Undskyld, hvad var navnet? Spørgsmålet trænger sig stadig oftere på i bilernes verden, hvor antallet af modelvarianter sætter nye rekorder hvert år. Et af de nyeste skud på den vildtvoksende stamme hos Mercedes-Benz er GLC Coupe, som er en slags bastard, der kombinerer firehjulstrækkernes rustikke udstråling med den mere sportslige taglinje fra en coupé. Vi kender konceptet fra den store GLE og GLE Coupe, og den nye her kan ses som en lillebror.
Teknisk er der ikke tale om nogen revolution: Bilen er i bund og grund en GLC, der har fået trykket taget.
GLC Coupe kan også ses som en offroader i elegant habit, der bejler til de bilister, der mere færdes i byen end på landet, men gerne vil forene firehjulstrækkerens høje siddeposition med en vis portion elegance. Samme idé har BMW fået med X4 og Land Rover med Evoque.
Klassikeren bliver mere maskulin
Mange nye modeller
Spørgsmålet er også, om kunderne overhovedet forstår bilen.
Rent køremæssigt giver GLC Coupe dog god mening, for den er mere dynamisk end GLC.
Vi tester bilen som GLC Coupe 250 med 211 hk benzinmotor og 4Matic, altså firehjulstræk til 761.025 kr. og et beskatningsgrundlag ved erhvervsleasing på 594.000 kr.
Lækker bil med et par leverpletter
Fidusen ved coupeen er, at der er et lavere tyngdepunkt end det højere ophav, mere præcist styretøj og hårdere fjedre som hjælper på styreegenskaberne.
At den tekniske cocktail virker, vidner testen om.
Inde i næsen gemmer der sig en 211 hestes benzinmotor med så meget gang i stemplerne, at man aldrig sidder og savner en dieselmotor. Motorkraft mangler vi i hvert fald ikke og med en topmoderne automatgearkasse, der har ni trin, og som klikker lækkert og præcist, har vi for en gang skyld en SUV, der virker harmonisk med benzinmotor.
Problemet er selvfølgelig forbruget på 14,5 km/l mod 20,0 km/l for en tilsvarende 250 d, som dog også er 40.000 kr. dyrere i beskatning.
Det forhold har man en tendens til glemme, når den frække snerren fra motoren folder sig ud under acceleration.
Køre kan den også, fysikkens love er til for at blive brudt, og Mercedes er tæt på at gøre det, for den tunge tysker er ikke til at rive af vejen.
Decideret sjov er den ikke, men det er også sjældent, vi oplever det med en SUV.
Heldigvis har Mercedes også satset mest på at gøre den komfortabel, hvilket er lykkedes.
Mercedes GLC Coupe er klart en nichebil, og det er der for så vidt ikke noget galt med. Men på en eller anden måde giver en klassisk GLC mere mening, for den er billigere og mere praktisk.
Men er man på udkig efter en bil, som ikke også holder inde hos naboen, er den nye coupe et godt valg.
Den er ikke, som biler er flest.