– Tro mig: Det er en prægtig vogn – god som ny, et røverkøb, et køtilbud, en uopslidelig arbejdshest.
Danskernes tillid til brugtvognsforhandlerens har siden privatbilismens gennembrud i 60’erne været gennemtæret af dyre skuffelser.
Alligevel sælger forhandlerne knap 1000 brugte biler om dagen eller godt 300.000 om året.
Ekstra Bladet har interviewet de væsentligste aktører i og omkring brugtvognsbranchen og gransket snesevis af klagesager, hvor menigmands privatøkonomi og humør er blevet påkørt og totaltskadet i en brugtvognshandel.
Det er blevet til dette store tema, som guider folk gennem brugtbils-junglen, som byder på lidt af hvert.
En sag fra Ankenævnet for biler viser, hvordan en forhandler i Slangerup tog sin udmærkede fantasi i brug, efter han havde solgt en brugt BMW 318 D til en kunde, som ikke vidste meget om biler.
Da dieselpumpen kort efter købet gik i stykker, påstod forhandleren over for kunden, at det skyldtes, at ’Ingo på Ålekistevej i Nærum 'jo køber dieselslatter, hvor der er dieselpest i’.
Den vilde påstand fremsatte han for at skyde skylden på andre og derved slippe for at skifte pumpen. Pris: 21.000. kr.
Heldigvis blev kunden trods sin uvidenhed skeptisk og fik brændstoffet undersøgt på Teknologisk Institut, som konkluderede, at det var aldeles fejlfrit.
– Vi ser desværre eksempler på forhandlere og mekanikere, som forsøger at udnytte, at nogle mennesker har meget, meget lidt indsigt i biler. De bliver bildt ting ind, hvor vore teknikere efterfølgende må sige: – Jamen det påståede lader sig simpelt hen ikke teknisk gøre, forklarer Casper Schad, jurist i FDM.
Dieselpest opstår i ekstremt sjældne tilfælde, når der kommer vand i en tankstationers dieseltanke. Diesel herfra kan ødelægge bilers motorer, så benzinselskaberne gør sig umage for at undgå store erstatningskrav som følger med dieselpest.
Læs i temaet også om brugt-bilforhandlernes 10 trick, der kan koste dig dyrt - og også om, hvordan du som bilkøber har overraskende gode rettigheder, når noget går galt.
Ingo afviser ligesom Teknologisk Institut på det klareste, at deres diesel skulle fejle noget.