Pensionen er udskudt

GranTurismo går ind i sit 10. leveår med et facelift, der skjuler de værste rynker på dens smukke ansigt, men ikke fjerner behovet for en hofteoperation

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester

Regnen siler ned over Millbrook testanlægget i det centrale England. På den blanksorte asfalt står en blankrød Maserati og gør sit bedste for at se ung ud – ikke nogen lille bedrift når man tænker på, at den stammer fra en tid, hvor mobiltelefoner havde knapper.

Men ligesom den allerførste iPhone, der som Maserati’en blev lanceret i 2007, har GranTurismo bevaret sin overordnede grundform og tilpasset sig tidernes gang. Og derfor er italieneren foran mig stadig baghjulstrukket, stadig med en 8-cylindret sugemotor som det højlydt bankende hjerte og stadig guddommeligt smuk.

Pininfarina-designet er blevet nænsomt opdateret til 2018 med nye kofangere for og bag, et anderledes LED-bånd i forlygterne og en dybere, kromindfattet kølergrill. Sidstnævnte er inspireret af Alfieri konceptbilen fra 2014, der egentlig bebudede en helt ny GranTurismo’s komme til 2018.

Men dén er foreløbig udskudt til 2020, og det bringer os tilbage til, at jeg er fløjet til Englands øsregn for at testkøre en 10 år gammel bil. I det mindste klarer det op i det fjerne…

Døren smækker med et tungt dunk, og duften af solstråler på våd asfalt erstattes af duften af dyrt læder. GranTurismo er, som navnet indikerer, en fuldblods-GT i ordets bogstaveligste forstand, og kabinen er langt mere rummelig, end man forventer set udefra. Førerpladsen er sportslig men stadig elegant, og bagsæderne tillader, at Maserati’en kan fragte fire voksne i komfort, en Porsche 911 kun kan drømme om.

Det er også i interiøret, at man bemærker den tydeligste forskel fra GranTurismo’s forgængere. For væk er en 20-30 knapper, og nydeligt integreret i midterkonsollen findes nu den 8,4” touchskærm, der også sidder i den nye Levante og resten af Maserati’s portefølje.

Med den følger et udmærket MTC+ infotainmentsystem, bakkamera og kompatibilitet med både Android Auto og Apple Carplay, så Maserati’en nu kan tale sammen med de telefoner, der knap var opfundet ved dens lancering. Alt sammen vigtige, brugbare opdateringer til hverdagen, men de er ikke årsagen til, at du køber en GranTurismo.

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester

Nej, årsagen ligger gemt under den motorhjelm, der synes at strække sig i en uendelighed ud under forruden, og som lige nu sitrer for, at jeg starter den med noget så oldnordisk som en fysisk nøgle, der drejes i en tænding.

Men jeg siger jer, når først de 460 italienske fuldblodshingste vrinskende springer til live, kunne du ikke være mere ligeglad med, om du startede den med tankens kraft, og den var i stand til at svejse under vand. 4.691 cmfordelt i to 4-cylindrede rækker placeret i en ret vinkel skaber en af de lækreste 90-graders V8-motorer, Ferrari nogensinde har bygget.

Ja, jeg sagde Ferrari, for Maserati’s naboer i Modena leverer 4,7-liters motoren med modelnavnet F136, der nu er eneste tilgængelige motor i GranTurismo.

Til 2018 har Maserati nemlig skåret ned på valgmulighederne og fokuseret på det vigtigste. Så den 'lille' 4,2 liters V8 er droppet, og ligeledes er muligheden for den selvskiftende manuelgearkasse, der tidligere fandtes i den sportslige MC Stradale. Der er dog stadig to udgaver af GranTurismo, Sport og MC, hvor sidstnævnte står for Maserati Corsa, og forvirrende nok er sportsligere end Sport.

De deler samme 460-hestes kraftværk, og dermed er forskellen mellem de to versioner begrænset – MC’ens tydeligste kendetegn er en mere aggressiv bagsplitter, sportsudstødning og en motorhjelm i kulfiber for at holde vægten nede.

Den nye front har forbedret aerodynamikken for begge modeller, men den lettere motorhjelm betyder, at MC stadig er marginalt hurtigere med en topfart på 301 km/t. Og nu befinder vi os jo på en racerbane, så det er naturligvis den version ('Corsa' er italiensk for 'bane'), jeg sidder i i dag.

Millbrook er en smal, snørklet asfaltlabyrint med enorme højdeforskelle og blinde sving. Nok er solen kommet frem, men asfalten er våd, og GranTurismo måler 492 cm x 192 cm. Det gør den næsten en halv meter længere end en Porsche 911 Carrera – ja, det er faktisk længere end en Range Rover Sport.

Dyb indånding.

Jeg sætter Maserati’en i 'Sport', hvilket hovedsageligt ændrer udstødningens lydniveau fra 'høj' til 'seriøst høj'. Mens de fleste konkurrenter har tyet til turboladning på grund af bedre bundtræk og lavere forbrug, er Maserati’ens V8’er som nævnt stadig en sugemotor af den gamle skole, og det har afgørende betydning for italienerens karakter.

Fordi udstødningsgassen ikke skal bruges til at spole en turbo eller to op, brager den bare direkte igennem de hårdtprøvede lydpotter. Det starter som en dyb, advarende rumlen. En slumrende, vulkansk urtidskraft der har kapaciteten til at udslette dig efter behov, og som kun viser dig nåde af ren overbærenhed.

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester
 

I takt med at farten stiger, udvikler det sig til en hidsig snerren for til sidst at eksplodere i et kataklystisk udbrud af ild og ondskab. Og turboens fravær betyder, at du kommer til at tilbringe en del tid i ondskabs-afdelingen, for italieneren skal piskes gennem omdrejningsspektret for at yde. Den trives bedst ved over 5.000 o/min, og selv når den rammer begrænseren på 7.200 o/min, har du følelsen af, at den gladeligt snurrede videre nogle tusinde omdrejninger endnu, hvis den fik lov.

Motoren inviterer altså til at blive kørt aggressivt, og GranTurismo er da ikke uden talent på Millbrook. Undervognen er overraskende fast, det hydrauliske styretøj meddelsomt, der er spærredifferentiale på bagakslen, og i de hurtige sving krymper den og bliver relativt adræt, dens 1.873-kilos totalvægt taget i betragtning.

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester

Afskaffelsen af manuel-gearkassen med aktuator betyder dog, at man ikke kommer uden om den 6-trins automatgearkasse, der fremstår som en træt hofte i en ellers frisk (omend botox-induceret) krop. Denne ZF-gearkasse har 50% færre trin og et par koblinger mindre end konkurrenterne fra eksempelvis Mercedes, og det fornægter sig ikke.

De seks gear er egentlig ikke det største problem, det er den hydrauliske momentomformer, der virker ligeså oplagt som en italiensk håndværker i middagssolen. De sløve skift betyder, at når du smider den et gear ned med palen i venstre side (som i øvrigt sidder monteret på ratstammen a’la slut-90’erne), får du ikke det ryk tilbage i nakkestøtten, som du forventer, og lydsporet lægger op til.

Accelerationen fra 0 til 100 km/t klares på 4,7 sekunder, hvilket jo ikke kan beskyldes for at være langsomt, men som i dag ikke er nok til at stikke af fra en Ford Focus RS. Det medvirker til, at Maserati’en fremstår mere tæmmet end ventet – lyden og designet lover en enorm mængde drama, som køreegenskaberne bare ikke helt kan leve op til.

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester
 

Så nej, GranTurismo er ingen baneracer – det var den ikke før, det er den heller ikke nu, og det har i øvrigt aldrig været meningen. Den er sportslig, ja, men mest af alt er det en Grand Tourer – en elegant, luksuriøs og hurtig måde at krydse kontinenter på. Jeg skrev i starten, at du ikke køber den på grund af det nye infotainmentsystem mm. – og det er sandt.

Men fraværet af den moderne teknologi kunne til gengæld betyde, at du IKKE køber den – og dét gør faceliftet vellykket. For selvom opdateringerne i denne seneste udgave sniger den italienske dinosaur ind i den digitale tidsalder, er den stadig bagefter konkurrenterne på de fleste områder – men på de rigtige områder – og derfor har den endnu sin berettigelse.

Foto: Jed Leicester
Foto: Jed Leicester
 

Du finder ikke en tysk konkurrent, der giver den samme form for charmerende umiddelbarhed. Og efter Aston Martin Vantage’s begravelse er der heller ingen briter, der præsterer samme simple, direkte kraftlevering. Så kan det godt være, de stikker af ved lyskrydsene, tilbringer mindre tid på tankstationerne, og selv kan holde afstand til bilen foran – men det er de velkomne til.

For bag rattet i en Maserati GranTurismo har man retten og privilegiet til at ryste overbærende på hovedet, stikke næsen i sky og fortsætte tilfreds i sofistikeret ligegyldighed til et vidunderligt, 8-cylindret soundtrack, der snart hører fortiden til.

Ekstra Bladet var inviteret af Maserati

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen