Britiske elbiler er rullet ind i tysk by: Kornet er rettet mod Mercedes

De første eksemplarer af Jaguars elektriske I-Pace er indsat som taxaer i Tyskland, hvor de skal tage kampen op mod de traditionelle dieselhakkere

Sådan præsenterer Jaguar den nye I-Pace - der bliver ikke lagt skjul på, HVOR lydløs den er... Video: Jaguar

Våbenkapløbet har været i gang længe. Bilfabrikkerne i hele Europa har måttet omstille deres produktion og arbejde dag og nat for at få teknologien klar til den kamp, der kommer. Og noget tyder nu på, at Tyskland er ved at blive løbet en lille smule over ende.

For mens de tyske fabrikker endnu ikke er klar med en elbil, der for alvor kan erstatte de traditionelle, dieseldrevne taxaer, har britiske Jaguar kørt de første 10 eksemplarer af den luksuriøse I-Pace i stilling i en af tysklands største bilbyer: München.

Elbilen, der har en rækkevidde på 480 kilometer efter den nye og mere realistiske WLTP-skala, skal her være et udstødningsfrit alternativ til taxabranchens dieselhakkere.

Det skriver Bloomberg.

Billigere taxatur i elbil
Mercedes-Benz sidder ifølge mediet på 60 procent af det tyske taxamarked, men mærkets mest populære taxamodel, E-Klasse, fås i øjeblikket kun som pluginhybrid og ikke elbil. Først til næste år er producenten klar med en elektrisk crossover, der kan tage kampen op mod I-Pace.

Det giver plads til den britiske elbil, der godtnok koster en kvart million mere i Tyskland - fra 580.000 kroner mod 334.000 for den billigste E-Klasse - men som til gengæld vil blive billigere for passagererne, fordi byen giver 20 procent i tilskud per kilometer.

- Vi vil gerne have folk i München til at køre elektrisk, men også køre Jaguar. En af grundene til, at vi gerne vil være her, er den forskelligartede trafik - du har dels bytrafikken og dels motorvejen til lufthavnen, siger topchefen for Jaguar Land Rover-koncernen, Ralf Speth til Bloomberg.

Se også: Denne ikoniske sportsvogn skal elektrificeres

Jaguar bejler til taxabranchen
Som flere andre tyske storbyer kæmper München med så massiv forurening, at EU har pålagt byen at nedbringe den. En af de helt store syndere er NOx-gasser, som særligt dieselbiler udskiller i udstødningen. Det har blandt andet fået Hamborg og senest Düsseldorf til at indføre miljøzoner med forbud mod at køre i ældre dieselbiler.

Det er uklart, om et lignende forbud er på vej i München, og om det i så fald vil få betydning for taxachauffører, der ofte kører i nyere biler. Men det stopper altså ikke Jaguar fra at markere sig som et fremtidssikret alternativ til en ny Mercedes eller BMW.

Og faktisk er de 10 eltaxaer bare det seneste træk i bilproducentens avancement mod at vinde chaufførernes gunst.

Jaguar har også indgået aftale med Heathrow lufthavn om at lade 50 I-Pace elbiler fungere som shuttleservice mellem lufthavnen og London, og i USA har kørselstjenesten Waymo bestilt intet mindre end 20.000 eksemplarer, der skal ombygges til at køre selvkørende taxakørsel.

Se også: Engelsk lufthavn vil køre dig til London i en elektrisk luksusbil

35 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere