Morfarslæden er tilbage: Men er den kedelig?

Toyota lover, at det er slut med kedelige biler. Vi efterprøver den påstand i en hybrid-Camry

Foto: Toyota
Foto: Toyota

Ekstra Bladet Biler var inviteret af Toyota Danmark.

Kägeröd, Sverige (Ekstra Bladet Biler): Den skarpe venstrekurve på racerbanen får dækkene til at hvine en anelse. Da hjulene igen peger ligeud, træder jeg speederen i bund, og den store bil føles pludselig let, da jeg kommer op over en bakketop i forholdsvis høj fart.

Jeg befinder mig bag rattet af den nye Toyota Camry på racerbanen Ring Knutstorp i Sverige.

Toyota Danmark har inviteret journalister herop, fordi de vil bevise, at de faktisk lever op til deres nye mantra om ’no more boring cars,’ som Toyota-chefen Akio Toyoda, ja, det hedder han, proklamerede for et par år siden.

Derfor kan jeg ved pitten både se to eksemplarer af den nye hårdkogte Toyota GR Supra, en Toyota GT86 og et eksemplar af den bomstærke mini Yaris GRMN.

Alle tre biler er bygget til at være sportslige - og absolut ikke kedelige - så en forhastet konklusion kunne være, at det da rigtigt nok ser ud til, at Toyota ikke vil bygge kedelige biler længere.

Men så enkelt er det ikke. For det er ikke ligefrem specialudgaver af Yariser, Supraer eller GT86’ere, som Toyota sælger flest af.

For at blive klogere på troværdigheden bag Toyotas påstand har jeg i stedet fået lov at tage ’morfarbilen’ Camry ud på et par omgange på den snoede racerbane.

Tidligere på dagen havde jeg den nye Camry på almindelige veje i det svenske.

Her viste den sig som en støjsvag komfortbil, der formåede at absorbere huller og andre ujævnheder uden at sende dem op i ryghvirvlerne på de ombordværende, samtidig med at undervognen ikke er blevet så blød, at det føltes vuggende.

På almindelige veje fik jeg også fornemmelsen af samspillet mellem hybrid-systemet og benzinmotoren. Kunder kan kun vælge en Camry som hybrid og kun med én motor, nemlig en ny 2,5-liters benzinhybridmotor, der med den elektriske hjælp yder op til 218 hk.

Bilen sørger selv for at oplade hybridbatteriet automatisk under kørsel ved nedbremsning og af benzinmotoren, og Toyota oplyser, at gennemsnitligt foregår over halvdelen af kørslen på ren el. Testbilens forbrug er opgivet til 18,2 km/l efter den nye WLTP-målemetode.

Camry kan fås i fire forskellige udstyrsniveauer, og testbilen er i næsthøjeste udstyrsniveau, H3 Executive, så her er blandt meget andet elektrisk justerbare lædersæder, som man finder sig særdeles godt til rette i. Selv kalder Toyota Camry for en ’luksussedan’, og med et højt udstyrsniveau, god plads på både bagsædet og i bagagerummet og en tilbagelænet attitude virker det som en meget fair beskrivelse.

Tilbage på racerbanen er det klart, at Camry ikke opfører sig som hverken en sportsvogn eller en lille, kompakt hatchback, for vægten siger trods alt næsten 1600 kg og længden næsten 4,9 meter.

Indstyringen er til gengæld ganske præcis, og styretøjet har en tilpas tung vægtning. Selv om man presser flyderen hårdt i svingene, så holder den på og opfører sig godmodigt som en Golden Retriever.

Det automatiske CVT-gear er en anelse presset, når det virkelig får lov at komme op i omdrejninger. For hver omgang på den kompakte, svenske racerbane tør jeg at bremse senere og tage højere fart med ind i hvert eneste sving, uden at jeg skal frygte for, hvordan Camryen reagerer på udfordringerne, og det står klart, at man sagtens kan have det sjovt i Toyotas flyder.

Camry er ikke så kedelig endda.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sådan er den udstyret

Foto: Toyota
Foto: Toyota
 

Fire forskellige udstyrsvarianter kan man vælge imellem, hvis man vil have sig den nye Camry. H2 hedder det laveste udstyrsniveau, og her starter prisen ved 379.990 kr.

Standardudstyret i den tæller blandt andet 17 tommer alufælge, 2-zonet klimaanlæg med en særlig ’Nanoe Ion’-teknologi, der modvirker udtørring af huden og holder kabinen frisk. Går man op til næste niveau, H3, er der elektrisk justerbare lædersæder oveni.

Næsthøjeste udstyrsniveau, H3 Executive, har blandt andet større fælge, 8 tommer multimedie touchskærm med dansk navigation, fuld LED-lygtepakke og advarsel for tværgående trafik bag.

Højeste niveau, H4, har 3-zonet klimaanlæg og 10 tommer head up-display, som vises i forruden. Her er også JBL premium lydsystem med ni højttalere, elektrisk justerbare bagsæder og et læderbetrukket midterarmlæn på bagsædet med mulighed for at betjene klimaanlæg, multimediesystem, sædeindstilling og solgardin elektronisk på et touchpanel.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Camry vender tilbage

Modellen sælges i over 100 lande, og den blev verdens mest populære model i firmabilsklassen i 2018 med et globalt salg på over 700.000 biler. Alligevel er det en model, som her i Danmark er gået i glemmebogen, og det skyldes i sagens natur, at modellen ikke har været solgt herhjemme de seneste 15 år. Første generation af Camry kom på gaden i 1982, og sidenhen er der blevet solgt 19 millioner eksemplarer af luksus-Toyotaen. Nu er Camry så tilbage i Danmark.

Toyota Camry Hybrid, H3 EXECUTIVE, 218 hk

Pris (testbil): 456.990 kr.

Pris (fra): 379.990 kr.

Motor: R4, 2,5L + elmotor

Ydelse: 218 hestekræfter ved 5700 omdr./min.

Gearkasse: CVT automatgearkasse

Brændstofforbrug: 18,2 km/l

CO2-udledning: 119 g/km

Topfart: 180 km/t

Acceleration: 8,3 sekunder

115 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere