Nyt hjerte til fransk flute

Den familievenlige Renault Kadjar er blevet trimmet og nyder godt af en ny benzinmotor, som vi tester med automatgear

Den faceliftede Renault Kadjar er et overset, men komfortabelt alternativ i den mellemstore klasse af crossovere, hvor Nissan Qashqai længe har domineret. Foto: Jens Overgaard
Den faceliftede Renault Kadjar er et overset, men komfortabelt alternativ i den mellemstore klasse af crossovere, hvor Nissan Qashqai længe har domineret. Foto: Jens Overgaard

Renault Kadjar

Sammenligningen med bagværk ligger lige til højrebenet. Mens en crossover som Nissan Qashqai sælger som varme rundstykker hos bageren søndag morgen, er koncernfætteren Renault Kadjar det forfinede franske flute, som kun kommer med i posen i ny og næ. Og det er synd.

Den komfortable franskmand har nemlig masser af indre kvaliteter at byde på i forhold til Nissan Qashqai, som længe har været en af Danmarks mest solgte bilmodeller.

Renault satser derfor på at øge modellens appel med et let facelift. Her har Kadjar fået de nye benzinmotorer på 1,3 liter, der yder henholdsvis 140 og 160 hestekræfter, og som også fås i Nissan Qashqai og den nye Mercedes-Benz A-Klasse.

Vi tester Renault Kadjar med motoren på 140 hk, automatgear og det mellemste udstyrniveau, 'Bose', til en pris på små 325.000 kroner. Kadjar-modellen kan dateres tilbage til 2015, og Renaults teknikere og designere har taget nænsomt fat ved bilens midtvejsfacelift.

Den mest markante visuelle fornyelse er den let ændrede front, hvor det er muligt at opgradere til full LED-forlygter. De er standardudstyr på 'Bose'-modellen og kan klart anbefales, men kan desværre ikke købes som ekstraudstyr til de billigere varianter af Kadjar.

Bilens digitale instrumentering er overskuelig. Foto: Jens Overgaard
Bilens digitale instrumentering er overskuelig. Foto: Jens Overgaard

Udefra syner den høje Renault Kadjar umiddelbart af mere end Nissan Qashqai, selv om de har samme akselafstand. Inden døre er de to biler dog tæt på at være lige rummelige, men franskmanden byder på et bagagerum, som med sine 472 liter kaperer 42 liter mere end Nissan Qashqai.

Fra førersædet har man udsigt til et digitalt instrumenthus og en midterkonsol, der er domineret af en infotainmentskærm på syv tommer. Systemet har Apple CarPlay, men skærmens opløsning og hastighed virker dog noget bedaget.

Sæderne er til gengæld godt polstrede og komfortable. De spiller derfor fint sammen med den ditto afstemte undervogn, der giver en lidt mere afdæmpet fremfærd end Qashqai.

Den nye benzinmotor på 140 hk gør det glimrende. Foto: Jens Overgaard
Den nye benzinmotor på 140 hk gør det glimrende. Foto: Jens Overgaard

Her kommer den nye benzinmotor også ind i billedet, for den har en tand højere moment end sin forgænger og et glimrende samspil med automatgearet.

Den har dog et stort minus: Fra stilstand i første gear tager automatgearet lige så hårdt fat, som når den franske præsident, Emmanuel Macron, trykker hånd med USA's Donald Trump. Så det kræver en fjerlet speederfod, hvis du ikke skal køre fra lyskrydset med fløjtende dæk.

I det daglige er der masser af praktikalitet i Kadjar. De franske createurs har slået et stort brød af en bil op, som også byder på mange aflæggerum. Det gælder blandt andet under bunden af bagagerummet. I samme afdeling er der dog ris til lukkegrebet på bagklappen, der er lavet af glat plastic, som fingrene nemt kan smutte på.

Selv fra mindste 'Life'-udstyrsniveau byder Renault Kadjar på pænt med standardmonteret udstyr. Man skal dog ofre en snes tusind kroner ekstra og op i 'Zen'-niveauet, hvis man vil have en sikkerhedspakke med nødbremse installeret i bilen. Det er ellers standardudstyr hos Nissan Qashqai.

Storskærmen sidder lavt, og grafikken er tung. Foto: Jens Overgaard
Storskærmen sidder lavt, og grafikken er tung. Foto: Jens Overgaard

Konklusion
Renault Kadjar er det komfortable og oversete alternativ i crossoverklassen, der i funktionalitet er på linje med koncernfætteren Nissan Qashqai.

Ligesom Nissan fører Renault løbende kampagner, så med lidt årvågenhed kan man få ekstra udstyr med for pengene.

Renault Kadjar

Testbil: TCe 140 EDC 'Bose'

Pris (testbil): 324.900 kroner

Pris fra: 248.000 kroner

Motor: 1,3 liter, 140 hk, 240 Nm

L/B/H: 449/156/161 cm

Trækvægt m/u bremser: 715/1500 kilo

38 kommentarer
Vis kommentarer