Skrig, skrål og ægte Spyder-ånd

Premiere: Fart, finesse og forførende former i Audis nye R8 Spyder, som vi møder ved en af Spaniens mest usædvanlige bjergformationer

Vi tester den nye Audi R8 V10 i farven Las Vegas gul på Montserrat-bjerget 50 km fra Barcelona. De snævre og sceniske bjergveje er det helt rigtige sted for at få det maksimale ud af køreoplevelsen. Foto: Audi
Vi tester den nye Audi R8 V10 i farven Las Vegas gul på Montserrat-bjerget 50 km fra Barcelona. De snævre og sceniske bjergveje er det helt rigtige sted for at få det maksimale ud af køreoplevelsen. Foto: Audi

Spanien (Ekstra Bladet): Den minder mest om en teaterkulisse, bjergkæden Montserrat, som den strækker sig mod himlen med sine savtakkede tinder og runde klipper.

Montserrat er en af Spaniens mest usædvanlige bjergformationer, en imponerende stenmasse som træder frem imellem Bages-sletten og kysten ca. 50 km vest for Barcelona. Montserrat har rejst sig fra havet for millioner af år siden, og derfor er klipperne et miks af sammenpressede småsten.

Oven på det er der asfalten med veje, der snor sig så uforudsigeligt som en angrebslysten klapperslange. Så til venstre, så til højre, op og ned, så det kildrer i maven. Få meter fra bilen suser træer, autoværn og rød-hvide kantsten forbi med foruroligende fart.

Hovedpersonen er den Las Vegas gule Audi R8 V0 Spyder, som jeg er fløjet herned for at teste, og sportsvognen bombarderer sanserne med 540 heste, 10 cylindre og en lyd, der efterfølgende burde udgives på Spotify.

Se også: Ikonisk Porsche er tilbage: Så vild er turboen

I den nye topløse version af Audis R8, der koster fra 3.451.000 kr., sidder man nemlig på første parket til en berusende symfoni for stempler og udstødning i highspeed-dur: Maskinrummet ligger blot 30 centimeter bag chaufførens øre.

Lad koncerten begynde.

Den starter med et bjæf, da jeg trykker på startknappen i rattet. Straks efter falder motoren til ro med en dyb knurren i tomgang.

Et nyt tryk, denne gang på kontakten til gearvælgeren bag rattet og første gear lægges ind. Det er acceleration ad libitum.

Hver eneste lyd fra maskinrummet høres i kabinen. En Spyder giver ikke blot kontrol over kræfterne, den gør chaufføren til dirigent for et mekanisk symfoniorkester med et repertoire, der kan tage pusten fra de fleste.

R8 Spyder er en ægte klaphat, der kører taget op eller ned på 20 sekunder og ved hastigheder op til 300 km/t. Foto: Audi
R8 Spyder er en ægte klaphat, der kører taget op eller ned på 20 sekunder og ved hastigheder op til 300 km/t. Foto: Audi

Skrig og skrål
Det ene øjeblik skråler V10-motoren som den spanske sopran Montserrat Caballé, det næste nærmere som en hysterisk teenager.

Piskes motoren op på de maksimale 8.700 omdrejninger, vræler den næsten som fuldblods-formel 1 biler, inden disse begyndte at køre med 1,6 motorer og eldrift, forstås...

Med R8 rykkede Audi i 2007 op i bilernes superliga, sidste år så vi så 2. generation, og nu er turen så kommet til Spyder-versionen.

Lad os køre taget af, hvilket i øvrigt næsten er en teaterforestilling i sig selv: Stofkalechen kan åbne og lukke på 20 sekunder ved en hastighed på op til 50 km/t.

Selve stofdugen afrundes med to finner, som spænder stoffet ud. Afdækningen til kalecheboksen er integreret i aluminiums-og kulfiberkarrosseriet og matcher bagruden, der er forsænket i bagvæggen og kan køres ind og ud.

Accelerationen 0-100 km/t. kan gøres på 3,6 sekunder, mens topfarten er 318 km/t. - med kalechen oppe må vi formode. Balancen er fantastisk. Kun en centermotorbil skifter så udramatisk ideallinie langt inde i uhyggeligt hurtige sving.

Se også: Mercedes laver helårs-cabriolet - den har dog et enkelt minus

Optimal balance
Tag nu 90 graders svinget ude foran Audiens spisebord af en motorhjelm. Selv med høj fart er det ikke nødvendigt at bremse. Drej på rattet, og R8 flyver gennem kurven i perfekt balance. Man mærker, at vægtfordelingen er optimal, og at hjulene har et helt uvirkeligt greb i asfalten.

Alt sammen pakket ind med Audis sans for god smag. Med svulmende skærme og en bredde, der får selv Joachim Boldsen til at se smalskuldret ud.

Audi R8 Spyder er nok en superbil, men stadigvæk en vogn, som man også kan holde ud at køre til bageren i. Foto: Audi
Audi R8 Spyder er nok en superbil, men stadigvæk en vogn, som man også kan holde ud at køre til bageren i. Foto: Audi
 

Den åbne Audi reagerer på mindste bevægelse med speeder og rat. Send aluminiumspedalen ned i gulvtæppet, og Spyder hugger til som en klapperslange.

Accelerationen er forrygende. Som en Airbus, der liner op på startbanen, klodser bremserne og fyrer helt op for jetmotorerne, indtil kaptajnen siger go! Suget af fart afbrydes kun af de lynhurtige skift fra gearkassen med dobbeltkobling, der styres elektrisk. Syv skud er der i gearkassen.

Masser af omdrejninger
På samme måde har Audi også valgt at lade motoren køre helt derud, hvor omdrejningsbegrænseren slår tændingen fra med dramatiske knald, så du føler, du er ved at ramle hovedet ind i a-stolpen.

Nakkemusklerne får også en tur i bilernes svar på en strækmaskine, for de enorme bremseskiver er mildest talt effektive.

Bilen er i perfekt balance, men hvis du slår knappen på rattet over i RACE, kan du få bilen til at køre sidelæns som baghjulstrækker hvis man synes, det er sjovt

Audis Virtuelle Cockpit med et centralt 12,3 tommers TFT display dominerer kabinen, der har sikkerhedsseler med indbygget mikrofon. Foto: Audi
Audis Virtuelle Cockpit med et centralt 12,3 tommers TFT display dominerer kabinen, der har sikkerhedsseler med indbygget mikrofon. Foto: Audi
 

Inde i cockpittet, undskyld kabinen, har vi selvfølgelig digital instrumentering, der her er standard i modsætning til Hr. og Fru Normaldanskers A4 derhjemme. Og viserurene er fulde af numre, som f.eks. kan få omdrejningstælleren til at vokse fra femkrone- til kagetallerkenstørrelse, så du kan følge med, når grafiknålen nærmer sig 9.000 omdrejninger og bliver der.

Som noget nyt har R8 Spyder selemikrofoner som standardudstyr. De gør det nemmere at bruge stemmestyringen og telefonere.

Tæt ved ørerne er også nye højttalere fra B&O, som er indbygget i nakkestøtterne - det giver vellyd selv med kalechen nede.

Se også: Tysk luksusbil er totalt strippet for komfort

Hverdagsduelig
Den intelligente regulering er integreret i Audi Drive Select med fire mulige indstillinger fra Dynamik til Komfort. Det kan udvides med R8 Performance læderrattet og køreprogrammerne Dry, Wet og Snow.

Racerrattet har en række centrale knapper: Drive Select til køreprogrammer, en Race-knap og til højre knappen, der styrer motorlyden. Foto: Audi
Racerrattet har en række centrale knapper: Drive Select til køreprogrammer, en Race-knap og til højre knappen, der styrer motorlyden. Foto: Audi
 

Kan man så køre åbent fra Danmark til Monaco, eller hvor ejere af den slags biler ynder at holde ferie?

Svaret er et forbløffende ja. Hvis man kører det bageste vindue op, der virker som en vindafviser, og selvfølgelig ruller sidevinduerne op også, kan turen overstås ved hårrejsende hastigheder, uden at håret rejser sig vel at mærke. Og kør så taget op, hvorefter Spyder bliver til en coupe og næsten ligeså lydtæt.

Kør i komfort og så kvitterer Audi med forbløffende behagelig fremfærd. Selv gearet skifter nu galant, mens fjedrene sluger både fartbump og revner i asfalten. Og dét er kunst: Alle kan lave en knaldhård bil, der kører formidabelt på en racerbane jævn som et billardbord, men en 540 hestes racer i civil, der både styrer for hårdt og transporterer dig og fruen til Sydfrankrig, uden hun kræver skilsmisse, er en sjældenhed.

Avisen var inviteret til Spanien af Audi.

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen