BMW er måske mest kendt for sine premiumbiler, men har en længere tradition for at bygge motorcykler.
De to produktgrupper har tidligere været meget adskilt, men det har 12 praktikanter nu forsøgt at lave om på. Ud fra filosofien om, at de to- og firehjulede burde akkompagnere hinanden noget oftere, har de sammen med teknikere fra producentens konceptafdeling skabt BMW Pick-up.
Konceptbilen, der startede sit liv som en almindelig BMW X7 xDrive40i, har byttet bagagerummet ud med et lad, der er specialdesignet til at rumme mærkets F 850 GS motorcykel.
Det skriver mediet The Drive.
200 kilo lettere
BMW Pick-up adskiller sig fra de fleste af sine praktiske artsfæller ved, at førerhus og lad ikke er adskilt. Det kan derfor se ud, som om de unge bilbyggere er nøjedes med at skære den bagerste del af bilens tag af. Det er dog ikke tilfældet.
Ifølge mediet er Pick-up gjort 10 centimeter længere end standardbilen, så ladet i alt måler 140 centimeter, når bagsmækken er lukket.
Det til trods er det angiveligt lykkes at skære 200 kilo af bilens kampvægt ved at bruge til kulfiberforstærket plastik til blandt andet tag og bagdøre.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Svensk gigant sætter rekord i bilsalg
Inspireret af sejlsport
Selv om BMW Pick-up er gjort en tand mere praktisk end sit udgangspunkt, har praktikanterne også forsøgt at bibeholde lidt af luksusfornemmelsen fra X7.
Ladet er derfor blevet beklædt med håndlavede teaktræsplader, der for målgruppen muligvis vil give associationer til deres lystyacht. Dertil kommer en BMW Individual-farve kaldet Tanzanite Blue, der med producentens egne ord er 'inspireret af sejlsport og giver bilen et sofistikeret udseende'.
Selv om bilen er gjort længere, er det dog stadig nødvendigt at lægge bagsmækken ned, hvis der skal være plads til en F 850 GS motorcykel. I det tilfælde bliver ladet nemlig to meter langt.
Der er ifølge BMW ingen planer om at bygge mere end et eksemplar af BMW Pick-up.