VW Touareg er en adræt gymnast på to ton

Volkswagens nye flagskib fylder godt i landskabet, men det lader den selv til at have glemt.

Designet slører VW Touaregs faktiske størrelse, og på vejen giver firehjulsstyringen også oplevelsen af sidde i en langt mindre bil. Foto: Jens Høy
Designet slører VW Touaregs faktiske størrelse, og på vejen giver firehjulsstyringen også oplevelsen af sidde i en langt mindre bil. Foto: Jens Høy

VW Touareg

Der er gang i hjulene hos Volkswagen. Selv ikke en verdensomspændende skandale med løgn og bedrag omkring virksomhedens dieselbiler afstedkommer andet end overfladiske ridser i VW's status som producent af gode biler, der tiltaler millioner af kunder.

Opskriften er uhøjtidelig markedsføring, stærke produkter og masser af motorer og udstyr at vælge imellem - krydret med lidt tysk status.

Et af de nyeste produkter er Touareg, som foreløbigt må betegnes som virksomhedens ypperste produkt i år. I Danmark er den store SUV en mulighed for dem, der ikke orker en Mercedes- Benz eller finder en Audi Q7 lidt for fornem.

Her giver Touareg mulighed for at få alt det samme udstyr, men i en forholdsvis neutral indpakning. Designet får nemlig den store bil på omkring fem meter til at se mindre ud, end den er.

Vi tester bilen med 'Elegance'-trim og en TDI-motor på 3,0 liter, der yder 286 hestekræfter.

Prisen ligger her på 1.037.000 kroner, men VW Touareg kan også fås med en mindre motor på 231 hk, der får prisen ned på 920.990 kroner.

Bagfra er designet måske en anelse anonymt, men til gengæld minder VW Touareg om luksus-SUV'erne Porsche Cayenne og Audi Q7, som bilen er i familie med. Foto: Jens Høy
Bagfra er designet måske en anelse anonymt, men til gengæld minder VW Touareg om luksus-SUV'erne Porsche Cayenne og Audi Q7, som bilen er i familie med. Foto: Jens Høy

Må trække 3500 kilo
Bag rattet opleves Touareg også mindre, end den er. En del af forklaringen skal findes i bilens firehjulsstyring med tilhørende elektronisk spærredifferentiale, der betyder, at den store SUV kun skal bruge 20 cm mere mellem to kantsten end en VW Golf for at vende rundt.

Det kan for alvor mærkes, når man skal ud og ind af parkeringspladser, men også ved almindelig kørsel er bilen en fornøjelse at placere på vejen og styre gennem sving.

Du peger med rattet, og bilen lystrer på dine inputs, uden at du skal korrigere halvvejs gennem svinget.

Man efterlades aldrig i tvivl om, hvor tæt man er på grænsen for greb.

Det er egenskaber, der gør VW Touareg til en køreglad bil inden for fysikkens rammer, for naturligvis er det også en tung bil. Evnen som trækhest er til gengæld imponerende, for bilen må trække 3500 kilo.

Er man interesseret i en Touareg, skal man som minimum unde sig selv det digitale instrumentbord kaldet 'Innovision Cockpit', hvor instrumenteringen består af to store skærme.

90 procent af betjeningen sker fra skærmene, og menuerne kan sættes sammen, så du får lige netop de informationer og knapper, du har brug for. Det er logisk opbygget og nemt at betjene.

Store infotainmentskærme kendetegner moderne biler. Touareg har lige nu en af de største på markedet, hvis man vel at mærke bestiller bilen med ' Innovision Cockpit'. Foto: Jens Høy
Store infotainmentskærme kendetegner moderne biler. Touareg har lige nu en af de største på markedet, hvis man vel at mærke bestiller bilen med ' Innovision Cockpit'. Foto: Jens Høy

Mindre kan gøre det
Den eneste anke, vi har til betjeningen, er den fysiske knap til at skrue op og ned for lyden.

I stedet for en rund drejeknap har en eller anden designer fået lov til at bestemme, at knappen skal være en slags rulleknap placeret ved siden af gearvælgeren. Det er ikke god ergonomi, for du skal vinkle hånden forkert for at betjene den.

Heldigvis er der dog også en knap på rattet til volumen, så større er problemet heller ikke.

I kabinen kan man glæde sig over at have rigeligt med plads, og V6-motoren ude foran har masser af saft og kraft. Den løber støjfrit og med et blødt og effektivt automatgear - men man vil dog i langt de fleste tilfælde sagtens kunne nøjes med den 'lille' motorvariant med 231 hk. Den leveres dog kun med det mindst prangende udstyrstrim 'Touareg'.

Alternativt fås bilen med en benzinmotor med seks cylindre og 340 hk, og skal det være rigtig vildt, kan man vælge en V8-dieselmotor med 421 hk. Her ender prisen dog også helt oppe på 1.416.590 kroner.

VW Touareg er en mægtig bil, og det er imponerende, hvordan Volkswagen alligevel har fået den til at virke som en mindre og langt mere adræt bil.

VW Touareg

Pris fra: 920.990 kroner

Testbil: 3,0 TDI ' Elegance'

Pris (testbil): 1.395.940 kroner

Motor: V6, 286 hk, 600 Nm

0-100 km/t.: 6,1 sekunder

Forbrug: 15,2 km/l

Vægt: 2070 kg.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen