Solid lomme-Mercedes med selvsikker attitude

Mercedes' mindste model er blevet fuldvoksen. Masser af avanceret teknik og lækre muligheder viser, at modellen endelig er blevet en vaskeægte Mercedes-Benz

Kompakt og dynamisk i formsproget. A-klassen er nu på højde med resten af Mercedes' modeller. Foto: Jens Høy
Kompakt og dynamisk i formsproget. A-klassen er nu på højde med resten af Mercedes' modeller. Foto: Jens Høy

Mercedes A200 aut.

Mercedes-Benz A-Klasse har aldrig rigtig været på højde med sine større søskende. Dertil har materialerne og de tekniske løsninger været for tynde. Men nu ser Mercedes ud til at have forstået, at deres mindste model skal være lige så gennemført som de større.

Det er oplagt, at en bil i Golf-klassen ikke helt kan holde samme tekniske niveau som en E-Klasse, men efter en uge i selskab med den mindste A-Klasse er der ikke tvivl om, at modellen nu føles som en Mercedes-Benz.

Designet er en forlængelse af de tidligere generationer, men samlinger og detaljer er ægte Mercedes. Dørene åbner og lukker med den helt rigtige tyngde, og lyden følger med. Du sætter dig ned i A-Klassen, og i kabinen er denne testudgave piftet godt op med sportssæder med røde syninger og AMG-pakke.

Vi har fat i den mindste benzinmotor, der i øjeblikket fås til bilen. Det vil sige en 1,3-liters motor med 163 hestekræfter fra fire cylindre, der er et resultat af et samarbejde med franske Renault.

Navigationen bruger A-klassens kamera til at vise vej. Foto: Jens Høy
Navigationen bruger A-klassens kamera til at vise vej. Foto: Jens Høy

Lidt smal i ydelsen
På papiret er bilen rigeligt hurtig, men A200 fortjener en motor med mere drejningsmoment. Det vil give automatgearkassen noget at arbejde med, for kombinationen er ikke så vellykket som ventet.

Skal bilen flytte sig hurtigt, sker det desuden på bekostning af en lydudvikling, der ikke matcher resten af bilens tyngde. Motoren har nemlig en knap så lækker tone og bliver lidt hård at lytte til, når den tager mange omdrejninger.

Næste trin på motortrappen er en benziner med 224 hestekræfter og modelbetegnelsen 250. Senere næste år ventes flere motorer og mulighed for manuelt gear.

Kigger man på den udgåede model, så er pladsen i A-Klassen blevet bedre ved bagsædet, men den kompakte Mercedes er stadig ikke så rummelig som konkurrenterne. Det er nok alligevel ikke børnefamilier, der fristes af den nye gadgetlækre bil.

Retrodyser og moderne skærme mødes i skøn forening. Foto: Jens Høy
Retrodyser og moderne skærme mødes i skøn forening. Foto: Jens Høy

Indbydende betjening
Bag rattet venter der en oplevelse både teknisk og visuelt. Instrumenteringen er domineret af en bred skærm og runde dyser til luft, og vælger man en natpakke, er der desuden lyssætning med LED i kabinen i lige den farve, man har lyst til.

I arbejdet med materialerne er bilen virkelig rykket to trin op i forhold til den gamle model, så oplevelsen nu er decideret luksuriøs. Den brede skærm på to gange 10,25 tommer er ikke standard, men en del af en premiumpakke til 55.000 kroner.

Med den nye A-Klasse siger Mercedes-Benz farvel til biler uden touchskærme og tak for det. Faktisk kan bilen nu betjenes på tre måder; med trykfølsom skærm, håndskrift eller tale. Enten trykker du på skærmen eller benytter en touchpad til at markere valg.

Er du mere til at skrive, for eksempel når der skal tastes en gade ind i navigationen, så er det også muligt, og på et splitsekund overføres dine bogstaver til skærmen. Det går ekstremt hurtigt og er nemt at bruge.

Alle danske modeller har et såkaldt MBUX-infotainmentsystem. Det bruger kunstig intelligens til at lære dine præferencer at kende og har desuden intelligent stemmebetjening med naturlig stemmegenkendelse. Systemet var grundlæggende nemt at tale engelsk til.

Et anbefalelsesværdigt tilkøb er MBUX til navigationen, der virkelig er en fornøjelse at køre med. Systemet benytter bilens frontvendte kamera og lægger så navigationspile og grafik ind over det levende billede.

Det er smart og gør kørsel i store rundkørsler til en leg, for det er slut med at tælle afkørsler. En stor pil, der hele tiden flytter sig på skærmen, viser, hvilken vej du skal tage ud af rundkørslen.

Vælger man en standardbil, er der pænt med udstyr inklusive LED-lygter og sædevarme samt syvtrins automatgear af dobbeltkoblingstypen.

Den nye Mercedes-Benz A-Klasse ser fantastisk godt ud, kører godt og er bygget bedre, end nogen anden A-Klasse tidligere har været det. Bilen er dog fortsat ikke blandt de mest rummelige i sin klasse.

Mercedes A200 aut.

Testbilens pris: 553.670 kroner

Pris fra: 343.880 kroner

Forbrug: 18,9 km/l

Grøn ejerafgift: 890 kroner halvårligt.

Motor: 1,3 liter

Ydelse: 163 hk

Drejningsmoment: 250 Nm

Topfart: 225 km/t.

0-100 km/ t.: 8,0 sek.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen