Når design er en dyd i sig selv

De såkaldte coupé-SUV’er er en speciel størrelse, men Volvo slipper mere heldigt fra opgaven end visse af konkurrenterne. Og så kan den trække mere end de fleste

Det er for designets skyld, at man skal vælge Volvo C40. Foto: Volvo
Det er for designets skyld, at man skal vælge Volvo C40. Foto: Volvo
Følg Biler
Følg Bilanmeldelser

Gent (Ekstra Bladet Biler): Volvo ruster op til den store elektriske tidsalder. Det sker blandt andet med den nye C40, som er en videreudvikling af den elektriske udgave af SUV’en XC40.

Hvor XC40 er den praktiske familiebil, skal C40 tiltrække kunder, som lægger mere vægt på design og stil.

Grundlæggende er de to pakker ganske ens - den elektriske XC40 og C40 er skåret over samme skabelon, fordi C40 er en såkaldt coupé-SUV. Det vil sige en sammensmeltning af en lav coupé med skrånende taglinje og en høj SUV.

Volvo C40 er smallere, længere og lavere end sin elektriske søster, og fordi formen er i retningen af det, du finder på en coupé, er der dårligere pladsforhold i bag.

Så hvorfor skal man overhovedet vælge en C40?

Bagfra er designforskellen ifht. XC40 tydelig. Foto: Volvo
Bagfra er designforskellen ifht. XC40 tydelig. Foto: Volvo
 

Svaret skal findes i, hvad design og udtryk betyder for dig. Modsat hos flere af konkurrenterne er Volvos designere faktisk sluppet heldigt fra transformationen fra rendyrket SUV til coupéform, for C40 ser både stilet og nydelig ud, og bagenden er meget elegant.

På vejen kører den fuldstændig som en XC40, så her vil du ikke opleve nogen forskel. Drivlinen er da også den samme, hvorfor der takket være en elmotor på både for- og bagakslen er 408 hk og 660 Nm at gøre godt med.

Det sender en C40 fra 0-100 km/t. på 4,7 sekunder. Det er voldsomt hurtigt i en bil, der ellers mere lægger op til at agere komfortbil. Undervogn og opsætning er præcis den samme som XC40, så der er ikke nogen argumenter i den lejr for at vælge enten den ene eller anden.

C40’eren er sat op til komfort, hvorfor den indbyder mere til at cruise end at ræse, men den er på ingen måde så blød, at du bliver søsyg på en bjergvej.

I frunken kan der være 31 liter. Foto: Volvo
I frunken kan der være 31 liter. Foto: Volvo
 

Selvom den er lavere end en XC40, og du må leve med dårligere pladsforhold, står det faktisk slet ikke så sløjt til endda, hvad angår plads i C40. Bagagerummet er på 413 liter mod 419 liter i XC40’eren, så her skal du have luppen frem, hvis du skal finde forskel på de to.

På bagsæderne er der plads til større børn og almindelige voksne, selvom taglinjen skråner mere end på XC40. Det skyldes måske blandt andet også, at rummelighedsfornemmelsen er god.

Her er fast glastag med som standard, som ikke kan åbnes. Udefra fremstår det meget mørkt, men når man sidder inde i bilen, bidrager glastaget med en følelse af luft og rummelighed.

Det er dog vigtigt at understrege, at går du efter plads og praktik, skal du vælge en XC40, mens C40’eren i højere grad er en bil til parret, hvor børnene er fløjet fra reden.

Der er ikke samme gode plads i bag som i XC40. Foto: Volvo
Der er ikke samme gode plads i bag som i XC40. Foto: Volvo
 

C40 er den første bil fra Volvo, som slet ikke kan fås med læder i kabinen, og det betyder, at man i stedet nu kan vælge et interiør lavet i genbrugsmaterialer. Selvfølgelig er den slags også et smart marketingstunt fra det politisk korrekte Sverige, men når man sidder her i de bløde sæder, savner man ikke umiddelbart læderbetrækket.

Designet på Volvos infotainmentskærm har efterhånden en del år på bagen, og det kan man godt fornemme, for rammerne rundt om skærmen får det til at ligne en slags gammeldags tv-møbel.

Til gengæld er der integreret Google i infotainmentsystemet, så man kan for eksempel bruge Google Maps direkte inde i touchskærmen. Det fungerer supergodt!

Et trækplaster for Volvo C40 er, at modellen kan trække 1800 kg på krogen, og det får modellen til at stå ud blandt markedets øvrige elbiler. Det er nemlig langt fra alle konkurrenterne, der kan klare noget lignende. En VW ID.4 må eksempelvis kun trække 1200 kg.

Konklusion
Volvo C40 er det stilistiske bilvalg - den elektriske XC40 er mere praktisk og familievenlig.

Til gengæld er C40 en mere elegant bil at kigge på, og som elbil er den meget overbevisende. En oplagt elbil til parret med voksne børn, der er flyttet hjemmefra.

+

  • Design

  • Komfort

  • 1800 kg. på krogen

÷

  • Aldrende infotainmentskærm

  • Mindre plads i bag

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ny drivline er på vej

Foto: Volvo
Foto: Volvo
 

Indtil videre er det kun muligt at vælge C40 med den kraftige drivline med 408 hk. Det vil dog ændre sig på et senere tidspunkt, for Volvo har planer om at lancere en udgave af C40 med færre kræfter - de kan bare ikke sige, hvornår det bliver endnu.

Der vil blive tale om den samme drivline, som du finder i den billigste elektriske XC40.

Her får man forhjulstræk og én elmotor, som yder 231 hk. I den elektriske XC40 er rækkevidden på 423 km, så man kan nok forvente, at rækkevidden med samme løsning i C40 vil ligge på nogenlunde samme niveau.

Den skrånende taglinje gør den mere elegant, men også mere upraktisk end XC40. Foto: Volvo
Den skrånende taglinje gør den mere elegant, men også mere upraktisk end XC40. Foto: Volvo
 

Merprisen ved den elektriske XC40 for at opgradere fra den enkelte motor og forhjulstræk til udgaven med firehjulstræk og 408 hk er 54.000 kr.

De første eksemplarer af Volvo C40 kan leveres i Danmark i slutningen af året og fra begyndelsen af det nye år. Volvo forventer, at C40 vil blive solgt i færre eksemplarer end den elektriske XC40, men bilproducenten kan ikke komme nærmere, hvor mange de forventer at sælge af C40.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Standardudstyr

Foto: Volvo
Foto: Volvo
 

Når Volvo vælger at lancere en elbil, der koster op mod den halve million kroner, stiller det også krav til, hvilket standardudstyr de hælder i bilen.

Blandt højdepunkterne på listen over standardudstyr er en varmepumpe, som kan aflaste batteriet til at give varme i kabinen.

Desuden får man et Harman Kardon-lydanlæg med 13 højtalere og et infotainmentsystem med integreret Google, så man kan benytte eksempelvis Google Maps direkte inde i infortainmentsystemet.

Endelig får man også et 360 graders parkeringskamera, så man fra bilen kan holde øje med omgivelserne hele vejen rundt om bilen.

Med i prisen er også Volvos Driver Assistance, som er en avanceret køreassistent, der kan hjælpe med store dele af kørslen.

Volvo C40 Recharge

Pris (fra): 459.080 kr.

Motor: Elektrisk motor for og bag

Gearkasse: Automatisk

Ydelse: 408 hk

Moment: 660 Nm

Rækkevidde: 444 km

Lynladning: Op til 150 kW

Batterikapacitet: 78 kWh

Acceleration (0-100 km/t.): 4,7 sek.

Topfart: 180 km/t.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Støjberg er dansk politiks nye protest-dronning

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind