Stærk efterfølger til Volvo-darling

Den nye XC60 er på en svær opgave som efterfølger til Volvos bedst sælgende bil i årevis. Den nye løfter opgaven med kun få ridser i lakken

Den nye Volvo XC60 ligner storebror XC90 til forveksling, men er selvfølgelig en klasse mindre og mere dynamisk og sportslig at skue. Foto: Jens Høy
Den nye Volvo XC60 ligner storebror XC90 til forveksling, men er selvfølgelig en klasse mindre og mere dynamisk og sportslig at skue. Foto: Jens Høy

Volvo XC60 D4 Momentum

Lidt for meget grovkornet dieselbrummen ved alt andet end meget blød acceleration og en gearkasse, der ikke er helt så meget 'smooth operator' som de tyske duksedrenge.

Det er sådan set de to eneste steder, hvor den nye Volvo ikke helt lever op til forventningerne.

På bundlinjen kan Volvos toliters dieselmotor dog ikke forrykke indtrykket af den nye XC60. Det er en dejlig bil, der lige nu kroner en stribe nye produkter fra Volvo, som har bragt det svenske mærke helt i front.

Skandinavisk stil
Bilerne sælger som aldrig før takket være en umiskendelig aura af svensk snusfornuft parret med godt design og så det faktum, at de nye modeller ikke ligner hinanden alt for meget. Kig hos Audi og Mercedes-Benz, og du skal være bilnørd for at skelne forskellige modeller fra hinanden.

Vi kører Volvo XC60 med Momentum-udstyr til 691.000 kr. og en beskatningsmæssig værdi på 517.000 kr.

Umiddelbart er den nye XC60 downsizing i begrebets bedste forstand, for i forhold til sin kolossale storebror, XC90, er den tilført en væsentlig portion elegance og er slet ikke så frembrusende.

Den nye XC60 er selvfølgelig en klasse mindre og mere dynamisk og sportslig at skue.

Vi tester modellen med 190 hk dieselmotor, kaldet D4, og her er der tilstrækkeligt med kræfter og lavt forbrug. Foto: Jens Høy
Vi tester modellen med 190 hk dieselmotor, kaldet D4, og her er der tilstrækkeligt med kræfter og lavt forbrug. Foto: Jens Høy
 

Harmonisk og gennemført
Volvo høster masser af ros for sit interiør. Svenskerne har fundet et helt unikt udtryk i formsproget, og materialerne er i top i en kabine, der ikke ligner noget andet premium på markedet.

I betjeningen af den store centralt placerede skærm er der dog gået lidt for meget design i den.

Det skal forstås på den måde, at designerne har været for lidt interesserede i funktionalitet. Design af knapper og brugergrænseflader har for meget handlet om, at det skal se godt ud.

Nu har Volvo taget kritikken til sig, og i XC60 er brugeroplevelsen blevet en del bedre. Skærmen ligner sig selv, men der er flere genveje og funktionalitet indbygget i alle skærmbilleder. Det er ganske enkelt blevet noget nemmere at finde rundt i de forskellige menuer. Volvo vinder stadig ingen priser for at være intuitiv, men det er blevet bedre.

Interiøret er elegant, og man sidder fremragende. Den store skærm er blevet hurtigere at betjene, men kræver fortsat tilvænning. Foto: Jens Høy
Interiøret er elegant, og man sidder fremragende. Den store skærm er blevet hurtigere at betjene, men kræver fortsat tilvænning. Foto: Jens Høy
 

Brummer meget
De tyske rivaler, der tæller Audi Q5, BMW X3 og Mercedes GLC, har langt flere motorvarianter, både når det gælder diesel og benzin.

Skulle du stå med det lidet politisk korrekte ønske om en stor power-diesel til lange motorvejsetaper i Tyskland, er der udsolgt hos Volvo. Her må du nøjes med 190 eller 235 dieselbøffer fra en 2,0' er.

Vi kører mindste XC60 med 190 hk (D4), og der er for så vidt kræfter nok, men også lidt for meget dieselbrummen, når man lægger speederen bare lidt ned.

Der er generelt et pænt udvalg af motorer, og en mulighed er at vælge den nye plug-inhybrid, som ikke er ret meget dyrere end dieselversionerne.

Problemet med den ekstra miljøvenlige model er, at der er ekstremt lang leveringstid på denne.

Alle XC'er har høj komfort, for køreegenskaberne er langtfra udlagt til sjov og ballade, og det betyder desværre, at styretøjet er lidt til den upræcise side.

Dermed er svenskeren ikke det køreglade valg i klassen.

Der er god plads i kabine og bagagerum, men en klassisk stationcar som f.eks. Volvo V90 er større. Foto: Jens Høy
Der er god plads i kabine og bagagerum, men en klassisk stationcar som f.eks. Volvo V90 er større. Foto: Jens Høy
 

God rummelighed
Bilen opleves som meget rummelig. Man sidder foran med fornuftig afstand til passageren, og på bagsædet er der plads til to fuldvoksne personer. Pladsen i midten er dog ikke specielt anvendelig, da pladsen på gulvet optages af en stor kardantunnel. Hvis det er maksimal plads til passagerer og bagage, der er det vigtigste, er der ingen vej uden om en Volvo V90.

Volvo XC60 D4 Momentum

Pris: 691.000 kr. plus lev.

Beskatningsmæssig værdi: 517.000 kr.

Ydelse: 190 hk.

Moment: 400 Nm ved 1.750-2.500 omdr. / min.

Gear: Ottetrins automatgearkasse.

Økonomi: 18,5 km/ l.

Topfart: 205 km/ t.

0-100 km/ t.: 8,4 sek.

Maks. anhængervægt: 2.400 kg.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen