Bremser man hårdt, er der risiko for, at bremsepedalen kan knække af, og derfor tilbagekalder bilgiganten Ford nu 38.000 eksemplarer af den populære sportsvogn Ford Mustang.
Tilbagekaldelsen gælder biler solgt verden over og drejer sig udelukkende om Mustang årgang 2020, som er bygget mellem 4. marts 2019 og til og med 13. august 2020, og gælder desuden udelukkende biler med automatgear.
Det skriver flere medier, blandt andre Consumer Reports og Motor1.
Selvom bremsepedalerne potentielt kan brække af på de berørte biler, kender Ford ifølge dokumentation fra den amerikanske trafikmyndighed NHTSA ikke til uheld eller skader, som kan relateres til fejlen på Mustang-bilerne.
Ford har identificeret, at problemet er opstået i forbindelse med et skifte fra at bruge polypropylene i stedet for nylon, og det har angiveligt gjort, at robustheden er blevet forringet i det beslag, der holder selve bremsepedalen.
Til Ekstra Bladet oplyser Ford Danmark, at 59 danske Ford Mustang-biler er ramt af tilbagekaldelsen.
Ejerne af de i alt 38.005 Ford Mustang - inklusive de 59 danske eksemplarer - vil i alle tilfælde blive kontaktet direkte af Ford, understreges det.
Bremsepedalerne vil på de berørte biler blive udskiftet.
Danmarks mest solgte bil ramt af nye problemer: Nu tilbagekalder de alle biler
Flere tilbagekaldelser
Herhjemme har Ford for nyligt tilbagekaldt flere tusinde eksemplarer af den populære opladelige hybrid Ford Kuga, fordi en fejl ved batteriet i første fald ville kunne føre til brand.
Ejerne af de berørte biler venter stadig på en løsning fra Ford, som 'arbejder på højtryk.'
Helt så slemt står det ikke til med Ford Mustang, men har man en Ford Mustang årgang 2020 med automatgear, skal man nok en tur forbi sit værksted.