Danmarks mest populære elbil kan nu 'superlades' 500 steder

Tesla har netop sat strøm til ladestation nr. 500 i Europa. Det er samtidig første Tesla-station i Europa med ny og hurtig teknologi

Tesla Model 3 er Danmarks mest solgte elbil, og nu kan ejere superlade flere steder i Europa. Foto: Lars Krogsgaard
Tesla Model 3 er Danmarks mest solgte elbil, og nu kan ejere superlade flere steder i Europa. Foto: Lars Krogsgaard

Tankstationer med hurtigladere til elbiler breder sig i øjeblikket som en steppebrand over det europæiske kontinent. Én af dem, der vil med på vognen, er den amerikanske elbilproducent Tesla, der i flere år har arbejdet på at rulle et netværk af sine såkaldte Supercharger-stationer ud i Europa.

Nu har producenten imidlertid nået en vigtig milepæl, for Supercharger-station nr. 500 er netop åbnet i London, England. Det skriver det svenske bilmagasin Teknikens Värld.

500 stationer kan muligvis lyde af mange, men lægger man det sammen med Europas areal på 10.180.000 km2, svarer det til én Supercharger pr. 20.360 km2. Til sammenligning har ejerne af benzindrevne biler cirka én tankstation pr. 131 km2 - ifølge tal fra Fuels Europe var der nemlig 77.722 tankstationer i Europa i slutningen af 2017.

Se også: Ekspert dømmer Tesla ude: - Den kan ikke godkendes i Europa

Tesla skruer op for strømmen
Sammenligningen er dog muligvis ikke helt fair, for mens brændstofproducenterne har haft godt 100 år til at stille standere til rådighed, blev den første Supercharger-station åbnet i Norge for bare seks år siden.

Ifølge Teknikens Värld rummer de 500 stationer over 4700 ladestandere i alt, hvoraf 1500 er blevet opstillet i løbet af det seneste halvandet år.

Med Supercharger-station nr. 500 starter Tesla også et nyt kapitel. Det er nemlig det første sted i Europa, hvor det er muligt for elbilister at benytte producentens nyeste ladeteknologi.

I stedet for at lade med 150 kW, som tilbydes på de første 499 Supercharger-stationer, kan man her lade med op til 250 kW, skriver Teknikens Värld.

Der er med andre ord lagt op til markant hurtigere opladning for de Tesla-ejere, hvis bil kan håndtere de mange kilowatt. Nyheden er derfor særlig interessant for ejere af den mindste model i Teslas portefølje, Model 3 - det er den første Tesla, der kan lade med 250 kW.

Selvom producentens nye hurtigladere endnu ikke er nået til Danmark, er netop Model 3 på kort tid blevet en særdeles populær elbil herhjemme. I første halvdel af 2019 rullede 1135 eksemplarer af den lille bil eksempelvis ud på de danske veje, hvilket gjorde den til den med afstand mest solgte bil i perioden.

Også landets bilanmeldere har taget godt imod bilen, hvilket i november kulminerede i titlen som Årets Bil i Danmark.

Tesla har i øjeblikket ni Supercharger-stationer i Danmark.

Se også: Her er Årets Bil i Danmark

121 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere