Britisk luksusbil vil ikke stå ved sig selv: Opfinder 'bagsædeskjuler'

En særlig dækplade skal få den store Rolls-Royce Dawn cabriolet til at føles mindre, end den er

Det koster cirka 200.000 kroner at få den såkaldte 'Aero Cowling' monteret på sin Rolls-Royce Dawn. Den skjuler bagsæderne, så der kun er plads til to i bilen. Foto: Rolls-Royce
Det koster cirka 200.000 kroner at få den såkaldte 'Aero Cowling' monteret på sin Rolls-Royce Dawn. Den skjuler bagsæderne, så der kun er plads til to i bilen. Foto: Rolls-Royce

Regnskabssæsonen er en svær tid at være succesfuld iværksætter i. For hvad gør man, når nu man allerede ved sidste positive kvartalsregnskab brændte en masse penge af på en 5,6 meter lang Rolls-Royce Dawn cabriolet?

Jo, man kunne jo for eksempel investere lidt i at få den store bil til at føles lidt mindre, end den egentlig er. Skjule et par sæder, man alligevel ikke bruger, og samtidig give bilen et lidt mere sporty touch a la en åben Porsche Speedster fra sidst i 50'erne.

Men selvfølgelig uden at gå på kompromis og rent faktisk kante sig ned i sådan et oldtidsfund.

Heldigvis er Rolls-Royce klar med en løsning til Dawn: Ejere kan nu tilkøbe en eksklusiv dækplade kaldet Aero Cowling - et 'strømlinet dækken' på dansk - til modellen, som skjuler bagsæderne og tilføjer to stilfulde pukler bag sæderne.

Det giver bilen et tiltrængt sportligt pift, men man får så også lov til at betale for det.

De to 'pukler' bag hver sæde gemmer på et opbevaringsrum. Foto: Rolls-Royce
De to 'pukler' bag hver sæde gemmer på et opbevaringsrum. Foto: Rolls-Royce

Se også: Bizar dødsulykke: Kvinde fundet død i isbil

Håndlavet i kulfiber og læder
Ifølge det hollandske medie Autovisie er prisen helt oppe på omkring 200.000 kroner - eller omtrent det samme som man herhjemme kan få en (godt brugt) Porsche Boxster cabriolet for.

Kvartalsregnskabet skal dog gå meget i den forkerte retning, før man skifter sin Rolls-Royce ud med sådan en. Dawn cabrioleten koster 7,5 millioner kroner med dansk afgift, og i det lys kan dækpladen næsten virke som en billig måde at give sin luksusbil et ansigtsløft.

Det strømlinede dækken, der første gang blev fremvist ved biludstillingen i Genève i marts, er håndlavet af et skelet i kulfiber, der efterfølgende er beklædt med læder og flotte syninger, der matcher bilens øvrige interiør.

Rolls-Royce reklamerer selv med dækpladens letvægtsstruktur, og ifølge Autovisie vejer den da også bare 20 kilo. Sportsligt udseende og udformning til trods får man dog ikke meget sportsvogn ud af at montere dækkenet. Bilen har trods alt stadig en køreklar kampvægt på 2,5 tons.

Se også: Fartbøde får Mustang-fører til at give fuld gas foran politiet: Det bliver dyrt

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere