Brexit får skylden: Tvivl om Mini-modellens fremtid

BMW-ejede Mini udskyder introduktionen af ny model på grund af usikkerhed relateret til Brexit

Nok har Mini netop taget hul på produktionen af den elektriske Mini, men derudover er der tvivl om den kommende generation af bilen. Foto: Mini
Nok har Mini netop taget hul på produktionen af den elektriske Mini, men derudover er der tvivl om den kommende generation af bilen. Foto: Mini

Hvis BMW skulle følge deres hidtidige plan for lanceringen af en ny udgave af den almindelige Mini, burde 2020 være året, hvor vi får en ny Mini at se.

Siden det tyske mærke købte Mini fra Rover Group i 1994, har tyskerne holdt hver ny Mini-model på markedet i cirka seks år, inden de er blevet erstattet af en ny.

Den nuværende Mini-hatchback har været på markedet siden 2014 og er blevet bygget på firmaets platform kaldet UKL1. Det burde altså ifølge den logik være tid til en ny Mini-generation, men nu har BMW og Mini valgt at forlænge levetiden på den nuværende platform, hvorfor vi ikke får en ny Mini at se lige foreløbigt.

Det skriver Reuters.

- Levetiden for denne platform er blevet forlænget, siger Maximillian Schoeberl, talsperson for BMW, til Reuters.

- Af omkostningsgrunde og på grund af Brexit, siger Schoeberl.

Presset er steget på bilproducenter for at frigøre ressourcer, så de er rustet til de heftige investeringer, det kræver, at være klar til at bygge næste generation af lav- eller nul-emissionsbiler.

Bag rattet var Mercedes X-klasse ganske luksuriøs sammenlignet med mange konkurrenter. Foto: Mercedes Biler - 4. feb. 2020 - kl. 07:29 Mercedes giver fortabt: Lægger stor model i graven

Faldende salg
Bybiler med forbrændingsmotorer som eksempelvis Mini har haft det hårdt, mens kunderne i højere grad har kigget mod større SUV'er, og nu tvinger strammere emissionsregler bilproducenter til at foretage dyre investeringer.

Minis salg faldt sidste år med 4,1 procent til 346.639 biler, og alene i december måned faldt salget med 18 procent.

Den nuværende Mini-generation bliver bygget på fabrikker i Oxford i England og Born i Holland, og for at kunne bygge en ny og mere moderne generation af Mini vil det kræve investeringer i begge bilfabrikker, før de er klar til opgaven.

På Oxford-fabrikken har Mini netop taget hul på at bygge den nye elektriske Mini. BMW er dog ikke klar til at foretage de nødvendige investeringer på fabrikkerne i Holland og Storbritannien, før der er større sikkerhed mellem Storbritannien og EU i forhold til en handelsaftale i kølvandet på Brexit.

- Hvis afgifterne er i omegnen af 0 til 5 procent, vil forretningsmodellen ikke ændre sig dramatisk, lød det ifølge Reuters sidste år fra Oliver Zipse, som er direktør i BMW, om Oxford-fabrikkens status som produktions- og eksportcentrum for Mini.

Højere afgifter kan dog tvinge BMW til at overveje at flytte hele produktionen til Holland, og den usikkerhed har fået BMW til at trykke på pauseknappen i forhold til introduktion af ny generation.

I marts i fjor meldte BMW ud, at de skal spare op mod 12 milliarder euro frem til 2022.

 Se også: Bilgigant kan spare 1,5 millioner ton CO2

27 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere