BMW fraråder Anders at køre livsfarlig bil: Kan først repareres om ni måneder

Anders Jokumsens BMW har en defekt airbag, som potentielt kan være livsfarlig, men reservedelen kan først fås til september

Her ses Anders Jokumsens BMW, som ifølge det tyske bilfirma er 'livsfarlig' at køre i. Foto: Privat
Her ses Anders Jokumsens BMW, som ifølge det tyske bilfirma er 'livsfarlig' at køre i. Foto: Privat

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Anders Jokumsen har en ældre BMW 3-serie fra 1998, som han købte brugt for et par år siden.

Kort tid inden jul fik han et brev via Motorstyrelsen fra BMW Danmark, hvori BMW oplyste, at hans BMW potentielt kan være livsfarlig.

'Det har vist sig, at gaspatronen i førersidens airbag i en produktionsserie biler kan blive utæt med tiden,' skriver BMW indledningsvis i brevet, som Ekstra Bladet har fået adgang til.

'En sådan utæthed kan medføre, at drivmidlet i gaspatronen tørrer ud. Ved en ulykke, hvor airbaggen udløses, kan trykket i gaspatronen blive for højt, hvilket kan medføre, at gaspatronen sprænges. De metaldele, som slynges ud, kan medføre livsfare,' skriver BMW.

Der er problemer med airbags på visse BMW-biler, og fejlen kan være dødelig. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix Biler Tilbagekalder tusindvis af biler: Ejere skal stoppe med det samme

Derfor tog Anders Jokumsen efter nytår kontakt til BMW, som rådede ham til at tage forbi sit lokale BMW-værksted med bilen.

Det gjorde Anders, og her kunne de konstatere, at hans bil er ramt af defekten, og at BMW derfor 'ikke anbefaler, at der køres videre i bilen, før airbaggen er skiftet,' som der stod i en bemærkning fra BMW-værkstedet.

Ingen reservedele
38-årige Anders Jokumsen fra Aalborg frarådes altså at køre videre i sin BMW 3-serie, fordi en fejl på airbaggen potentielt kan være livsfarlig.

BMW skal udskifte airbaggen, men der er bare ét problem.

På grund af bilens alder er de nødvendige reservedele ikke på lager i øjeblikket. BMW oplyser, at produktionen er i gang, og de forventer, at reservedelene er tilgængelige i tredje kvartal 2020.

Men så længe kan Anders Jokumsen ikke vente.

- Det er lidt upraktisk, for jeg kan ikke undvære min bil i ni måneder, siger Anders Jokumsen til Ekstra Bladet.

Det var fredag 17. januar, at han fik at vide, at BMW ikke vil anbefale ham at køre videre i bilen.

Indtil videre har han ikke haft mulighed for netop det.

- Det er vi nødt til. Vi har ikke så mange andre muligheder. Det er ikke en holdbar løsning, for kører der én ud foran, så er man jo prisgivet, siger Anders Jokumsen.

- Det er min kone og mit barn, der kører i bilen til daglig. Hun havde det ikke godt med det i morges, at hun skulle have den på arbejde. Den er ikke blevet mere farlig at køre i, end den var i sidste uge, men nu er hun klar over, at fejlen er der, siger han.

Beder ikke om en lånebil
Anders Jokumsen føler sig fanget i situationen, og han savner, at BMW kommer ham og familien mere i møde.

- Jeg forventer ikke at kunne få en lånebil i ni måneder, men man må kunne lave en anden løsning, så man kan bruge sin bil, siger Anders Jokumsen.

Selv foreslår han at finde et brugt rat fra en anden bil, som ikke har fejlen.

- BMW siger, at jeg selv skal lave den investering, og så vil de gerne sætte rattet i for mig mod betaling, siger Anders Jokumsen.

- De har jo sat en produktion i gang af reservedele, som først kommer i tredje kvartal og for Danmarks vedkommende i niende måned, men hvis der ikke er ret mange biler, der har fejlen, så må det jo kunne lade sig gøre at finde et brugt rat, for så ville problemet jo være løst, siger Anders Jokumsen.

Hvis ikke der kommer en afklaring inden længe, forventer han, at han selv må ud og finde et brugt rat og få det monteret.

- Jeg vil mene, at der burde kunne laves en ordning, hvor BMW også betaler for den løsning - om det er halv skade, eller hvad det nu er, men i hvert fald sådan, at det hele ikke bliver for egen regning, siger Anders Jokumsen til Ekstra Bladet.

BMW: - Vi beklager dybt
Hos BMW Danmark oplyser pressechef Mette Lolholm til Ekstra Bladet, at de har informeret 607 bilejere i Danmark om udskiftning af airbaggen i førersiden.

- Vi beklager dybt over for vores kunder, men beder dem venligst afvente den endelige indkaldelse, som de vil modtage, så snart reservedelene er på lager, skriver Mette Lolholm i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet ville gerne have foretaget et telefoninterview af Mette Lolholm, men det har ikke været muligt.

- Da bilerne er cirka 20 år gamle, har vi desværre ikke reservedele på lager, skriver Mette Lolholm i det skriftlige svar.

Anders Jokumsen og hans familie må altså indtil videre lade BMW'en blive i garagen eller køre videre i en potentiel livsfarlig bil.

Mercedes-Benz er blevet tvunget til at tilbagekalde 744.000 biler i USA. Foto: Michaela Rehle/Ritzau Scanpix Biler Tilbagekalder 744.000 biler: Soltaget kan rive sig løs

301 kommentarer
Vis kommentarer