Nissans bestseller tager en omgang mere

Europas mest solgte crossover er blevet opgraderet. Den nye version er bedre støjdæmpet, men de selvkørende funktioner er udskudt til næste år

Motorhjelmen er nydesignet med en kant i en lige linje i stedet for en enkelt kurve fra side til side. Foto: Nissan
Motorhjelmen er nydesignet med en kant i en lige linje i stedet for en enkelt kurve fra side til side. Foto: Nissan

WIEN (Ekstra Bladet Biler): Bedre støjdæmpning, et lækkert rat med flad bund og de traditionelle finpudsninger af lygterne for og bag. Nu er bilen, der startede crossover-tendensen, klar i nystrøget version.

Ved præsentationen for 10 år siden havde alle problemer med at udtale navnet, og der blev måske smågrinet lidt hos visse af konkurrenterne, men i 2017 er der ingen, der griner af bilen med det specielle navn.

Nissan Qashqai er nemlig Europas mest solgte crossover, til trods for at der de seneste par år er kommet mange konkurrenter til. Europæerne vil ganske enkelt køre denne slags biler!

Nissan har tidligere varslet, at Qashqai ville blive den første Nissan med selvkørende funktioner, men nu forklarer man, at det såkaldte ProPilot først kommer i 1. kvartal af næste år.

Bagest har den nye Qashqai fået en mere moderne finish med nydesignede kofanger. Foto: Nissan
Bagest har den nye Qashqai fået en mere moderne finish med nydesignede kofanger. Foto: Nissan
 

Nissan er bagud
ProPILOT er første skridt på mærkets vej til selvkørende biler. Der er tale om et system, hvor bilen primært på motorvej kan overtage styring, acceleration og opbremsning i en enkelt vognbane. Detaljerne vil Nissan endnu ikke ud med.

Det betyder, at de faceliftede udgaver af bilen, som snart er i butikkerne, ikke kan leveres med adaptiv fartpilot, som ellers er udstyr, der fås til biler som Suzuki Baleno.

Opgraderingerne af bestselleren omfatter både design og teknik.

I det indre er bilen udstyret med, hvad Nissan kalder for et ’verdensrat’. Det indikerer, at det skal benyttes i flere biler verden over, og det er da også identisk med det, der sidder i den nye Micra.

Som en direkte reaktion på kundernes kritik af bilen er der hældt mere støjdæmpning i køretøjet, og overfladerne har fået en lidt mere lækker fornemmelse. Der er ikke sket revolutioner i det indre, men det er på sin plads at nævne, at sæderne er opgraderet, så de støtter bedre.

Interiøret er opgraderet, bl. a. med mere støjdæmpning og en bedre skærm. Foto: Nissan
Interiøret er opgraderet, bl. a. med mere støjdæmpning og en bedre skærm. Foto: Nissan
 

Ændret styring
Qashqai har aldrig været specielt dynamisk på vejen, så derfor har ingeniørerne ændret styretøjets evne til at rette op efter et sving. Om det har hjulpet på bilens dynamik, er svært at vurdere, for det er ikke muligt at prøve den gamle version af bilen!

Når det gælder kørekomfort har fokus været på mere rolige karrosseribevægelser og mindre støj.

Det er opnået ved at tilpasse støddæmperne, reducere det enkelte hjuls fjedervandring og ændre visse gummikomponenter, oplyser Nissan.

Mere lydisoleringsmateriale og materiale af en højere kvalitet er blevet tilføjet i fordørene og bag ved de bageste hjulkasser.

Der er blevet integreret ekstra tætningslister omkring fordørene, og siderudeglasset i bagdørene er nu tykkere – fra 3,15 mm til 3,85 mm, hvilket forbedrer køreoplevelsen for bagsædepassagererne.

Den nuværende model koster fra 220.000 kr., og den opgraderede version ventes at koste stort set det samme.

Det helt præcise niveau for udstyr kendes ikke endnu, men mon ikke alle modeller inklusive den billigste får nødbremse som standard, præcis som tilfældet er for den nye Nissan Micra. Der er ingen ændringer i forhold til motor og gearkasser, hvilket betyder, at den mest økonomiske dieselmodel på 1,5-liter er opgivet til 26,3 km/l.

Fakta

  • Det kræver sit at være det ikon, som alle taler om og sammenligner sig med. Derfor får Nissan Qashqai nu en gennemgribende overhaling, der omfatter mere end det traditionelle midtvejs-facelift.
  • Mest iøjnefaldende er den nye topmodel, Tekna Plus, der ifølge fabrikken skal være med til at gøre modellen mere premium-agtig og endda drille modeller som Range Rover Evoque og Audi Q3. Siger fabrikken, omend det lyder noget optimistisk i vore ører.
  • Men der er ingen tvivl om, at bundniveauet hæves for Qashqai, der kommer med opstrammet styling både foran og bagpå.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen