Velklædt koreansk grand tourer

Kia satser på stil og køreegenskaber med ProCeed GT, der både kan agere sjov landevejsvogn og praktisk stationcar

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram

En dyb brummen reflekteres mellem bilerne i rækken foran forhandleren og når helt ind i udstillingslokalet. Lyden bliver højere og mere insisterende, inden kilden – en lang, slank og azurblå vogn – ruller op foran indgangsdøren.

Sælgeren hopper ud og præsenterer med en håndbevægelse den nye Kia ProCeed. En bil, der med sin potente entré allerede har sprunget rammerne for, hvad jeg havde forventet, da jeg sendte sælgeren ud efter den koreanske familiebil.

Jeg sætter mig ind i det ruskindsbetrukne sportssæde, sætter gearstangen op i første gear og ruller ud af porten.

ProCeed er Kias bud på en shooting brake, der kombinerer det sportslige og stilbevidste udtryk fra en coupé med stationcarens praktiske dyder. I testbilens kølergrill sidder et GT-skilt, der afslører, at vi har med den mest adrætte og veludstyrede variant at gøre.

Foruden fuldfed motorlyd og ruskind byder den på 204 hestekræfter, 18 tommer fælge og en undervogn, der er blevet finpudset af den tidligere chef for BMW's M-afdeling, Albert Biermann.

Prisen for testbilen er 374.000 kroner. Det er smertelige 94.000 mere end den billigste udstyrsvariant, men set i forhold til en Mercedes-Benz CLA 250 Shooting Brake, der har nogenlunde samme form og motorkræfter, er der 158.000 kroner at spare.

Jeg drejer ind på en lille landevej nord for Kirke Hyllinge og trykker på Sport-knappen ved siden af gearstangen. Straks bliver rattet tungere, speederresponsen hurtigere og motorlyden dybere.

Det lille sportsrat ligger godt i hænderne, og det er muligt at styre hurtigt og præcist gennem svingene. Bilen har godt fat i vejen, og den manuelle gearkasse bidrager til køreglæden med stramme, næsten klikkende gearskift.

Til gengæld virker lyden i nogle køresituationer en anelse påtaget. Selv om buldrende motorlarm normalt er et kærkomment biprodukt af frisk kørsel, står det hurtigt klart, at det ikke er den firecylindrede motor alene, der producerer den. Ifølge Kia er lyden styret af et spjæld i udstødningen, der åbner, når man trykker på Sport-knappen. Set i lyset af, at vi allerede har med en muskuløs bil at gøre, virker det som en unødvendig tilføjelse.

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram
 

Vejen slutter ved færgelejet i Kulhuse. Selv om testbilen er den sportslige GT-variant af Kia ProCeed, er der frihøjde nok til at køre over den høje kant fra fastlandet til bildækket på M/S Columbus. Færgeoverfarten giver samtidig tid til at kigge nærmere på bilens praktiske kvaliteter.

Den faldende taglinje betyder først og fremmest, at bagsædepassagererne har mindre plads til hovedet sammenlignet med en almindelig stationcar. Med mine 1,90 meter i længden skraber jeg hovedbunden mod loftet, og der er kun lige plads til mine ben. Dørrammen er smal, og det kræver derfor lidt smidighed at stige elegant ind og ud fra bagsædet.

En anden konsekvens af shooting brake-formen er bagruden, der er gjort ganske lille. Sammen med de brede stolper mellem sideruderne betyder det, at man kommer til at bruge sidespejlene en hel del. Her ville det være på sin plads med blindvinkelassistent, men det er desværre en af de få ting, der ikke er på bilens ellers righoldige liste over standardudstyr. Det kan til gengæld tilkøbes som ekstraudstyr.

Intet af ovenstående kan dog ændre på, at bilen har ét praktisk talent, som får den til at skille sig ud fra mange andre sportslige modeller: Bagagerummet.

Hjemvendt fra køreturen åbner jeg bagsmækken, lægger bagsæderne ned og tager hattehylden af med én hånd. Bilen skal stå sin prøve som pakæsel til en tur på loppemarked, og selv om gulvet ikke står helt i vater, og læsserampen er høj, overrasker bagagerummet alligevel.

To store rejsekufferter, tre Ikea-poser og fem fyldte indkøbsposer sluger det uden at gå på kompromis med udsynet bagud. Når bagsæderne lægges ned, vokser bagagerummet nemlig fra ganske pæne 594 til 1545 liter. Og under gulvet er der hele ni opbevaringsrum.

Bilen er med andre ord en kompetent krejlerkaret, der sagtens kan brøle med den Porsche Cayenne, som kollegaen i boden ved siden af er kørt på marked i.

Konklusion
Kia ProCeed GT er en velkørende shooting brake for dem, der vægter elegante linjer over kompromisløs praktik. Bilen får forbipasserende til at dreje hovedet, men prisen er ringere udsyn og loftshøjde. Kan man leve med det, er ProCeed GT et anderledes bud på en køreglad bil med brugbart bagagerum.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Bred bagdel a la Panamera

Foto: Mathias Gram
Foto: Mathias Gram
 

– Den ser da brandsmart ud! Den ligner lidt en Panamera med den bagende, udbryder en familiefar, da han passerer med sin barnevogn på havnen i Hundested.

Det er ikke helt ved siden af. De brede hofter, den sorte tagspoiler og det vandrette LED-lygtebånd, der forbinder højre og venstre baglygte på Kia ProCeed, er som taget ud af en Porsche Panamera Sport Turismo. Kia har endda skrevet modelnavnet med store, selvsikre bogstaver på bagsmækken, som det har været en tradition hos Porsche i mange år.

Selv om de markante afgangsrør er mere til pynt end gavn på ProCeed – bagpotten sidder inde bagved – har den koreanske bilfabrik gjort sig umage for at skabe en velkørende familiebil, der med Kias egne ord har 'gran turismo-følelse'.

Allerede fra den billigste udstyrsvariant, GT-line, er undervognen ifølge Kia blevet trimmet med 22 procent strammere affjedring og tre procent stivere krængningsstabilisatorer, end man finder på en almindelig Kia Ceed. Vælger man GT-udgaven, har procenten givet undervognen den helt store tur med endnu strammere fjedre, stivere krængningsstabilisatorer og større bremsekalibre forrest.

Ifølge Kia bærer denne fintuning en stor del af æren for, at ProCeed GT går selvsikkert til opgaven, når landevejen slår et sving.

Kia ProCeed

Testbil: ProCeed GT 1,6 T-GDI

Pris (testbil): 374.000 kroner

Pris (fra): 280.000 kroner

Motor: Benzin, 1,6 liter, 204 hk, 265 Nm

Brændstofforbrug: 13,5 km/l (WLTP)

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere