Opladningshybrid og GTI-fornemmelse i én og samme bil

VW Golf GTE er som plug-in hybrid faldet kraftigt i pris med de nye afgifter og interessant for dem, der vil flirte med elbilfornemmelse og GTI på samme tid

VW Golf GTE er et helstøbt bud på en opladnings hybrid, hvor betjeningen foregår ubesværet. Foto: Jens Overgaard
VW Golf GTE er et helstøbt bud på en opladnings hybrid, hvor betjeningen foregår ubesværet. Foto: Jens Overgaard

VW Golf GTE

Kan det lade sig gøre at få det bedste fra flere verdener uden at gå på kompromis? Svaret er ja et godt stykke hen ad vejen, hvis du leger med tanken om at køre rent elektrisk, men ikke vil opgive den tryghed, der ligger at kunne age langt på en tankfuld benzin, og oven i hatten drømmer om en hurtig GTI.

Det er samlet i opladningshybriden VW Golf GTE, vi tester.

VW har et par år været på banen med den hurtige Golf GTE opladningshybrid, der kan lades op i stikkontakten, og hvor en elmotor på 105 hk spiller sammen med en 1,4 liters TSI-benzinmotor på 150 hk, så den samlede systemydelse er oppe på 204 hk, mens rækkevidden er 50 km på ren eldrift med op til 130 km/ t.

Den har dog nu fået et diskret facelift som resten af sine Golf-søskende, mens priserne efter den seneste afgiftsændring er faldet fra et beløb på 365.000 kr., der netop er justeret til 319.000 kr. plus levering, mens beskatningsværdien ved erhvervsleasing er 286.000 kr. Det er unægtelig en forskel i forhold til de 426.000 kr., som GTE'en blev solgt til for et par år siden inden striben af afgiftsnedsættelser.

Det gør pludselig GTE'en til et spændende og lidt dyrere alternativ til en almindelig Golf, der med en 1,4 liters TSI på 150 hk, Comfortline-udstyr og en DSG-automatgearkasse, som dog er på syv trin mod GTE'ens seks, koster 279.000 kr.

Indendørs er der hentet elementer fra de mere sportslige modeller som formstøttende sportssæder med Clarktern. Digital instrumentering til 9.000 kr. løfter indtrykket. Foto: Jens Overgaard
Indendørs er der hentet elementer fra de mere sportslige modeller som formstøttende sportssæder med Clarktern. Digital instrumentering til 9.000 kr. løfter indtrykket. Foto: Jens Overgaard

Blandt de billigste
Golf GTE er blandt de billigste opladningshybrider på markedet, kun slået af Kia Niro PHEV, som vi har testet for kort tid siden. Den starter fra godt 265.000 kr. plus lev. Niroen er nemlig med en elmotor på 43,5 hk og en systemydelse på 141 hk mindre kraftig, mens den teoretiske rækkevidde på ren el med sine 58 km er en tand længere end de 50 km, Golf GTE på papiret klarer.

Med sine boomerangformede kørelys og isblåt blik i forlygterne ligner GTE'en på afstand den helt elektriske e-Golf, men opladningshybriden har dog større næsebor af kølerindtag. Inden døre er der dømt solid klassisk Golf-stemning med dybe sportssæder med de karakteristiske Clark-tern og en kabine, der byder på fnugfri finish med kontakter og greb i lakridsbløde materialer.

Vi kan spille på et klaviatur, der hedder fem indstillinger.

En er ren eldrift, en anden hybrid, hvor elmotoren spæder til rækkevidden eller ved acceleration, mens du i GTE-indstillingen får opstrammet undervogn og mere boost på accelerationen, der kan komme ned på 7,6 sek. - en Golf GTI med 230 hk klarer 6,4 sek. Du kan også ladet batteriet op under kørsel, hvilket dog tærer slemt på brændstoftanken, samt lagre strøm til senere brug. Desuden er der også en B-indstilling, hvor du motorbremser mere og henter ekstra energi her.

Opladningen med et kabel til stikkontakten eller til en ladestander klares med et stik i fronten, det fungerer fint. Foto: Jens Overgaard
Opladningen med et kabel til stikkontakten eller til en ladestander klares med et stik i fronten, det fungerer fint. Foto: Jens Overgaard

Flere muligheder
Bilen er dog bygget med tanke på, at du lader bilen op selv. Det kan gøres på tre og en halv time hjemme eller på en time mindre ved en ladestander, eller hvis du får en såkaldt wallboks hjemme i garagen.

Det officielle forbrugstal hedder 66,7 km/ l for kombineret el og benzindrift efter den teoretiske norm for plugin hybridbiler, hvilket ikke holder i praksis. Her angives dog samtidig en kombineret rækkevidde på 939 km på kombineret el-og benzindrift med én elektrisk opladning.

Vi landede i underkanten af en snes km/ l. Men ligesom i elbiler handler det i en plugin hybrid meget om kørestil og temperatur, der påvirker batteri, ydelse og rækkevidde.

Vi testede bilen med temperaturer omkring fem plusgrader, hvor rækkevidden var omkring 70 pct. af det lovede, og ved minus fem grader røg den ned på 50 pct.

Motorvej tærer også, for det er fristende at lade speederfoden trykke lidt hårdere. På eldrift i sig selv, er der til gengæld også rigeligt med kræfter til at accelerere med bytrafikken.

Hvis du pendler 25 km hver vej til og fra job, vil vi ikke afvise, at du med eco-indstilling og en let speederfod kan køre på ren el begge veje.

Vores kolde nordiske klima, hvor temperaturen meget af året ligger omkring 10 grader, er dog heller ikke det bedste for biler med batteri.

Mens en Kia Niro-opladningshybrid selv med eldrift starter motoren, hvis der skal varme i kabinen, sker det ikke i Golf GTE, hvor varmen klares af batteriet. Så du kører her på ren el, men det tapper så batteriets ydeevne. I det daglige er GTE'en letkørt og komfortabel som enhver Volkswagen. Her tænker du ikke over, hvornår motoren umærkeligt skifter mellem benzin-og eldrift. Godt hjulpet af automatgearkassen med DSG-dobbeltkobling.

I det daglige opleves GTE'en som en helt almindelig Golf med automatgear. Batteripakken tager dog noget af pladsen i bagagerummet. Foto: Jens Overgaard
I det daglige opleves GTE'en som en helt almindelig Golf med automatgear. Batteripakken tager dog noget af pladsen i bagagerummet. Foto: Jens Overgaard

Hurtig, men ikke letbenet
GTE-indstillingen, hvor undervognen strammes en tand op, gør bilen hurtig. Men vægten, hvor batterierne tynger, så den lander på 1.500 kg plus fører og brændstof, gør, at GTE'en altså ikke er så sjov og letbenet i sving som i en rigtig GTI.

Da der er pænt med udstyr, er Golf GTE et godt køb, hvis du vil prøve kræfter med ny teknologi uden at vove pelsen.

Hvis du satser på at køre på ren el, så er rådet klart, uanset om det er en Golf GTE eller andre plug-in hybrider: Testbilen under forskellige kørselsforhold og lave temperaturer.

Undersøg også, hvor der er mulighed for at oplade bilen og tilbud på el.

Her har VW et samarbejde med operatøren Clever.

Tænk på, at batteriet fylder i bagagerummet, der her er 272 liter i forhold til 380 liter i en almindelig femdørs Golf.

GTE'en findes ikke som stationcar, så skal du op i Passat GTE, der fås som sedan og stationcar.

Testbilen havde bl. a. ekstraudstyr som LED-forlygter, digital instrumentering og storskærm på 9,2 tommer og adaptiv undervogn. Det er udstyr, hvor de tre førstnævnte ting løber et pænt stykke over en snes tusinde kr., men som er med til at give et hightech-touch.

Så hvis du vil gå hele vejen, giver vi et thumbs up for udstyret, som sætter prikken over i'et.

VW Golf GTE

Pris testbil: 318.695 kr. plus levering

Beskatningsværdi for modellen: 286.015 kr.

Grøn ejerafgift: 400 kr. halvårligt

CO2 per km: 37 gr.

Brændstofforbrug: 62,5 km/ l (NEDC)

Ydelse: Benzinmotor: 150 hk, elmotor: 102 hk

Systemydelse: 204 hk

Rækkevidde på ren el: Maks. 50 km (NEDC)

Acceleration: 7,6 sek.

Topfart: 217 km/ t.

L/ B/ H: 4,28/ 1,52/ 1,49 meter.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen