Lexus er en komfortabel cruiser på en svær mission

Lexus’ svar på den populære Volvo XC60 hedder NX300h, og vi cruiser en tur i bilen, der er oplagt at introducere i Danmark, hvis mærket gør comeback

Kantet og helt sin egen. Designet på Lexus NX300h er blandt bilens styrker, for den ligner ingen af sine konkurrenter. Foto: Jens Høy
Kantet og helt sin egen. Designet på Lexus NX300h er blandt bilens styrker, for den ligner ingen af sine konkurrenter. Foto: Jens Høy

Lexus NX300h

LOS ANGELES, USA (Ekstra Bladet Biler): Det er snart fem år siden, at Lexus trak stikket til det danske marked.

På daværende tidspunkt kunne salget tælles på få hænder, og der var kun en enkelt forhandler til at dække hele landet. Siden da har der flere gange været rygter om et muligt comeback i Danmark for Toyotas luksusmærke, men foreløbigt lader det vente på sig.

Imens er bestanden af biler på vejene skrumpet til lige under 1000 styk.

- Vi kigger løbende på mulighederne for en genintroduktion af Lexus i Danmark, men lige nu er der intet konkret. Ser man på de nye Lexus-modeller, har vilkårene dog aldrig været bedre for en genintroduktion – så det er ærgerligt, at vi ikke kan tilbyde dem i Danmark, siger pressechef Anders Tystrup fra Toyota Danmark.

Lexus har en lang tradition for SUV-modeller, der er oppe i tiden, og fraværet af dieselmotorer er heller ikke så afgørende, som det har været.

Interiøret i NX300h er typisk Lexus med lækre materialer og mange knapper. Foto: Jens Høy
Interiøret i NX300h er typisk Lexus med lækre materialer og mange knapper. Foto: Jens Høy

Fremgang i Europa
På det europæiske marked går det nogenlunde for Lexus. Salget gik samlet set frem med omkring syv procent fra 2017 til 2018, og i første halvår af 2018 er knap 39.000 biler blevet solgt i Europa.

SUV-modellerne udgør cirka 60 procent af salget, og især mellemklasse-SUV'en NX300h er populær. Det er Lexus' svar på modeller som Volvo XC60 og BMW X3.

For at få en fornemmelse af, om Lexus har en chance mod de europæiske rivaler, har vi kørt Lexus NX300h på varierede veje omkring Los Angeles, USA.

Lexus har altid været kendt for sublim finish, og vores eksemplar af Lexus NX300h er bestemt ingen undtagelse. Det udvendige design af bilen er skrapt på kanten til at være vovet, og bilen har en selvsikker attitude ved kantstenen og på parkeringspladsen.

SUV'en har det bedst, når du blot triller rundt – det foregår delvist på el de første meter – og så ellers tager det roligt med speederfoden.

Har du brug for kræfterne fra benzinmotoren på 2,5 liter og vinkler speederen en anelse mere, end hvad der ligner en kærlig berøring med fodsålen, ja, så springer benzinmotoren i gang, og CVT-gearet giver sig til at knurre vel rigeligt.

Bilen er omtrent på størrelse med en Volvo XC60. Foto: Jens Høy
Bilen er omtrent på størrelse med en Volvo XC60. Foto: Jens Høy

Lavt støjniveau
Lexus NX300h byder på et lavt støjniveau, og bilens drivline passer fint til amerikanske forhold. I byerne ruller trafikken langsomt fremad, og det samme er tilfældet på de store parkeringsområder og motorveje.

Alle biler holder stort set samme hastighed, og særligt på motorvejen glider trafikken som en eftermiddagsdoven slange gennem højt græs. Her er retningsstabilitet og komfortabel affjedring derfor også en efterspurgt vare, og på de punkter leverer Lexus NX300h, hvad den skal.

Det underlige er så, at motorvejskomforten sættes over styr, så snart du rammer en landevej med dårlig asfalt. Her opleves undervognen unødvendigt stiv, og samtidig bliver den fine retningsstabilitet fra motorvejen lidt af en plage.

Du har ikke meget føling med bilen i svingene, for styringen føles lokalbedøvet og for let til, at du føler dig engageret i kørslen.

Indvendigt er bilen praktisk indrettet med gode fralægningspladser fordelt i kabinen, og bagsædet er udmærket, bortset fra at det lider lidt under bilens faldende taglinje. Fraværet af en kardantunnel betyder til gengæld, at midterpladsen er fuldt ud lige så god som yderpladserne.

Konklusion
Lexus NX300h byder på anderledes design og et meget lavt støjniveau, så længe du holder speederfoden i ro. Undervognen er dog ikke det heldigste kompromis mellem komfort og køreglæde. Hvis bilen skal have en fair chance mod de europæiske konkurrenter, skal prisen være skarp.

Lexus NX300h

Pris: Fås ikke herhjemme

Type: Forhjulstrukket SUV

Motor: 2,5 liter, 194 hk, hybrid

0-100 km/t.: 9,1 sekunder

Topfart: 180 km/t.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen