Siden 2018 har den nuværende udgave af Aston Martin Vantage været på markedet, hvorfor det nu er blevet tid til at skære taget af modellen, mener de hos Aston Martin.
Så det har de nu gjort, og selvom smag er en subjektiv størrelse, så må det være svært for de fleste bilentusiaster ikke at falde pladask for designet på den nye åbne Aston Martin, som får navnet Vantage Roadster.
Vi har i billedgalleriet herunder samlet en række billeder af designet på Vantage Roadster.
Artiklen fortsætter under billedgalleriet ...
Billedgalleri
Hvad får man så foruden fri adgang til himlen over sig?
Vantage Roadster får et traditionelt stof-foldetag, og hvis man får pludselig lyst til at køre med toppen nede, tager det blot 6,7 sekunder at folde taget ned. Kører man ind i en heftig regnbyge, tager det 6,8 sekunder for taget at komme op på plads igen, og de to lyntider er nok til, at Aston Martin kan prale med at have verdens hurtigste fuld-automatiske kaleche.
Fransk muskelbil er livseliksir på hjul
Har taget lidt på
Den åbne Vantage er ligesom den lukkede udgave udstyret med en 4.0-liters V8-motor fra Mercedes AMG. Motoren producerer 510 hk og 685 Nm, og med taget nede kan man nu lettere nyde lyden fra afgangsrørene.
Hvor coupéen også kan fås med manuelt gear, kommer Roadster udelukkende med en 8-trins automatgearkasse fra ZF.
For at kompensere for stivheden fra det manglende tag, har Aston Martin forstærket den åbne bils karrosseri, og derfor er den åbne udgave 60 kg tungere end den lukkede.
Roadsteren kan accelerere fra 0-100 km/t på 3,7 sekunder, og tophastigheden – med stofkalechen oppe – er 305 km/t.
Modellen kommer på markedet til sommer, og den danske pris er endnu ukendt. I hjemlandet starter prisen omkring én million kroner.