvejen er bilen i sit rette element. Den ligger godt på vejen, mens støjen udefra holdes så meget i baggrunden, at man kan tale afdæmpet sammen. Testbilen er ikke decideret hurtig, men man savner heller ikke kræfter ved overhaling og acceleration.

Bag rattet opstår der dog alligevel nogle irritationsmomenter undervejs.

Kilden til dem er touchskærmen i midterkonsollen. Den fås i to størrelser, hvoraf testbilen har den store, iPad-lignende variant på 8,7 tommer. Den ser uden tvivl godt ud, men for at få plads til den har Renault måttet droppe næsten alle fysiske knapper.

Resultatet er, at føreren er meget afhængig af skærmen. Det ville være okay, hvis der var et drejehjul mellem forsæderne, men her sætter man i stedet sin lid til, at føreren er god til at ramme rigtigt med fingrene. Og det kan være svært. Selv efter en uges test kræver det stadig en del opmærksomhed at navigere gennem menuerne.

Jeg kører af frakørsel 37, drejer ud på de små veje nær Næstved og trykker på ’Multi Sense’-knappen mellem forsæderne. Med ét ændrer bilen sig fra en tilbagelænet vinbonde til en stangende Zinedine Zidane. Kabinelyset skifter til rødt, speederresponsen bliver hurtigere og udstødningsbassen dybere.

Kommandoen har fået bilen til at skifte til køreprogrammet Sport – en mulighed, der kun er tilgængelig i højeste udstyrsniveau. Testbilen føles pludselig mere involverende i svingene, og især styretøjet nyder godt af den ekstra tyngde, som computeren tillægger rattet.

Det ændrer dog ikke på, at bilen stadig er en stor og tung stationcar, der er mere praktiker end parkour-udøver.

Mere relevant er derfor nok, at bilen er rig på smarte hverdagsløsninger – som bagagerumsgulvet, der kan tages ud, når der er brug for det, og parkeringssensorerne, der advarer om forhindringer både foran og bag bilen.

I bagagerummet kan der ifølge Renault være 580 liter. Det er mere end i Opel Astra Sport Tourer (540 liter) og på højde med Seat Leon ST (587 liter), men noget mindre end i Skoda Superb Combi (660 liter).

Se også: Familiebil for feinschmeckeren

Efter flere kilometer med grønne græsmarker dukker vinrankerne endelig op forude. En traktor tøffer op og ned gennem rækkerne og efterlader en sky af sprøjtemiddel bag sig. Jeg parkerer bilen og slukker motoren, men inden jeg når ud, skal jeg have mine karakterer. Computeren har nemlig holdt øje med min kørsel og viser mig nu en række beregninger af alt fra gennemsnitshastighed til kørsel uden forbrug.

Trods brugen af sportsprogrammet kører jeg 15,9 km/l i løbet af testugen – en anelse længere end Renault selv reklamerer med.

Se også: Velklædt koreansk grand tourer

Konklusion
Renault Megane Sport Tourer har en tilbagelænet og uanfægtet tilgang til at æde kilometer. Den opdaterede benzinmotor leverer tilstrækkeligt med kræfter til hverdagskørsel, og komfortniveauet er højt.

Bilen kan dog ikke skjule, at den har været på markedet i nogen tid, når det kommer til infotainment og kabinekvalitet, og her begynder konkurrencen at spidse til.

Testbilen er praktisk, men til 338.000 nærmer vi os større og endnu mere praktiske alternativer.

Se også: Kobekød for bilentusiaster

--------- SPLIT ELEMENT ---------

God plads til skiene

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

Jeg ville med lethed kunne trille til Frankrig i Renault Megane Sport Tourer – hvis jeg vel at mærke fik lov til at sidde bag rattet. Jeg er 190 centimeter høj, og på bagsædet kan jeg kun lige akkurat sidde bag mig selv. Min hovedbund skraber samtidig mod loftet.

Til gengæld er der isofix, luftdyser og 12V-stik til passagererne, så mobiltelefonen kan blive ladt op undervejs. Vælger man Bose-udstyrsniveauet, kan man lægge både bagsæder og det forreste passagersæde ned. Det giver ifølge Renault mulighed for at fragte last, der er op til 2,77 meter langt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

En fedtet fornøjelse

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

Kabinen i Renault Megane Sport Tourer er trods testbilens høje udstyrsniveau domineret af grå plastik. Den øverste del af instrumentbordet er dog bygget i et blødere materiale, og med Bose-udstyret følger sæder beklædt med en blanding af kunstlæder og stof, som trækker helhedsindtrykket op.

Digitale instrumenter og den store touchskærm i midten giver et moderne udtryk, men desværre har sidstnævnte fået en bred ramme med touch-knapper, der hurtigt kommer til at se fedtede ud.

Renault Megane

Testbilen: Sport Tourer TCe 140 GPF EDC

Pris (testbil): 338.100 kroner

Pris (fra): 219.900 kroner

Motor: 1,3 liter, benzin, 140 hk

Brændstoføkonomi: 15,4 liter (WLTP)

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere