Luksuriøse fornemmelser i ny og forbedret Kia Ceed

Kia har lagt sig i selen for at gøre den nye Ceed klar til kamp mod kompetente konkurrenter som Focus og Golf. Automatgearet er dog ikke imponerende

Ny Kia Ceed med dobbeltkobling og 140 hk opleves ikke helt så kvik, som vi havde forventet. Til gengæld har kabinen fået et markant løft. Foto: Jens Høy
Ny Kia Ceed med dobbeltkobling og 140 hk opleves ikke helt så kvik, som vi havde forventet. Til gengæld har kabinen fået et markant løft. Foto: Jens Høy

Kia Ceed

Hvornår er en bil ny, og hvornår er der tale om en stor opgradering?

At kalde den nye Kia Ceed for helt ny ville være en overdrivelse, men den er alligevel ny i den forstand, at der er sket mange store ændringer, som forbrugerne vil sætte pris på.

Lad os begynde med det indvendige design og dvæle et øjeblik ved finish og materialer. Det er noget, som motorjournalister går meget op i, men som måske ikke er så afgørende for kunden i købssituationen.

Et godt eksempel er den nye Ford Focus, som er nærmest tarvelig i materialer og samlinger i sammenligning med netop denne Kia Ceed. Men når de to biler så kommer ud på vejen, er der klasseforskel på produkterne.

Ford Focus kører i cirkler om Kia Ceed, selv om køredynamikken i sidstnævnte er blevet trimmet af en tidligere chef for BMW's berømmede M-afdeling.

Man sidder godt i sædet, og der er masser af udstyr i den 'Intro Edition'-udgave af Kia Ceed, vi har testet. Foto: Jens Høy
Man sidder godt i sædet, og der er masser af udstyr i den 'Intro Edition'-udgave af Kia Ceed, vi har testet. Foto: Jens Høy

Masser af udstyr
Sammenligningen med Ford Focus er ikke tilfældig, for bilerne befinder sig i samme klasse, og forskellen på den oplevede kvalitet siger meget om, hvor langt Kia er nået på ganske få år.

Den nye version af Ceed har nu så lækre materialer, at den opleves som en noget dyrere bil, end tilfældet er.

På listen over standardudstyr finder man blandt andet en infotainmentskærm på syv tommer, der dog er opgraderet til otte tommer i testbilen. Bilen, vi kører i, er nemlig en såkaldt 'Intro Edition' med udvalgt ekstraudstyr, heriblandt navigation.

Prisen for testbilen er ganske rimelige 277.993 kroner, og for de penge får man en Ceed med det mellemste udstyrsniveau, 'Comfort', lidt ekstraudstyr og en benzinmotor på 1,4 liter, der yder 140 hestekræfter.

Det er umiddelbart også den eneste mulighed for at kombinere en benzinmotor med automatgear i Kia Ceed, da den mindre maskine på 1,0 liter kun fås med manuelt gear.

Indvendigt er materialekvaliteten så høj, at den nye Kia Ceed opleves som en noget dyrere bil, end den er. Foto: Jens Høy
Indvendigt er materialekvaliteten så høj, at den nye Kia Ceed opleves som en noget dyrere bil, end den er. Foto: Jens Høy

Større bagagerum
Den nye Kia Ceed deler dimensioner med den udgåede model, men pladsen i kabinen er alligevel blevet forbedret med et lidt større bagagerum.

Modellen er desuden blevet et nøk lavere, da affjedringen er ændret med stivere fjedre, mens styretøjet er blevet mere direkte. Det opleves mest i testbilens køreprogram 'Sport', der også giver en hurtigere respons i styretøjet.

Ændringerne i undervognen har resulteret i en mere køreglad Ceed, som samtidig har fin retningsstabilitet på motorvej. Det er i hvert fald den oplevelse, der sidder i kroppen efter en uge med den nye model.

På papiret skulle benzinmotorens 140 hk give en ganske kvik bil, men sådan opleves kombinationen af syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse og motor ikke helt. Motoren er aggressiv i lyden, hvis man forsøger at hente alle hestekræfter ud af stalden, og skiftene glider ikke så hurtigt, som jeg havde forventet.

Går du efter den helt sublime skiftefornemmelse, som den blandt andet kan opleves hos Volkswagens modeller, risikerer du at blive lidt skuffet i Kia Ceed med automatgear og 140 hk.

Ceed har samme dimensioner som den gamle model, men bagagerummet er alligevel blevet større. Foto: Jens Høy
Ceed har samme dimensioner som den gamle model, men bagagerummet er alligevel blevet større. Foto: Jens Høy

Konklusion
Kia Ceed er en helstøbt allroundbil til dem, der vil have en komfortabel og veludstyret bil med syv års garanti. Den kører ikke specielt dynamisk, men er godt bygget og holder normalt meget høje brugtpriser.

Kia Ceed

Testbil: 1,4 DCT 'Comfort'

Pris (testbil): 277.993 kroner

Pris fra: 209.999 kroner

Forbrug: 17,8 km/l

Motor: 1,4 liter, 140 hk, 242 Nm

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen