Mustang Bullitt er en værdig hyldest

Med Mustang Bullitt vil Ford hylde en af historiens mest berømte filmbiler

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis

Jeg smækker den hvide gearknop i 1. gear, og med en dyb bas fra bagerste geled triller jeg ud på vejen. Regnen pisker ned, og myldretidstrafikken denne fredag eftermiddag sørger for, at jeg end ikke behøver at gå i 2. gear.

Skal jeg være ærlig, føler jeg mig ikke ligefrem hensendt til San Franciscos gader.

Og så alligevel. Midt på bilens rat står med store bogstaver 'Bullitt'. Da Steve McQueens udødelige film af samme navn fyldte 50 år, begyndte Ford produktionen af et begrænset antal moderne fortolkninger af den legendariske Mustang GT Fastback fra filmen.

Eller når jeg siger moderne, så er det måske i virkeligheden en stramning. Bullitt anno det 21. århundrede er en stor, tung og på nogle punkter gammeldags amerikansk muskelbil - med baghjulstræk, en V8' er i front og en tørst som en teenager til 'puttefest' i Dyrehaven.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Se også: Supra bider som en arrig kamphund

Hvorend man kører, kigger folk intenst på den grønne Ford Mustang Bullitt med den lange potente køler, som jeg har nøglerne til for en stund. Ved siden af mig holder en midaldrende mand i en Tesla Model 3. Det er ikke til at sige, om han tænker 'klimasvin' eller 'giv den noget at leve af'.

Uanset reaktionerne fra medtrafikanter smiler man som chauffør bredt i det dybe sæde.

Man skal være lavet af spelt for ikke at blive varm indeni, når den store motor klukker derudaf. Konstant fristes man til at frembringe motorlyd ved at give speederen et dybere tryk, end hvad nødvendigt er.

På min testtur i Ford Mustang Bullitt har jeg nået en motorvejstilkørsel, regnen er for længst stoppet, og der er ingen bag mig, så jeg bremser en smule ned, hiver gearstangen i 1. gear, trykker på speederen, så motoren brøler, og slipper til sidst koblingen.

Bullitt takker for tilliden og accelerer knaldhårdt ned ad tilkørselsrampen. Da jeg når enden af rampen og blinker ind på motorvejen, vil Mustangen gerne fodres med 3. gear. Farten siger 129 km/t.

Åh jo, Mustang er stadig en potent muskelbil med spandevis af rå muskelkraft. Hvor en almindelig Mustang GT yder 450 hk, er Bullitt udstyret med en optimeret version af Fords 5-liters V8-motor. Her er antallet af hestekræfter 460, og momentet 529 Nm.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Se også: Ford Focus ST danser kinddans med kurven

At betjene en Mustang er en udfordrende oplevelse. Styretøjet er tungt og præcist, så når man udser sig et fikspunkt i et sving, er det let at få Mustangen til at ramme plet.

Koblingen er forholdsvis hård, og det manuelle gearskifte, som er eneste mulighed i Bullitt, føles mekanisk og kræver en fast hånd at operere. Er du for ivrig med speederen på vej ud af et sving, vil Mustang gerne slå med halen, så man skal være over den og sørge for at dosere kræfterne rigtigt.

Det kræver en indsats at køre Mustang, men netop det er en af bilens store styrker, for man føler sig i den grad som en vigtig komponent i den samlede pakke, der skal få det optimale ud af bilen.

Accelerationstiden fra 0-100 km/t er opgivet til 4,6 sekunder, men på grund af den brutale, rå acceleration, som baghjulstrækket og V8-motoren i samarbejde er garant for, føles Bullitt hurtigere.

Da jeg afleverer bilen tilbage efter test, er det en anelse vemodigt. Først og fremmest fordi Mustang Bullitt er en fed bil at trille rundt i, og sekundært fordi det er svært ikke at spekulere på, hvor mange fuldblods turboløse V8-muskelbiler vi får lov at se fremover.

Med Mustang Bullitt har Ford formået både at gøre den originale filmbil og den amerikanske muskelbil stor ære.

Foto: Niels Friis
Foto: Niels Friis
 

Konklusion
En Ford Mustang kan godt fremstå som en dinosaur, når man triller rundt i bybilledet. Men når den store V8-motor får lov at arbejde i fronten af Bullitt-versionen, drømmer man sig til simplere tider og bedre vejr - gerne i San Francisco.

+

  • Motor
  • Lyd
  • Old-school
     

-

  • Forbrug

Se også: Mazdas nye darling er et velkørende kompromis

--------- SPLIT ELEMENT ---------

En berømt biljagt

Steve McQueen med den berømte Mustang i filmen 'Bullitt'. PR-foto: Silver Screen Collection/Getty Images
Steve McQueen med den berømte Mustang i filmen 'Bullitt'. PR-foto: Silver Screen Collection/Getty Images
 

Den er en af filmhistoriens mest episke biljagter - den 10 minutter lange sekvens i filmen 'Bullitt' fra 1968 med Steve McQueen bag rattet i en Ford Mustang GT Fastback fra samme år.

Som en hyldest til den originale filmbil har Ford lanceret Mustang Bullitt. Den nye Bullitt kommer i samme klassiske Dark Highland Green-farve, som originalen gjorde for 50 år siden.

Den fås også i Shadow Black.

Specialmodellen er udstyret med 19 tommer Torq Thrust-fælge og sportsrøde Brembo-bremsekalibre.

Indvendigt er dens Recaro-sportssæder betrukket med grønne syninger, mens en individuelt nummereret plakette pryder passagersiden foran. Også en hvid, billardkuglelignende gearknop tipper hatten til modellen fra 1968.

Specialudgaven kommer derudover med Fords nye 12 tommer digitale LCD-instrumentpanel og et eksklusivt B&O-lydanlæg, der blæser hele 1000 watt gennem 12 kraftige højttalere.

Motoren er baseret på Fords 5-liters V8' er, som i specialudgaven er forstærket med nyt induktionssystem og indsugningsmanifold. Disse giver motoren bedre luft-og benzintilførsel og mere råstyrke.

Se også: BMW bryder traditioner: Men er det en dårlig idé?

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Original findes endnu

Foto: Reuters/Rebecca Cook/Ritzau Scanpix
Foto: Reuters/Rebecca Cook/Ritzau Scanpix
 

Under optagelserne af ' Bullitt'-filmen, som havde premiere 17. oktober 1968, blev der faktisk brugt to identiske Mustang GT Fastbacks. Efter optagelserne forsvandt de to filmbiler i hver sin retning. Bilen, som Steve McQueen kørte i filmen, blev solgt til en privat køber, mens den anden bil, som blandt andet blev brugt til filmens mange stunts, blev sendt til skrot.

Sean Kierman ejer i dag førstnævnte Mustang, som han har arvet fra sin far, Robert, der købte bilen i 1974. For at opfylde familiens drøm om at vise den berømte bil frem tog Sean kontakt til Ford.

I sommeren 2018 blev den originale Ford Mustang GT Fastback fra 1968 for første gang vist frem i Europa. Det skete i forbindelse med Goodwood Festival of Speed i England.

Ford Mustang 5,0 V8

Pris (testbil): 796.750 kroner

Pris (fra): 796.750 kroner

Motor: 5,0-liters V8

Ydelse: 460 hk ved 7250 omdr./min

Maks. moment: 529 Nm ved 4600 omdr./min

Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse

Brændstofforbrug: 8,0 km/l

CO2-udledning: 277 g/km

Topfart: 263 km/t

Acceleration 0-100 km/t: 4,6 sek.

Se også: Kan man både være sporty og praktisk? XCeed overstiger forventningerne

76 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere