Skarpe linjer i overset Nissan

Den strømlinede Nissan Micra har godt med sikkerhedsudstyr om bord. Men pladsen er kneben og prisen forholdsvis høj. Ny motor på 100 hk trækker dog op

Designet på Nissan Micra er strømlinet og bysmart. Sikkerhedsudstyret er omfattende, men pladsen på bagsædet er trang. Foto: Jens Overgaard
Designet på Nissan Micra er strømlinet og bysmart. Sikkerhedsudstyret er omfattende, men pladsen på bagsædet er trang. Foto: Jens Overgaard

Futuristisk design, masser af udstyr og forholdsvis sparsommelige motorer. Det lyder som opskriften på succes i miniklassen.

Alligevel halter det for Nissan Micra, der kom på banen i 2017, og som siden da er blevet opgraderet med blandt andet bedre infotainment og nye motorer.

Vi prøver at opklare mysteriet og tester modellen med topudstyret Tekna og den trecylindrede grundmotor på 1,0 liter, hvor ydelsen i fjor røg op fra 90 hk til 100 hk, mens prisen lander på 175.000 kr.

Læsere med historien i hu kan huske den charmerende Micra fra 2002-2010, som solgte pænt herhjemme. Den blev afløst af den noget buttede og rustikke indisk-fremstillede efterfølger, som aldrig rigtig fik fat. Med den nyeste futuristiske generation, der bygger på samme undervogn som den udgåede Clio og bygges på Renault-fabrikken i franske Flins-sur-Seine, skulle der andre boller på suppen.

Det er lykkedes et stykke hen ad vejen. For der er masser af signalværdi i Micraen, der stadig er et friskt pust i klassen. Samtidig er standardudstyr som den omfattende Safety Shield-pakke med nødbremse, der har fodgængergenkendelse, skilteaflæser, vognbaneassistent og automatisk op- og nedblænding samt vinterpakke helt fra den billigste Visia-version til 145.000 kr., med til at trække op.

Vi hopper om bord i bilen, hvor der er udsigt til et praktisk interiør, som er mere jordnært end det lidt specielle ydre. Du sidder forholdsvis lavt i forhold til rattet. Pladsen foran er rimelig uden at være prangende.

Men på bagsæderne er der kneben luft i forhold til konkurrenterne, og den høje vindueslinje, hvor du har udvendige dørgreb nær C-stolpen, giver en noget klaustrofobisk fornemmelse. Bagagerummet rammer med sine 300 liter gennemsnittet i klassen.

 

Undervejs har du en bil, som opleves komfortabel og stabil, og som kører ubesværet på motorvejen med et fint kraftoverskud. Styretøjet er tungt og lidt som i en sportsvogn uden at være skarpt, mens undervognen er mere fast end hos de fleste konkurrenter, hvor Ford Fiesta dog stadig er det køreglade indslag. Så bilen indbyder ikke umiddelbart til sjov på de snoede veje.

Den trecylindrede motor på 1,0 liter har nogen resonans i tomgang, og den skal op i omdrejninger for at lægge fra land, men de 160 Nm er lige nok til at give et godt antrit. Brændstoføkonomien på 17,9 km/l er okay uden at være super lav.

Bag rattet kan du lege med funktionerne i det opgraderede N-Connect-system, der har Apple CarPlay og TomTom-navigation. Selv om skærmen er vokset i størrelse til syv tommer, er det en noget gnidret grafik, hvor ikonerne ikke altid er lige nemme at ramme.

Finishen og kvalitetsoplevelsen er også lidt billig med tynd – men slidstærk – plastik. Vi kan dog glæde os over pænt grundudstyr, mens Tekna også har blandt andet full LED-forlygter, bakkamera og Bose-højttalere.

Skærm og infotainment har fået en opgradering, men det er stadig noget gnidret. Foto: Jens Overgaard
Skærm og infotainment har fået en opgradering, men det er stadig noget gnidret. Foto: Jens Overgaard
 

Konklusion
Nissan Micra er et smart visitkort, og sikkerhedsudstyret er rimeligt. Pladsen på bagsædet er dog begrænset, og prisen er høj i forhold til konkurrenterne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Stor spændvidde i miniklassen

Micraens interiør er funktionelt, finish og plastkvalitet er på et mellemniveau. Foto: Jens Overgaard
Micraens interiør er funktionelt, finish og plastkvalitet er på et mellemniveau. Foto: Jens Overgaard
 

Danskerne skifter i stigende grad fra mikro- til minibiler, så mikroklassen er minimal i forhold til tidligere. Til gengæld er der nu kommet større spændvidde i miniklassen. I fjor blev der kun solgt 421 Nissan Micra-modeller. Til sammenligning røg der nummerplader på 6.914 stk. Citroën C3, som dominerede klassen.

Ironisk nok kunne familiemedlemmet Nissan Qashqai sætte sig på tronen som Danmarks mest solgte bil med 7.325 eksemplarer. Selv om Micra angiveligt sælges med rabatter på en halv til en hel snes tusinde kr., er konkurrencen skarp fra især Peugeot 208, Citroën C3 og fætteren Renault Clio, der også konstant har haft kampagner og har været billigere. Det kan dog ændre sig.

De nye generationer af 208 og Clio, som netop er lanceret, sælges til højere priser uden rabat, mens der stadig er kampagne på C3. Kursen kan dog hurtigt skifte igen. Danskerne er nemlig til fals for gode tilbud.

Nissan Micra 1,0 IG-T 100 hk Tekna

Pris (testbil): 174,990 kr.

Pris (fra): 144.990 kr.

Motor: Trecylindret motor på 1,0 liter

Ydelse: 100 hk

Moment: 160 Nm/2.750 omdr.

Brændstofforbrug: 17,9 km/ l

CO2-udledning: 128 g

Ejerafgift, halvårlig: 540 kr.

Topfart: 184 km/ t.

0-100 km/ t.: 10,9 sek.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere