Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Crashtest afslører: Du kan ikke nøjes med at kigge på stjerner

Ny sikkerhedstest viser, at sikkerheden i nye biler er på et meget højt niveau

Sådan gik det for Ford Fiesta i crashtest. Video: EuroNCAP

Det uafhængige testsamarbejde Euro NCAP har udført efterårets første test af sikkerheden i nye bilmodeller, og det er en opløftende en af slagsen.

Af de ni biler, som denne gang har været til eksamen i sikkerhed, er der de maksimale fem stjerner til syv af bilerne - Ford Fiesta, Jeep Compass, Kia Rio, Mazda CX-5, Mercedes-Benz C-Klasse Cabriolet, Opel Grandland X, Renault Koleos - mens to biler - Kia Picanto og Opel Ampera-e - klarer testen til fire stjerner.

Her er det Mazda CX-5, der bliver crashtestet (Video: EuroNCAP):

Men testen afslører dog også, at du som forbruger ikke altid kan nøjes med at se på antallet af stjerner, når du vil vide, hvor sikker din måske kommende bil er.

For selv med fem Euro NCAP-stjerner 'mangler' flere af testens biler nogle af de nye vigtige sikkerhedssystemer, som skal tilkøbes.

- Fem Euro NCAP-stjerner er i dag et meget flot resultat. Det er dog ikke det samme, som at bilerne også har alt det nye sikkerhedsudstyr. Det gælder eksempelvis den nye Ford Fiesta. Bilen har både en linjevogter og fartbegrænser som standard. Til gengæld skal en automatisk nødbremse tilkøbes, siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør i FDM og FDMs repræsentant i Euro Ncap.

- Som forbruger skal man derfor ikke kun se på antallet af Euro NCAP-stjerner, men også på udstyrslisten. I forhold til Ford Fiesta anbefaler FDM, at man kun køber udgaver, der har automatisk nødbremse, siger han.

Se også: Midt i forhandlinger om bilpriser: Danskerne køber færre biler

Ros til Kia
Ud af de i alt ni biler, der er blevet testet, er det kun to, der er blevet testet med og uden sikkerhedspakke. Kia Picanto og Kia Rio er således blevet testet både med og uden en sikkerhedspakke. I udgaverne uden får både Picanto og Rio hver tre Euro NCAP-stjerner, mens de med sikkerhedspakke får henholdsvis fire og fem Euro NCAP-stjerner. Sikkerhedspakken indeholder automatisk nødbremse (AEB) og for Kia Rio også en linjevogter. En fartbegrænser skal dog fortsat tilkøbes til begge biler.

Se Kia Picanto i crashtest her (Video: EuroNCAP):

- Den danske Kia-importør skal dog have ros for, at sikkerhedspakken er indført som standardudstyr på de to modeller i Danmark. Dermed er sikkerhed ikke noget, forbrugerne skal tilkøbe eller har mulighed for at fravælge. Det er et godt signal at sende, som Kia burde følge i alle lande, så den høje sikkerhed også bliver standard i resten af Europa, siger Søren W. Rasmussen.

Han roser det generelle niveau af sikkerhed herhjemme.

- I det hele taget vidner den aktuelle Euro NCAP-test om, at nye biler i dag har et generelt højt sikkerhedsniveau i Danmark. Det er meget positivt, og der er ingen tvivl om, at den udvikling og det fokus, der de seneste år er kommet på sikkerheden i biler, skyldes Euro NCAPs testarbejde, siger han.

Se alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test hos FDM.

Resultaterne:

Ford Fiesta: Fem Euro NCAP-stjerner

Jeep Compass: Fem Euro NCAP-stjerner

Kia Picanto: Fire Euro NCAP-stjerner

Kia Rio: Fem Euro NCAP-stjerner

Mazda CX-5: Fem Euro NCAP-stjerner

Mercedes-Benz C-Klasse Cabriolet: Fem Euro NCAP-stjerner

Opel Ampera-e: Fire Euro NCAP-stjerner (fås ikke i Danmark)

Opel Grandland X: Fem Euro NCAP-stjerner

Renault Koleos: Fem Euro NCAP-stjerner (kommer ikke til Danmark)

Sådan gik crashtesten for Mercedes C-klasse Cabriolet (Video: EuroNCAP):

Se også: Nu skal biler leve op til skrappere testkrav

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen