Skoda Enyaq Coupé RS iV er en decideret modebil. Den taler ind i nogle af tidens største trends inden for den automobile verden: Den er elektrisk. Det er en høj bil, men med coupéform. Den spiller på sportslighed som vigtigt element.
Men er Skoda Enyaq Coupé RS mere end et sammenkog af forskellige modefænomener? Det skal en uge med en ’Mamba Green’ model gøre mig klogere på.
Enyaq Coupé RS er, som navnet vidner om, en coupéformet udgave af den almindelige Enyaq, og det betyder en faldende taglinje i bag, mens RS-navnet er ’Skodask’ for flere kræfter og større sportslighed.
Hvis en almindelig Skoda Enyaq er den fornuftige familiebil, er Coupé RS den mere GTI-agtige model. Derfor har Skoda hevet flere kræfter ud af den elektriske drivlinje, så her nu er 299 hk og 460 Nm at gøre med.
De næsten 300 hk sender Enyaq Coupé RS fra 0-100 km/t på 6,5 sekunder, og på papiret lyder det ret hurtigt i en stor SUV, men på vejen opleves det mindre dramatisk, end tallet viser.
Det skal ikke forstås, som om at Enyaq Coupé RS opleves langsom - det gør den ikke, men elbilen er en afdæmpet sag, som egentlig slet ikke lægger op til hårde accelerationer, selvom diverse RS-mærkater, Alcantara-beklædte flader og kontrastsyninger i kabinen forsøger at overbevise om det modsatte.
At Enyaq Coupé RS ikke er en sportsbil, bekræftes for mig i løbet af testugen, hvor elbilen i langt højere grad viser sig at udmærke sig inden for kørekomforten.
Undervognen er eftergivende over for ujævnheder i vejen, og elbilen er yderst behagelig at køre i. Den gode kørekomfort understreges af, at der under kørsel er så godt som lydløst i kabinen.
Men en Enyaq Coupé RS kan altså ikke kaldes for sportslig, og det er et problem for Skoda. Det havde ikke været et tema, hvis Skoda blot havde undladt at kalde modellen RS, for så havde man ikke fået høje forventninger til bilens dynamiske evner.
Men det valgte Skoda, og så skuffer det, at elbilen ikke i højere grad formår at leve op til navnet.
Misforstå mig ikke: Enyaq Coupé RS kører faktisk rigtig godt, hvis man er typen, der tillægger komfort størst værdi.
Er man til gengæld på jagt efter en elbil, der kan give chaufføren lyst til at tage en omvej via en snoet skovvej - og det er, hvad Skoda med RS-navnet stiller i sigte - så vil man føle sig snydt af Enyaq Coupé RS.
Den er både for tung, ligesom styretøjet mangler præcision og indlevelse.
Ofte ser man ved denne type af bilmodeller, at transformationen fra SUV til coupé-SUV har relativt store konsekvenser for de, der skal sidde på bagsæderne.
Især loftshøjden ender med at lide under, at taglinjen er mere skrånende, men i Enyaq Coupe oplever jeg ikke det problem som lige så udtalt som i andre lignende modeller.
Faktisk kan større personer sagtens finde sig til rette heromme, uden at de skal sidde med hovederne på skrå, og benpladsen er fornem.
Til gengæld koster ‘ombygningen’ noget i bagagerummet. På papiret er der ikke markant mindre plads i bagagerummet på coupéen i forhold til den almindelige Enyaq, men pladsen er sværere at udnytte, fordi bagagerummet er mindre regulært.
Eksempelvis vil du få problemer med at få store kufferter eller eksempelvis en barnevogn herind. Er pladsforhold af afgørende betydning, skal man altså gå efter den almindelige Enyaq.
Den kan imidlertid ikke fås i en RS-version, så her er den mest kraftfulde udgave 80x, som stiller med 265 hk og en frapris på 438.995 kr.
Det kan umiddelbart lyde noget billigere end de 538.995 kr., som er startprisen på Enyaq Coupe RS, men her afslører udstyrslisterne, at RS’eren er markant bedre udstyret, hvorfor forskellen slet ikke er så stor alligevel.
Skoda har nemlig fra fabrikken stoppet Enyaq Coupé RS med standardudstyr og kommer blandt andet med Travel Assist, fuld matrix LED-forlygter, panoramaglastag og trådløs opladning af telefonen, som man ikke får med standard i en 80x.
Er man til masser af udstyr, høj kørekomfort og en mere spændende designprofil, er der meget at hente i en Skoda Enyaq Coupé RS iV. Man må bare ikke tro, at man har købt en høj, elektrisk GTI’er.
Konklusion
Egentlig er Skoda Enyaq Coupé RS en lækker og komfortabelt kørende elbil. Fraprisen er høj, men niveauet af standardudstyret er fulgt med. Desværre halter det med de atletiske evner, og det er en skam, når Skoda har taget RS-betegnelsen i brug.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Skoda Enyaq iV er Årets Familiebil
Der er medvind i sejlene hos Skoda og elbilen Enyaq iV. Da der for nyligt blev afholdt Auto Awards 2022, kørte elbilen hjem fra showet med titlen som ’Årets Familiebil 2022’.
Skoda Enyaq iV vandt efter afstemning fra en jury af motorjournalister og danskernes stemmer på Auto Awards’ hjemmeside.
At Skoda kørte hjem med titlen inden for netop den kategori vækker glæde hos Skoda Danmark.
- Rummelige, praktiske og økonomiske familiebiler er essensen af Škoda. Også på el. Derfor betyder det ekstra meget for os, at Skoda Enyaq iV er Årets Familiebil 2022, siger Thomas Bruun, direktør for Skoda Danmark.
Titlen er ikke den eneste, som Skoda Enyaq iV har vundet i år. Et par uger inden Auto Awards blev bilmodellen nemlig valgt som Businessbilen 2023.
Bag kåringen står Business Danmark og Jyllands-Posten, og Skoda Enyaq iV vandt efter to dages dyst mod en halv snes andre elektriske modeller i firmaklassen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Flere elbiler på vej
Den tjekkiske bilproducent varmer op til at lancere flere 100 procent elektriske biler i de kommende år.
Konceptbilen Vision 7S, som Skoda fremviste for nyligt, vil blive til én ud af tre nye elbiler fra bilproducenten, og særligt interessant ved den syv-personers konceptbil er, at den er en forsmag på det designsprog, som vil gå igen på alle kommende nye Skoda-modeller, herunder de nye Superb og Kodiaq.
Vision 7S, som altså stadig blot er en konceptbil, har plads til syv, kommer med en batteripakke på 89 kWh, 200 kW-lynladning og over 600 kilometers rækkevidde.
Modellen kommer på gaden inden 2026, og de øvrige to elbiler er henholdsvis en lille elbil og en kompakt SUV.
Der er rigtig mange penge at spare på den helt rigtige finansiering af bilkøbet. Bliv klogere lige her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------