Tysk bilmærke bøjer sig for danske kunder

Nu kommer Opel Astra som stationcar, og det er den helt rigtige version af Astra – i hvert fald hvis man spørger de danske kunder

Prisen for Opel Astra Sports Tourer begynder ved 208.000 kr. for 1,0T Essentia og 232.000 kr. for Astra Enjoy med samme motor. Alle priser er plus levering. (Foto: Opel)
Prisen for Opel Astra Sports Tourer begynder ved 208.000 kr. for 1,0T Essentia og 232.000 kr. for Astra Enjoy med samme motor. Alle priser er plus levering. (Foto: Opel)

Porto (Ekstra Bladet): Mere praktisk og med al den plads, man kan ønske sig. Desuden er der bedre udsyn hele vejen rundt og en ny kraftig dieselmotor til dem med stort behov.

Sådan lyder signalementet af den nye Opel Astra stationcar, der officielt hedder Sports Tourer, og som har premiere hos forhandlerne her i april.

Den nye version rummer 80 liter mere i bagagerummet med sæderne i brug, og bagsædet kan fældes i forholdet 40/20/40, så man eksempelvis kan have ski i bilen og stadig være to personer på bagsædet. Bagagerummet er dog knap så stort som i Honda Civic, Peugeot 308 og Skoda Octavia.

I Danmark er størstedelen af Astra-salget stationcars – i modsætning til resten af det europæiske marked. (Foto: Opel)
I Danmark er størstedelen af Astra-salget stationcars – i modsætning til resten af det europæiske marked. (Foto: Opel)

Som stationcar koster Astra 12.000 kr. mere end en hatchback med fem døre, og som det er tilfældet med femdørsversionen har stationcar-udgaven tabt i vægt i forhold til sin forgænger. Helt op til 190 kilo er bilen blevet lettet.

Prisen for Astra Sports Tourer begynder ved 208.000 kr. for 1,0-benzinmotoren med Essentia-udstyrspakken og 232.000 kr. for Astra Enjoy med samme motor.

Se også: Ny VW SUV får gedigen overhaling  

Smart bagklap
Elektrisk betjent bagklap med håndfri betjening og nøglefri start er standardudstyr på Astra Sports Tourer Innovation og kan tilkøbes til Dynamic-versioner for 8.000 kr. Med denne funktion kan den elektriske åbning af bagklappen aktiveres ved at holde foden inde under den bagerste kofanger, så man slipper for at bruge hænderne.

Selvfølgelig er der også mulighed for at montere iPads ved bagsæderne. (Foto: Opel)
Selvfølgelig er der også mulighed for at montere iPads ved bagsæderne. (Foto: Opel)

Den nye generation Sports Tourer har næsten samme udvendige dimensioner som forgængeren med en totallængde på 470 cm og en højde på 151 centimeter, men der er bedre plads. Føreren har for eksempel 26 millimeter mere hovedhøjde, og passagerer på bagsædet 28 millimeter mere benplads.

Sæderne lægges helt fladt i Astra ved træk i et lille håndtag, og på bagsædet er der lidt mere plads til hovedet, mens midterpladsen er hæmmet noget af en massiv kardantunnel.

Se også: Stram og selvsikker Alfa imponerer  

Kraftig diesel
I forbindelse med lanceringen af bilen præsenterer Opel endnu en ny motor i form af en 1,6-liters diesel med dobbelt turbo og 160 hestekræfter.

Den har allerede fuldt moment ved 1250 omdrejninger, og med 350 Nm er motoren næsten overkill til danske forhold.

Vi ville hellere have prøvet den nye Astra stationcar med eksempelvis tre-cylindret benzinmotor og 105 hk. Den motor gør det fint i den femdørs Opel Astra, men stationcar-versionen er lidt længere og dermed en smule tungere, så om mindste maskine rækker, er et åbent spørgsmål.

En ny topmotor er en 1,6 dieselmotor med to turboer og hele 160 hk at gøre godt med. (Foto: Opel)
En ny topmotor er en 1,6 dieselmotor med to turboer og hele 160 hk at gøre godt med. (Foto: Opel)

Den nye diesel følger sporet fra rækken af nye Opel-maskiner, der går tyst og roterer villigt op i omdrejningsfeltet. Det officielle EU-forbrugstal er 23,8 km/l med sekstrins gearkasse for både femdørs og stationcar.

 

Bestiller man bilen med fabriksmonteret anhængertræk, er den godkendte anhængervægt hele 1700 kilo. Det er 200 kilo mere, end hvis anhængertrækket eftermonteres. Prisen for det fabriksmonterede aftagelige anhængertræk er 9900 kr.

Opel tilbyder også privatleasing, og dermed er der lagt op til, at endnu flere vil vælge den nye Opel Astra.

Avisen var inviteret til Porto af Opel.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere