Mazda CX-3: God bil med triste motorer

Ny Mazda CX-3 er cool at se på, har masser af udstyr, og kører godt. Men motorerne er gammeldags

Mazda CX-3 er kortere, men højere end 3-modellen. Undervognen stammer fra den mindre 2’er, mens motorerne er fra 3’eren.
Mazda CX-3 er kortere, men højere end 3-modellen. Undervognen stammer fra den mindre 2’er, mens motorerne er fra 3’eren.

Ekstra Bladet, Barcelona

Europæerne er vilde med kompakte crossovere, der med deres høje robuste fremtoning giver et godt overblik i byen.

Nu melder Mazda sig ind i kampen med den helt nye CX-3, som er teknisk baseret på platformen fra den mindre Mazda 2, tilsat motorer fra den større 3’er og med mulighed for firehjulstræk fra CX-5.

Den befinder sig i klassen mellem Captur og Qashqai. Vi har kørt nyheden under den internationale præsentation i Barcelona, og her er de første stikord: Designet sidder lige i øjet med en barsk front, muskuløs profil og brede skuldre, der får modellen til at se sejere ud, end den i virkeligheden er.

Interiøret er lidt dystert som det er vanen hos Mazda. Men det hele er gedigent og meget sporty at se på
Interiøret er lidt dystert som det er vanen hos Mazda. Men det hele er gedigent og meget sporty at se på

Middelmådig plads
Den høje bil giver godt udsyn over trafikken og en følelse af usårlighed. Ind- og udstigning foregår elegant og uden risiko for øndt i ryggen. Der er samtidig rimelig plads til fire voksne med bagage, men heller ikke mere, CX-3 er ikke så rummelig som Captur og slet ikke i nærheden af Qashqai.

Sportslig cross-over
Køreegenskaberne er til gengæld usædvanligt gode for biltypen, der plejer at lide under det højere karrosseri, men japanerne har lavet den måske mest sportslige crossover lige nu, som rent faktisk er sjov at køre.

Knap så skarp
Bortset fra udseendet fører den sig frem som en velopdragen personbil, og det gælder også på motorvejen, hvor støjen er holdt pænt i ave og komforten er godkendt. At den samtidig er letkørt i byen er kun et yderligere plus. Bevares, den er ikke skarp i styretøjet som Mazda 2 eller 3, men i forhold til de to ovennævnte konkurrenter er den overlegen her.

Forhandlerne kører bilen frem allerede nu, men en egentligt premiere er der først i slutningen af august, hvor der er tilstrækkeligt med biler på lager.

Store udstyrs-hop
Priserne starter ved 215.000 kr. plus leveringsomkostninger for benzinudgaverne, og det er med basismotoren, der har 120 hk og det ret skrabede udstyrsniveau, Core, som godt nok har aircondition, men mangler berøringsfølsom farveskærm og bluetooth. Der er kun 25.000 kr. op til næste niveau, Vision, med 16 tommer alufælge, farveskærm, bluetooth, klimaanlæg, nødbremsesystem, parkeringssensor mm. Tendensen herhjemme går for tiden på, at køberne ønsker sig meget udstyr, derfor har Mazda også tiltro til, at mange vil gå efter topmodellen, Optimum, der bl.a. har 18 tommer fælge, full led-forlygter, bakkamera mm. Den koster 280.000 kr.

Pladsen på bagsædet er lige akkurat godkendt, men så heller ikke mere. Her er der klart mere plads i en Renault Captur, der er billigere.
Pladsen på bagsædet er lige akkurat godkendt, men så heller ikke mere. Her er der klart mere plads i en Renault Captur, der er billigere.

Hårdt felt
Vil du ha' mere, er der firehjulstræk, der altid kombineres med 150 hk, og det står til 40.000 kr. ekstra. En diesel med 105 hk kommer om et halvt år og forventes at koste 25.000 kr. ekstra i forhold til den 120 hk benzin. Priserne placerer sig midt i feltet af konkurrenter. Renault Captur fås fra et stykke under 200.000 kr., men har klart mindre motorkraft, mens Qashqai starter ved 260.000 kr. En lang række konkurrenter kan også nævnes: Citroën C4 Cactus, Nissan Juke og Mokka, mens de klassiske hatchbacks som bl.a. Mazdas egen 3’er selvfølgelig også er der.

Føles moderne indtil ...
Bag rattet vil især yngre mennesker straks føle sig hjemme, for bilens cockpit har en moderne farveskærm og er i det hele taget sportsligt layoutet, men i den klassiske lidt dystre sorte Mazda-stil.

Med en længde på 4,27 meter er CX-3 20 centimeter kortere end Mazda 3 og en smule smallere, til gengæld er den 10 centimeter højere.


Desværre lades CX-3 i stikken af japanernes mangel på moderne turbomotorer. På vej ud ad byen sitrer og pludrer de to-liters benzinmotorer på 120 eller 150 hk godt nok af gåpåmod som fire grønspætter på tur, men der skal skiftes gear, hvis det skal gå lidt kvikt og kraftig acceleration ledsages af ret markant motorstøj. Det går ud over de officielle forbrugstal:
Et officielt forbrug på 17 km/l er heller ikke noget, der kan imponere i en tid, hvor andre klarer 20.

Desuden virker motoren umoderne - de er i og for sig moderne nok, men Mazda's stædige holden fast i turboløse motorer er ikke anderledes - det er bare gammeldags. Bilen mangler kræfter, når man har behovet. Selv Toyota har opgivet deres ellers ihærdige ide om at ingen benzin-Toyota ville få turbo, men nu har Toyota lanceret deres første benzinturbomotor.

Som sædvanligt hos Mazda er gearskiftet helt perfekt - noget som betyder rigtig meget i hverdagen. Det er faktisk sært, at få andre bilproducenter har fattet hvor meget et godt gearskifte betyder for totaloplevelsen af en bil (hallo Peugeot og Citroën).

Samlet set er Mazda CX-3 en typisk Mazda med alle de rigtig gode kvaliteter, der ligger i det. Det er dejligt at et enkelt japansk bilmærke holder fast i at også almindelige biler skal køre godt.

Ekstra Bladet var inviteret til Barcelona af Mazda.

1 af 2 
2 af 2 Mazda CX-3 er kortere, men højere end 3-modellen. Undervognen stammer fra den mindre 2’er, mens motorerne er fra 3’eren.
20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere