Ny sportslig Fiesta er den sjoveste bil i klassen

ST-versionen af den nye Ford Fiesta byder på 200 hk og en overlegen optræden på snoede veje

Fiesta ST er med sine 200 hk og præcise køreegenskaber tilbage på toppen. Foto: Ford.
Fiesta ST er med sine 200 hk og præcise køreegenskaber tilbage på toppen. Foto: Ford.

Ford Fiesta ST2 3-dørs

Nice

Overlegen. Så kort kan oplevelsen af den nye Ford Fiesta ST sammenfattes.

Beskrivelsen af den sportslige muskelversion af den nye Fiesta, vi har kørt ved den internationale premiere i Nice, kunne egentlig stoppe her. Men det ville være synd for den lille raket, der startede som en XR2 før navnet skiftede til ST.

I den 9. generation og med sportsoutfit optræder Fiesta nemlig i sjælden balance og fører sig frem med knusende sikkerhed på de snoede bjergveje i det sydfranske og slår fast med syvtommersøm, at betegnelsen ”hothatch” stadig har sin berettigelse.

ST-versionen af den nye Fiesta, som kom på banen i fjor, byder på ny trecylindret 1,5 liters Ecoboost-motor, der med sine 200 hk matcher forgængeren, der var en firecylindret på 1,6 liter.  Den nye model er med værdier, som hedder 0-100 km/t på 6,5 sek. og en topfart på 232 km/t, en tand hurtigere.

Fiesta ST lander med en startpris på 275.000 kr. i et felt, som bl.a. omfatter VW Polo GTI med 200 hk og Renault Clio RS med 200-220 hk. Så er niveauet lige som lagt.

Lang kongerække
Her har Ford et godt udgangspunkt med den i forvejen præcist kørende basis-Fiesta, og en lang forhistorie for at skabe små præcise køremaskiner. De var ved præsentationen i Nice linet op med store plakater i en kongerække, der startede med den første Fiesta XR2, som debuterede med en 1,6 liters motor på 84 hk tilbage i 1981.

I den ideelle verden skulle XR2’eren og alle de andre modeller have stået der rent fysisk, så vi kunne have taget en historisk performance tur ned ad memory lane, før testen af den nye ST.

Men oplevelsen i sig selv er dog også ganske imponerende i ST-modellen anno 2018, som vi betragter i den spæde franske sol, hvor den kan spottes på fronten med det bikubeforme gitter, store spoilere og ikke mindst full LED-forlygter med fire enkeltstående dioder, som dog er ekstraudstyr, men til beskedne 5.000 kr.

Inden døre er der helt i den rette ST-ånd dybe Recaro Performance sæder at dumpe ned i og et lille gribevenligt læderrat at tage fat om.

Under hjelmen arbejder den muskelspændte 1,5 liters Ecoboost-motor, hvor et højtryks-indsprøjningssystem med både direkte- og indirekte indsprøjtning spiller sammen med en nyudviklet turbolader, der er helt uden turbotøven.

Motoren har samtidig cylinderfrakobling ved mere rolig kørsel, og det officielle forbrug er da også rimelige 16,7 km/l efter den nye mere retvisende WLTP-norm, hvis du altså kan holde speederfoden i ro.

Som noget nyt har du mulighed for at sætte bilen op i de tre indstillinger; Normal, Sport eller Track, hvor det sidste er til kørsel på bane. Her er antispind er slået fra, mens ESC-systemet reagerer senere for at give mere spillerum til føreren.

Den trecylindrede motor på 1,5 liter får bilen til at flytte sig fra 0-100 km/t på 6,5 sek. Foto: Ford
Den trecylindrede motor på 1,5 liter får bilen til at flytte sig fra 0-100 km/t på 6,5 sek. Foto: Ford

Overskud
Den ivrige motor, der leverer et moment på 290 Nm fra 1.600-4.000 omdr., har hele tiden det rigtige overskud, og gør det sjovt at klik-lege med det skarpslebne gearskifte og den hårde kobling, mens vi forcerer serpentiner-svingene. Den dybe bas fra udstødningen, der i tidens ånd er elektronisk forstærket, men meget afbalanceret, lægger et afstemt soundtrack.

Vi tænker på intet tidspunkt over, at det er en trecylindret motor. Vi kan nemlig ikke komme længere væk fra de første generationer af de trecylindrede små motorer, der i alle mærker resonans-rystede som en våd hundehvalp. Den tid opleves om i en anden galakse. En tankmåler, som bevægede sig mod halvt fuld efter et par hundrede km kørsel, viste dog også tørsten.

Det hele svinger godt sammen med et styretøj, der er så præcist, at du føler at have øjnene direkte på vejstriberne, mens den uhyre præcise undervogn er både nuanceret og præcis, så den på intet tidspunkt bliver umenneskelig hård. Snuden peger lige derhen, hvor den skal, og på de mest skarpe sving, hjælper bagenden selv nænsomt med rundt. Helt i den rette performance-stil.

Fords ingeniører har arbejdet længe med at fintune undervognen, så den er så allround, at bilen også kan være et fint hverdagskøretøj, når det praktiske kalder. Det er bl.a. sket med nye fjedre og støddæmpere med dobbelte kamre.  

Selv om gearskiftet klikker perlende præcist, savner vi muligheden for en hurtigt skiftende automatgear-kasse med dobbeltkobling, som giver en mere flydende køreoplevelse, og endda er standard i VW Polo GTI.  Mens Polo GTI’en senere kan leveres med manuelt gear, er automatgearet ikke pt. en option for Fiesta ST’en.

Som noget nyt fås modellen også med 'Launch Control', der kan bruges til at fyre bilen af fra stilstand på bane, og som spiller sammen med et display i instrumenteringen, hvor man kan følge præstationerne.

Det sportslig isæt holder indendørs, hvor dybe Recaro Performance-sæder er standard. Foto: Ford
Det sportslig isæt holder indendørs, hvor dybe Recaro Performance-sæder er standard. Foto: Ford

Bedre vejgreb
Det er også muligt at bestille Fiesta ST med det mekaniske Quaife-differientiale spærre, som hjælper bilen rundt på kurvede veje. Det sker ved mekanisk at skrue ned for momentet til det af forhjulene, der har mindst vejgreb og f.eks. i sving lede kræfterne til det yderste hjul, som får optimeret vejgrebet. Det spiller sammen med et forbedret 'Torque Vectoring Control', der er med til at afbalancere motor- og bremsekraften på begge forhjul.

Det mekaniske Quaife-differentiale var en del af opsætningen i bilerne ved præsentationen, der også havde 18-tommer fælge mod ellers 17 tommers, og vil herhjemme kunne købes som del af en performance-pakke. Uden pakken klares denne del elektronisk frem for mekanisk. Prisen er for performance-pakken er endnu ikke klar.

Basis-udstyret er dog ikke overvældende. Her er manual aircondition og en beskeden 6,5 tommer skærm, mens klimaanlæg koster 3.000 kr, og musik fra et B&O Play anlæg starter fra 6.000 kr. i en pakke med otte tommers berøringsskærm. Med Fords Sync3-system, som er standard, får du dog Apple Carplay og indbygget nødopkald til en alarmcentral.

Modellen kan både fås som tre- og femdørs og i udstyrsvarianterne S1 og S2. Der er dog mest små detailændringer, som udgør forskellene. Udgifterne til en opgradering af udstyret er dog småting, som der nok skulle kunne blive råd til i den klasse. Underholdningsværdien og glæden ved at være i kontrol, hele tiden, er nemlig nærmest ubetalelig.

Ford Fiesta ST byder på super-hurtige præstationer og en knusende sikker undervogn i en fin indpakning. Foto: Ford
Ford Fiesta ST byder på super-hurtige præstationer og en knusende sikker undervogn i en fin indpakning. Foto: Ford

Konklusion
Den nye Ford Fiesta ST lever op til forventningerne. Den 200 hk motorer spiller perfekt sammen med en præcis undervogn. Den virker på mange måder som en voksen GTI, som altid er i balance, uden at det sjove går at bilen, og prisen er ikke urimeligt set i forhold til ydelse og præstation. Men markedet og kundegruppen er klart begrænset.

Og den er sammen med VW Polo GTI de absolut bedste hothatchs lige pt. Vi håber på et tidspunkt at kunne sammenligne de to på danske veje.  Den nye Fiesta ST er landet hos forhandlerne.

Ford Fiesta ST2 3-dørs

Pris: 276.060 kr.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 940 kr.

CO2 per km: 136 gram.

Brændstofforbrug: 16,7 km/l (WLTP)

Motor: Trecylindret benzinmotor på 1,0 liter

Effekt: 200 hk

Ydelse: 290 Nm/1.600-4.000 omdr.

Acceleration: 6,5 sek.

Topfart: 232 km/t

L/ B/ H: 407/178/14 cm.

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere