Danmarks mest solgte bil får helt nyt udseende

Peugeot har opdateret sin storsælgende 208-model på alle leder og kanter

Den nye 208 har ladet sig inspirere af designet på den større 508-model og vil som noget nyt kunne fås som elbil. Foto: Peugeot
Den nye 208 har ladet sig inspirere af designet på den større 508-model og vil som noget nyt kunne fås som elbil. Foto: Peugeot

8800 biler i 2018, godt 9800 i 2017 og knap 9400 eksemplarer i 2016. Peugeot 208 har de seneste tre år ligget helt i front på markedet for nye biler i Danmark, og ingen andre modeller har i perioden formået at gøre franskmanden rangen stridig.

I det lys kan det synes vovet, at Peugeot nu har lanceret en efterfølger, der ikke har meget andet end størrelse og navn tilfælles med bilen, den erstatter. Men det er ikke desto mindre præcis, hvad det franske mærke har gjort.

Peugeot 208 er fornyet helt ind til platformen, den er bygget på, og er blevet fire centimeter længere og 30 kilo lettere end den afgående model. Designmæssigt har bilen ladet sig inspirere en helt del af sin storebror, den nye 508, med det, mediet Automotive News kalder 'aggressiv styling'.

Det dækker blandt andet over næsten lodrette LED-bånd i fronten, en bred kølergrill og en mørk stribe henover bagen.

340 kilometer på strøm
Den største nyhed gemmer sig i motorrummet, for Peugeot vil for første gang tilbyde en fuldt elektrisk variant. Producenten lover, at den vil kunne køre op til 340 kilometer på én opladning efter den nye og mere retvisende WLTP-norm.

Det er en anelse mere end Renault Zoe, som ifølge Automotive News ser ud til at blive bilens mest direkte konkurrent. Den klarer ifølge Renault 317 kilometer på en opladning.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Peugeot
Foto: Peugeot

Foto: Peugeot
Foto: Peugeot

Peugeot skriver i en pressemeddelelse, at batteriet i 208 vil kunne oplades til 80 procent kapacitet på 30 minutter, hvis den vel at mærke får lov at lade i en 100 kW-stander.

Udover et 'e'-emblem og specielle fælge kommer den eldrevne variant dog ikke til at adskille sig fra de øvrige modeller i programmet. Designchef Yann Beurel har overfor Automotive News forklaret, at kunderne har efterspurgt anonymiteten.

Se også: Gokart på steroider: Mini arbejder på hidsig krudttønde

Instrumenter i 3D
Flere producenter har de seneste år valgt helt at skrotte dieselmotorerne, men hos Peugeot har man tilsyneladende i sinde at fortsætte. 208-modellen vil således stadig kunne fås med en enkelt dieselvariant på 100 hestekræfter, mens tre benzinmotorer på mellem 75 og 130 hk også er planlagt.

Det betyder samtidig, at den eldrevne Peugeot 208 foreløbigt bliver den kraftigste model, idet den leverer 136 hk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Peugeot
Foto: Peugeot

I kabinen holder den nye 208-model fast i Peugeots specielle i-Cockpit. Navnet dækker over en indretning med et lille rat, der sidder et godt stykke under instrumentpanelet, og som i snart flere år har delt vandene.

Ifølge mediet Autocar er det muligt at få de samme sikkerheds- og infotainmentsystemer som i den noget større 508-model - lige på nær et natkamera. 208-modellen får til gengæld lov til at være først med 3D-visning af instrumentpanelet, der angiveligt gør det i stand til at vise de vigtigste informationer forrest.

Peugeot har endnu ikke offentliggjort priserne på den nye model, der skal vises frem på den kommende motorudstilling i Genève. Den nuværende 208 koster fra 135.000 kroner.

Se også: Nu kan elbiler komme lynhurtigt over Storebælt

75 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere